Modsat dem, der er bange for at dø, når de er lykkelige, er jeg bange for at dø, når jeg er ulykkelig. Intet får mig til at frygte døden mere, end tanken om at den skulle indfinde sig på en dårlig dag.

Af Joy Fryd, skribent

Min mor har altid sagt, at grunden til man skal skifte sokker hver dag, er fordi det altid er den dag, hvor man glemmer det, at man vrider om på foden og skal på skadestuen med sine sure tæer. Og måske er det derfor, jeg somme tider får dødsangst, når jeg cykler hjemmefra om morgenen, hvis der er rodet på mit værelse. For det skulle da lige være den dag, jeg kørte galt og døde, og at mine stakkels venner derfor skulle ind og rydde op i mine efterladenskaber, der i perioder matcher dem man oplever i tv-programmer om ekstreme hoardere.

Jeg har i det hele taget været bange for at dø en hel del gange i mit liv. Første gang som 5-årig, fordi jeg var bange for, at jeg så ikke kunne passe på mine forældre, fordi jeg var af den overbevisning, at eftersom jeg selv blev større med tiden, måtte de naturligvis blive mindre. Næste gang som 7-årig, fordi jeg ikke kunne klare tanken om, at der ville blive udgivet musik i al evighed efter min død, som jeg aldrig ville få at høre.

Og så er der den angst, der begyndte at melde sig i slutningen af mine teenageår.

Angsten for at dø ulykkelig.

Foruden at være hypokonder og derfor kunne ligge og overtænke den mindste misfølelse under fjerde ribben til venstre i det uendelige, kunne jeg så efterfølgende ligge søvnløs over frygten for, om jeg ville dø under lige netop den angsttilstand. Altså som ulykkelig. Og mens nogle måske tænker, at det så ville være en befrielse at stille træskoene lige netop der, hvis tingene alligevel føltes så modløse, så kan jeg til stadighed ikke forestille mig noget mere rædselsvækkende end det: At dø mens jeg hænger med næbbet.

Den angst var jeg plaget af i nogle år, indtil jeg pludselig opdagede noget ganske interessant under en bustur på Frederiksberg. Jeg var i starten af 20’erne og havde fået en dejlig kæreste og et fedt sted at bo, og det var lige dér i 2A på vej til mit drømmejob, at jeg første gang tænkte det. At “hvis det absolut skal være, så lad det være i dag, for dør jeg nu, så dør jeg lykkelig.” Min dødsangst var altså mit lykkebarometer! Når jeg var bange for at dø, var det fordi jeg egentlig bare var utilfreds med mit liv - og vice versa.

Siden har jeg derfor kunnet bruge dødsangsten som målestok til at mærke efter, om forskellige ting i mit liv gør mig veltilpas. Ved simpelthen at spørge mig selv, om jeg ville være tilfreds med at dø lige nu.

Jagten på lykke tog selvfølgelig over i en periode. Som alt, man opdager stimulerer en positivt, gør. “Orv, Nutella, det smager godt, det skal jeg have et dagligt glas af i al evighed”, som man kun siger, til man når den permanente kvalmegrænse efter tredje glas. I hvert fald var det pludselig ikke kun et krav, at mine omgivelser skulle fjerne min dødsangst: De skulle ultimativt give mig lyst til det. At dø.

Jeg har derfor skulle justere lidt på forventningerne, for pludselig gjaldt det ikke kun de store ting i livet, såsom bolig, karriere og kærlighed. Til sidst sad jeg på det nærmeste og filosoferede over spørgsmål som:

“Giver denne konkrete gravad laks mig lyst til at dø?”

Med fare for at lyde som en rigtig selvtilfreds lykkens pamfilius, vil jeg med det samme understrege, at jeg på ingen måde har fundet kilden til evig optimisme. Langt fra! Jeg har bare fundet en måde at tage temperaturen på. Holde et indre statusmøde om man vil. Og det tror jeg er vigtigt, for jeg husker med al tydelighed en helt særlig bog, der udkom i 2012 med titlen ‘The Top Five Regrets of the Dying’.

Den blev skrevet af australieren Bronnie Ware, der i en årrække arbejdede som palliativ behandler for personer, der havde under tre måneder tilbage at leve i. Over tid indsamlede hun massevis af beskrivelser af de ting, som patienterne fortrød mest på deres dødsleje. Og det viste sig, at mange af de samme temaer gik igen. Listen endte som følger - her oversat til dansk:

1. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve et liv, der var tro mod mig selv, og ikke det liv, andre forventede af mig.

2. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde arbejdet så hårdt.

3. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.

4. Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakten til mine venner.

5. Jeg ville ønske, at jeg havde tilladt mig selv at være mere lykkelig.

Vi tager den lige igen:

5. Jeg ville ønske, at jeg havde tilladt mig selv at være mere lykkelig.

Gys! Gulp! Gisp! Min dødsangst opsummeret i én sætning.

Jeg tror, at vi hver især skal finde en måde at tage lykketemperaturen på. Min er at spørge mig selv, om jeg er bange for at dø, og eventuelt ændre på de ting, der giver mig lyst til at sige ja. For man ved aldrig, hvornår den evige søvn indfinder sig.

Og skulle dette for mit vedkommende (7-9-13) være nu, så vil jeg med det samme beklage over for mine venner. Mit værelse er i skrivende stund en svinesti. Men jeg har skiftet sokker!