Er tro og feminisme to modsætninger eller to kompatible størrelser, som kan supplere hinanden? Svaret kommer nok an på øjnene der ser. Ifølge sekulære feminister er tro ”en anti-feministisk” størrelse. Mens religiøse personer betragter feminisme som en ”anti-religiøs” størrelse. Midt imellem spirer en bevægelse af islamisk feminisme, som kæmper for sin egen berettigelse.

Af Souha Al-Mersal, podcastvært og journalist
12. oktober 2021 | Tro & Spiritualitet

Hvad tænker du, når du læser ordene ’tro’ og ’feminisme’?

To begreber som kan gå hånd i hånd og komplimenterer hinanden? Eller to modpoler som kolliderer med hinandens substans og fremgangsmåde?

Hvilke tanker og associationer vækkes, når du læser sammensætningen af ordene: ‘islamisk feminisme’? 

Bliver der vækket negative tanker og associationer i dit hoved? 

Islam er nemlig en tro, som særligt ifølge vestlige feministers eurocentriske fortolkning af feminismen kolliderer med den sekulære feminismes grundsten. En tro, som mange i Vesten ikke mener, kan gå hånd i hånd med kvindefrigørelse og kvinders rettigheder.

Men islamisk feminisme ønsker netop at udfordre, reformere og med afsæt i en nyfortolkning af religiøse skrifter reclaime kvinders pladser i moskeen og de religiøse fora. Således at talerstolen i moskeen ikke længere kun er forbeholdt imamen med det lange skæg – men også kvinden i abaya og udslået hår.

Islamisk feminisme er en bevægelse, som har haft sin fremmarch i verden siden 80’erne, og som flere og flere kvinder i Vesten med muslimsk baggrund tilslutter sig. Men ikke uden kamp og en medfølgende splittelsesfølelse. 

Disse refleksioner er nogle, jeg har gået rundt og tygget på den seneste tid, hvor jeg har spekuleret over, hvor svært det kan være at flette flere dele af sin identitet sammen, hvis man både betegner sig selv som brun kvinde, muslim og feminist.

Skal kvinder tie eller reformere skrifterne?

Når man taler om Islam, og i øvrigt samtlige monoteistiske religioner, er det ikke en hemmelighed, at det har været mænd, som historisk set har haft monopol på at definere de religiøse rammer og fortolke de religiøse skrifter – og være den officielle mægler af Guds ord til menneskeligheden.

Det viser nogle af de herskende holdninger i moske-miljøet, såsom at kvindens stemme er en ‘synd’ [awra] – som udspringer af et princip om, at kvinder ikke skal blande sig offentligt, synge eller tiltrække sig unødvendig stor opmærksomhed.

Eller forskellige religiøse skrifter, der blandt andet siger:

“De bedste rækker i bønnen for kvinder er de allerbagerste rækker” (Sahih Muslim hadith 881, Islam). 

“kvinderne [skal] tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger” (1. Korinther, 14, 34-35, Kristendommen)​​.

Eksemplerne afspejler en internaliseret patriarkalsk opfattelse af kvinden, hendes rolle og positionering i samfundet, som er underlagt manden. Disse restriktioner og fortolkninger, som er legitimeret af religiøse fortolkninger, er med til at eksludere kvinden fra moske-miljøet og kvæle hendes stemme.

Det er derfor vigtigt at se bort fra den sekulære feminismes kritiske blik på islamisk feminisme og i stedet begynde at opfatte den som en ekstra og vigtig gren af den vestlige feminisme. Islamisk feminisme slår nemlig et vigtigt slag inden for de religiøse miljøer, da den forsøger at pille de undertrykkende og patriarkalske kvindeopfattelser fra hinanden.

Refleksioner om tro og køn

Siden barnsben har jeg hørt adskillige patriarkalske holdninger med hensyn til, hvad en kvinde må sige og ikke sige, og hvordan den ideelle, dydige adfærd for kvinden iklædt abaya burde se ud. Derfor var det enormt interessant at tage en snak med en kvinde som Sherin Khankan i ‘Skamløs podcast’ og lytte til hendes kamp for at reclaime sin plads som kvinde i de religiøse institutioner side om side med manden.

Flere af de patriarkalske holdninger, som hersker i de religiøse miljøer, kolliderer med mange af nutidens muslimske kvinders adfærd og livsstil, hvor der anerkendes mere end én måde at være muslim på.

Alligevel kan det føles som en konstant forhandling både at være troende og samtidigt kunne bevare samtlige sider af ens identitet: ens feministiske tilknytning, kønsidentitet og religiøse identitet etc.

Som brun, muslimsk kvinde, der betegner mig selv som feminist, er det en situation, jeg kender til. Vi er mange, som vokser op i et kludetæppe af idealer og tankegange, hvor vejen til at finde den, man er, har været alt andet end den lige vej.

Presset fra de religiøse kredse og den sekulære feminisme kan føles frustrerende. I processen med at finde sig selv er man nødt til at finde en balance, men også belæg for sine rettigheder både i den demokratiske, sekulære virkelighed samt i den religiøse baggrund, som man også har et ben placeret i.

En manøvre, der for mange kvinder kan føles som at forsøger at svømme i land mod stærke strømme og uden sikkerhedsvest for at kunne redde begge dele af sin identitet.

På den ene side bliver man af sekulære, vestlige feminister aldrig anerkendt som ”rigtig feminist”, når man samtidig vil betegnes som muslim, kristen, jøde etc.. Omvendt bliver man ikke anerkendt som ”rigtig troende”, hvad end man er muslim, kristen eller jøde etc., når man er feminist.

Nye -ismer der udfordrer patriarkatet

Af og til har det føltes som om, at man må give afkald på den ene side af ens identitet for at bevare den anden. 

Men er retten til at kunne italesætte og definere sin egen feministiske kamp ikke en universel rettighed, som enhver kvinde kan definere? For hvem siger, at feminisme skal være en one-size-størrelse, som skal kunne passe alle slags kvinder på den samme måde?

En af de mest anerkendte forfatterinder inden for islamisk feminisme, Fatima Mernissi (1940-2015), peger på, at kvinder er nødt til at se sig over skulderen mod fortiden, før de kan skrive en bedre fremtid. Hun har undersøgt kvinders liv i Islams dannelsesår og argumenterer for, at de overvejende mandlige fortælletraditioner har gjort kvinder usynlige, hvorimod kvinderne under profetens levetid var både synlige og aktive medlemmer af samfundet.

Mernissis fortolkning er interessant, da vores identitet inden for islamisk feminisme ikke kun består af en kønsidentitet, hvor vi forventes at frigøre os kropsligt og seksuelt, men sideløbende også af en religiøs identitet, hvor vi må ”kæfte op” og frigøre os, hvis vi skal reclaime vores dobbelte identitet både som feminister og muslimer.

Den tyske teolog, Ursula King, supplerer Mernissi med sin holdning til feminisme, som hun ikke kun definerer som én fast størrelse, men er derimod en bred og facetteret størrelse, som er mangfoldig i sine tilgangsformer. Hun argumenterer derfor for, at man skal stoppe med at tale om kun én feminisme, men i stedet tale om flere feminismer, som åbner op for, at den enkelte kvinde kan definere sine egne feministiske kampe - hvad end det er med afsæt i religiøs reformation eller sekulære principper.

Denne forståelse af feminisme som ikke blot én på forhånd defineret fast størrelse åbner døren til en bedre og mere samlet feministisk front. Hvis vi forsat skal udfordre patriarkatet, er vi derfor nødt til at give plads til den individuelle definition på feminisme og være rummelige over for vores forskellige baggrunde og identiteter. Og så skal den sekulære, vestlige feminisme udfordres og redefineres.