Af Hinda Olad, studerende

Døden har aldrig fyldt så meget i mit liv.

Mit år har været lige dele præget af corona-restriktioner, lockdown, en begrænset ungdom. Pressemøder, store skriftlige eksaminer og zoom-forelæsninger. Mette Frederiksens nedgørelse af 15-17 brune drenge i S-toget.

Men det har også været præget af glæde, håb, hygge, masser af fester. Sommerfester der blev til morgenfester, forelskelser og flirteri, feministiske fredagsbarer, fødselsdage, masser af kys og intense øjeblikke. 

Vi fandt en måde at leve videre på - selvfølgelig altid opmærksomhed på, at alting ikke var som før. Vi hoppede i havnen. Vi kørte i partybus, og jeg tissede på gulvet foran alle mine venner i en brandert. Vi så solopgangen sammen, vi havde tømmermænd sammen, vi hørte Jada og vi skreg ’boy, I sent you nudes.’ Vi græd af grin sammen, vi dummede os, vi var bange sammen, vi krammede så hårdt, når livet var svært. Vi stod sammen imod racisme, vi gik på gaden sammen, og vi sagde no justice, no peace. Vi stod sammen imod sexisme, vi sagde, vi tolererer ikke mere ulighed, vi sagde køn er en social konstruktion mange gange, vi sagde kapitalisme er racisme, vi sagde luk lejrene. vi sagde farvel til Yahya Hassan for evigt. Vi fik understreget at ”the future is female” betyder ikke, at kun kvinder må leve i fremtiden, men at feminine egenskaber og værdier aldrig skal blive taget for givet og undervurderet igen. 

2020 var et vigtigt og sørgeligt år. Jeg levede og elskede, kyssede mere end nogensinde før. Og jeg blev mere bevidst om min egen dødelighed og min egen skrøbelighed.

Nu skal det ikke portrætteres som, at 2020 var et fuldkommen herligt år. 2020 var året, hvor jeg ramte bunden og toppen på samme tid. Min krop blev belastet af stress og lukkede af. Set i bakspejlet giver det tydeligere mening for mig, hvorfor jeg havde et behov for at feste og gøre oprør mod corona og død, fordi det lige pludselig gik op for mig, at livet handler om at mærke, leve, elske og sidde en sommernat på havnen og se sine fulde venner hoppe i vandet eller høre en god sang for første gang.

Jeg tror, at 2020 gjorde mig urolig og grådig efter at få oplevet ting.

Med daglige dødstal rullende på skærmen, respiratorer og kister, blev 2020 også året, hvor jeg udviklede en dødsangst. På den ene side er jeg ikke bange for at dø, fordi jeg har nydt livet så godt som jeg kunne, det prøver jeg i hvert fald at fortælle mig selv. På den anden side, er jeg bange for at dø hele tiden, fordi hvis jeg dør og alting er slut, så er alting også meningsløst alligevel?

Før 2020 var døden ikke hverdag, det var ikke noget jeg skulle overveje på daglig basis, men i en sundhedskrise er vi alle tvunget til at forholde os til døden. I mit tilfælde blev mine rationelle tanker opløst og svage. Jeg var hele tiden i mine følelsers vold. Det var et år med mange store historiske og politiske begivenheder. Nogle begivenheder som vi længe har trængt til at opleve kraftigt i vores samfund. Begivenheder og bølger, der kom for at ændre vores fremtid.

Af den årsag var 2020 også et år, hvor jeg blev konfronteret med min egen rolle i verden. Hvem er jeg? Hvad vil jeg med dette liv? Hvordan skal jeg navigere rundt i denne vilde verden?

Mest af alt var jeg hele tiden bange for at miste mig selv, fordi følelserne har været så ekstreme – de gode og de dårlige.

Jeg tænkte hele tiden undervejs: Gud, hvor er det spændende at leve, men fuck hvor er det også skræmmende. Min egen dødsangst ændrede sig til tider til angsten for at miste en, der betyder meget: min mor, min far, en søskende eller en af mine bedstevenner. Døden var en central del af mit tankemønster i 2020. Til tider skammede jeg mig en smule over at tænke så meget på døden i en alder af 24. Jeg følte, at det overskyggede min glæde og frihed til at give slip og leve. Jeg tror, at det præg covid-19 har på verden er langt alvorligere, end vi kan måle og se lige nu. Jeg tror, at mange - ligesom mig selv - blev psykisk belastet eller presset af al den sygdom, nedlukning og kaos. Jeg tror til gengæld ikke på udsagnet ”sammen hver for sig”.

I ånden er vi sammen. I ånden er jeg sammen med alle dem jeg elsker. Men under en 14-dags isolation er man alene, bekymringerne kan være store. Hvad skal der ske i fremtiden? Mister jeg mit job? Får jeg mon skrevet min bachelor? Og værst af alt: Tænk hvis en af mine tætte dør?

2020 var en mundfuld.

Tak for grinet, tak for dansen, tak for kærligheden. Tak til sundhedspersonalet for at redde os.