Af Emma Inge Hansen, journalist

Bilferie er et mareridt fra min barndom. Jeg kan stadig huske lugten af gammel bil i sommervarmen, larmen fra vinduerne, der blafrede, når vi kørte på motorvejen, mens sennepsgule og grønne marker sneglede sig forbi udenfor. Min mors kærestes søn havde en mini-aircondition, han bevægede i bløde buer over mit hoved. På et tidspunkt kom propellerne for tæt på mit hår, og alt filtrede sammen i en uløselig knude. Min mor sagde, at den eneste udvej var at klippe en tot af. Jeg skreg og råbte, at de skulle klippe i propellerne i stedet, for jeg skulle i hvert fald ikke miste noget hår. 

Der var ikke så mange penge på kontoen derhjemme, så vi fløj kun få gange i min barndom. Dengang var det meget dyrere end i dag. 
Jeg forandrede mig fra barn til voksen, på samme tid som flypriserne forandrede sig fra dyre til billige. I begyndelsen virkede det som et nemt og komfortabelt alternativ uden så mange ben i. Jeg troede ikke engang, jeg vidste, hvor skadeligt det var, da jeg som teenager pakkede kufferten og fløj af sted med mine venner. Af og til skete det flere gange om året. Selvom jeg husker bilturene som en endeløs, indespærret og kvalmende oplevelse, så er jeg i dag smertelig bevidst om, at hvis jeg tager flyet, udleder det vanvittigt meget CO2 til skade for klimaet. Med tiden er det blevet så nemt at flyve, at det var, som om jeg på et tidspunkt glemte, at man overhovedet kunne gøre andet. Sagen er den, at det kan man jo. 

Jeg bor sammen med fire andre, og sidste sommer besluttede vi at bruge en uge på at tage rundt til vores familier. Vi startede i Hundested højt oppe på Nordsjælland og sluttede i Skanderborg. Det var en af de bedste ferier, jeg nogensinde har været på. Vi havde lejet en el-bil, hvor el var med i prisen, hvis man benyttede en bestemt slags ladestandere. Det viste sig at være skide besværligt, fordi der var ret få af dem. Derudover kunne bilen ikke køre lige så langt på en opladning, som der stod i annoncen. Men hvad betyder det, når man er sammen med nogle af de sjoveste mennesker, der har betrådt denne jord. 

Da vi kom til Hundsted blæste det, som et stormvejr i november, men havet var varmt. Vi hoppede i vandet, og lod de store bølger skubbe os som en katapult op og videre ind mod stranden. Bagefter drak vi varm kakao og spiste vafler hos byens bedste vaffelbager. I Odense besøgte vi Boogies, kendt lokalt for et vildt dansegulv og tilbuddet om 10 shots for 100 kroner. Vi kom for tidligt, så dansegulvet var tomt, og i et par fantastisk akavede minutter bevægede vi os urytmisk til musikken, alene. Da vi gik igen, grinede vi så meget, at det gjorde ondt i maven. Vi stødte på et par drenge fra Svendborg, som ikke uden stolthed fortalte, at de havde drukket så meget, at en af dem havde kastet op i toget på vej til Odense. Efter det besluttede vi at gå hjem og følte os gamle, men på den måde, hvor det samtidig går op for en, at det vidst er meget fint ikke at gå i gymnasiet længere. Turen sluttede i et lille hus lidt uden for Skanderborg, hvor vi hvilede os i skovkanten til lyden af en rislende bæk, indtil det blev aften, og vi lavede lejrbål i haven.

Jeg lærte, at ferier ikke behøver være på den anden side af kloden for at være værd at opleve, og at man ikke behøver en stor flymotor for at komme sjovt afsted. Det fik mig til at tænke. Havde det virkelig været så slemt med de bilferier som barn? Og behøvede det være slemt i fremtiden? 

Jeg kan huske, at vi skændtes på bagsæderne, og at jeg blev køresyg. Men der er også gode minder. Når jeg tog på ferie alene med min mor, bestilte hun en rejse gennem Danmarks Lærerforening, og så kørte vi alle sammen af sted i en stor bus. Min mor kendte halvdelen af passagerne i forvejen og havde allerede fyldt ugen ud med legeaftaler, inden vi kom derned. Det var rart for et lidt genert barn som mig. 

Når vi kørte i bilen, legede vi 20 spørgsmål til professoren med min mors kærestes sønner, som jeg normalt ikke turde sige noget til. Det var som om den akavede stemning forsvandt, så snart vi kørte over grænsen til Tyskland. 

Udover turen med mine bofæller har voksenlivet budt på masser af road trip-følelse, som man ikke får i et fly. Jeg kørte af sted med min veninde Tara for et halvt års tid siden. Hun havde brugt dagene inden til at sætte en spilleliste sammen, og i de næste par timer bragte vi 80’erne tilbage i hendes forældres Volvo. Da Cher bragede igennem, skruede vi så højt op, at højtalerne knitrede. Med et mørkeblåt hav nedenunder os, kørte vi over Storebælt, mens vi sang “Cause I’m strong enough/ To live without you/ Strong enough/ And I quit crying/Long enough/ To know/ You gotta go”. Bagefter kom TV2 med Alt hvad hun ville var at danse. Hver gang jeg hører den sang, ser jeg pladecoveret for mig. Over albumtitlen Nærmest Lykkelig står en mand med et barn og kigger ud på himlen. Det ligner lidt en person, som har fået alt, men som stadig er en anelse melankolsk. Det minder mig om, at ting aldrig bliver perfekt, men at de godt kan blive nogenlunde, ja endda helt OK, og det skal man nok lære at finde ro i. Det samme må gælde bilture.

Det kan godt være, at jeg kommer til at flyve i igen, men ikke på samme måde som i de tankeløse 00’ere. Inden jeg dør, vil jeg gerne til USA, og der er det tæt på umuligt at undgå fly. Derudover kan jeg blive fristet. 
Jeg håber på, at det bliver muligt at flyve med el-fly i løbet af de næste par årtier. Men indtil da er det ikke så slemt at tage bilen, bussen eller endda toget, hvor man kan strække benene og gå på toilettet. Hvis man gør det med de rigtige mennesker, er de færreste ting uudholdelige. Det er ikke perfekt, for der er sgu langt til Paris i en bil. Men du kan godt klare det, og det kan jeg også godt. På den måde undgår man følelsen af, at nogen har rørt rundt i ens mave med en grydeske, når man tænker på, hvad flyveturen betyder for klimaet. Det er ikke lige så hurtigt og ikke lige så komfortabelt at vælge de moralsk rigtige alternativer. Men det er heller ikke helt skidt. Gjort med de rigtige mennesker, kan man være nærmest lykkelig, når man holder sig på landjorden i ferien.