Hvordan skaber vi en verden, hvor identiteter er overflødige? Hvad betyder sociale medier for vores identitetsskabelse, og er det overhovedet muligt at leve uden etiketter? Blogger, sexarbejder og kunstner Eva Collé udfordrer vores identiteter i forbindelse med den internationale premiere på filmen ‘Searching Eva’.

Tekst: Maria Brus Pedersen | Foto: Aphinya Jatuparisakul

Eva Collé forsvinder næsten i den store, grønne dynejakke. Den tidlige forårsvind er bidende i Danmark sammenlignet med i Athen, hvor Eva Collé bor nu. Vi går sammen gennem de brostensbelagte gader i Indre By og finder en café med ly for vinden. De spinkle, androgyne ansigtstræk omkranses af mørkt hår med små, strittende krøller, kort foran og langt bagved. Hun er i København, fordi den nye film om hende, ‘Searching Eva’, netop har haft international premiere på CPH:DOX. Filmen, som er instrueret af Pia Hellenthal og Giorgia Malatrasi, følger Evas tumultariske liv som kunstner, sexarbejder, stofbruger, digter og model i Berlin og hendes kamp for at undslippe definitioner af, hvem og hvad hun er.

Eva Collé, der i dag er 26, er opvokset i en lille by i Italien, og hun har siden hun var 15 dokumenteret sit liv på internettet, hvor hun skriver om alt fra kunst til seksuelle overgreb. Vi tog en snak med hende om identitet, kapitalisme og sociale medier.

Hej Eva, fedt du vil snakke med os. Hvorfor ville du gerne lave filmen ‘Searching Eva’?

Pia Hellenthal og Giorgia Malatrasi kontaktede mig for at lave et interview. I starten troede jeg, det skulle handle om sexarbejde, for på det tidspunkt var jeg den eneste italiener, jeg kendte til, som snakkede åbent om at være sexarbejder. De var dog mere interesserede i mit liv helt generelt og ville gerne lave en film om mig. I starten var jeg bekymret, for det virkede som en stor opgave at lave en film, der på én gang handlede om identitet og dekonstruktionen af identitet. Jeg var bange for, at det ville blive en film om identitetspolitik, hvilket jeg er meget imod. Identitetspolitik startede som en bevægelse, der ville afskaffe de nuværende kapitalistiske og patriarkalske strukturer, men endte med at handle om anerkendelse indenfor de selv samme strukturer.

Jeg kan godt lide konceptet selvafskaffelse, fordi det centrerer magten til at afskaffe de nuværende systemer hos de befolkningsgrupper, der bliver udnyttet og diskrimineret. Når du demonterer de undertrykkende strukturer, har du ikke brug for identiteter. Identitet handler bare om at udskille forskellige dele af individet, som så kan udnyttes. I filmen taler jeg om revolutionen, og for mig kommer revolutionen til at handle om at afskaffe de materielle strukturer der skaber identiteter. Jeg vil gerne nå til et sted, hvor identitet ikke eksisterer mere.

Wauw. Det var en del. Føler du stadig, at filmen er en god repræsentation af, hvem du er?

Det har den aldrig været. Filmen viser, at du ikke kan repræsentere nogen, for hver scene er en modsigelse af den næste. Jeg følte mig ikke repræsenteret, da vi lavede filmen, jeg og føler mig ikke repræsenteret nu. Filmen viser mig som en tavle, som andre projicerer sig over på. Hvis det bare havde været en film om en sexarbejder, der tager stoffer, så havde det været virkelig kedeligt.

Er det muligt at nå et sted hen, hvor vi helt bliver fri for identiteter?

Det håber jeg. Identitet eksisterer kun, når vi giver det et navn. Og hvem er det, der har brug for at navngive identiteter? Nogen andre. Når jeg er sammen med andre sexarbejdere, har vi ikke brug for at fortælle hinanden, hvad vi er. Jeg vil gerne leve i en verden, hvor andre ikke konstant sætter etiketter på mig.

“Identiteter eksisterer kun, når vi giver det et navn. […] Jeg vil gerne leve i en verden, hvor andre ikke konstant sætter etiketter på mig.”

Filmen handler også om dit liv på internettet, og hvordan det at være online påvirker os. Hvordan tænker du, at internettet influerer den måde, vi repræsenterer os selv på?

Internettet og sociale medier gør det muligt for os at være i kontakt med mange andre mennesker. Vi kommer i berøring med synspunkter og mennesker, vi ellers ikke ville møde, så på den måde påvirker det vores liv. Men identitet er jo ikke et færdigt, afgrænset begreb. Hvor du blev født, hvilken klasse du hører til, hvordan du ser ud, hvem du omgiver dig med, alt det spiller ind.

Kan du fortælle lidt mere om, hvordan du startede med at dokumentere dit liv online?

Jeg har skrevet dagbog, siden jeg kunne holde på en blyant. Jeg har altid følt et behov for at skrive dagbog, for der foregik så meget omkring mig; jeg boede på børnehjem og flyttede meget rundt. Det var en måde at få greb om virkeligheden i omstændigheder, der føltes meget uvirkelige. I skolen begyndte mine venner og jeg at bytte dagbøger og skrive kommentarer til hinanden, så allerede før jeg kom på nettet, startede jeg med at blogge. Vi fik internet hjemme, da jeg var 15, og jeg opdagede et kæmpe blognetværk af en masse andre kvinder. De skrev om deres liv, og jeg følte i høj grad, jeg kunne relatere til det. For mig har det mest spændende ved at være online altid været at finde andre kvinder, der gik igennem noget lignende.

Til premieren på min film kom en kvinde hen til mig og fortalte, at på grund af min blog var hun endelig i stand til at tale om de seksuelle overgreb, hun havde været udsat for, og det gør mig virkelig glad. Du lærer om dig selv gennem andre menneskers oplevelser.

Hvorfor gjorde det dig glad?

Fordi jeg havde haft samme oplevelse. Jeg fandt blogs, hvor kvinder skrev om seksuelle overgreb, de havde oplevet, og jeg forstod, at mange af de ting, jeg ikke kunne forstå ved mig selv hang sammen med de traumer og overgreb, jeg selv var udsat for.

Til filmpremieren sagde du noget meget interessant, nemlig at negative kommentarer online ikke gik dig på, fordi du ikke mente, at kommentarerne handlede om dig men var en refleksion af de mennesker, der skrev dem.

Negative kommentarer online er jo bare en manifestation af undertrykkende systemer og strukturer. Når nogen kalder mig en luder, så handler det ikke om, hvorvidt jeg er luder eller ej, det handler om, at vi lever i et samfund, der kalder kvinder for ludere, hvis vi for eksempel tager billeder af vores bryster.

Hvordan er du nået til et sted, hvor negative kommentarer online ikke går dig på?

Som kvinde er man udsat for denne her bedømmelse og fordømmelse konstant. Så for mig føltes det ikke så anderledes om det skete på min blog og min Instagram eller det skete i virkeligheden.

Det giver god mening. Hvis vi hopper tilbage til snakken om identitet. Hvorfor tror du, vi som samfund har så stort et behov for at definere os selv?

Det bunder jo i kapitalisme og det konstante behov for at producere. Når du skal producere, er du også nødt til at brande dig selv og skabe et billede af dig selv som en person, der gør noget. Jeg er virkelig allergisk overfor konceptet “karriere”. Jeg tror ikke, det er meningen, at vi skal gøre en ting, indtil vi dør.

“Sociale medier prøver konstant at skubbe os hen imod identitetsskabelse, de vil gerne have, at vi tror, vores tilstedeværelse online kan være vores identitet. Det er ikke den måde, jeg har lyst til at bruge sociale medier på [...] “

Så ser du ideen om at afskaffe identiteter som en kritik af kapitalismen?

Ja, helt klart. Revolutionen, som jeg ser det, bliver en kollektiv kamp for at nægte at identificere og nægte at producere og forkaste de nuværende strukturer, vi bliver udnyttet under.

Men kan definitioner ikke også være en måde for os at finde sammen med andre ligesindede?

Jo, lige nu er de. Men jeg vil gerne arbejde mod en verden, hvor vi ikke længere behøver dem. Jeg har ikke lyst til at leve i en verden, hvor det, at jeg er fattig, definerer mig, jeg vil leve i en verden, hvor jeg ikke behøver at tænke over det mere, fordi det ikke længere er et problem. Jeg vil ikke lade min undertrykkelse som kvinde, som queer, som sexarbejde definere mig. I lang tid følte jeg mig ikke som en kvinde, og for mig betyder det at være kvinde udelukkende, at jeg møder den undertrykkelse, som kvinder møder. Jeg føler mig stadig ikke som kvinde, men jeg anerkender også, at det er den måde, jeg bor i verden på og den måde, verden ser mig.

Du har brugt store dele af dit liv på at dokumentere dit liv online. Er det at skabe en profil på sociale medier og bestemme, hvad der skal udgives der ikke også en måde at skabe identitet?

Jo, det er det. Og sociale medier prøver konstant at skubbe os hen imod identitetsskabelse, de vil gerne have, at vi tror, vores tilstedeværelse online kan være vores identitet. Det er ikke den måde, jeg har lyst til at bruge sociale medier på, men på samme tid er det også fjollet at tænke, at jeg på en eller anden måde at sluppet ud af det system. Det tror jeg heller ikke. Men jeg prøver at få gode ting ud af at være der. Jeg har et stort netværk af mennesker gennem min blog og min Instagram, og dem vil jeg gerne blive ved med at have i mit liv. Og så kan jeg godt lide opmærksomheden.

For at slutte af: Hvad er dine planer for fremtiden?

Jeg bor i Athen nu og arbejder stadig som sexarbejder, men jeg arbejder meget lidt. Jeg vil gerne skabe fællesskaber af mennesker, der har de samme tanker om identitet som mig. Og så vil jeg gerne hænge ud med mine venner, skrive nogle digte og arbejde så lidt som muligt.

Tak for snakken, Eva.