Af Katrine Blauenfeldt, chefredaktør på OXY Magazine

Jeg er en ret lovlydig borger. Jeg går aldrig over for rødt lys, hellere ikke på en øde vej kl. 2 om natten. Da jeg var teenager, stjal jeg en pakke strømpebukser fra H&M, men fik straks så dårlig samvittighed, da jeg forlod butikken, at jeg vendte om og lagde den tilbage. Jeg cykler aldrig uden lys på cyklen. Jeg drikker mig aldrig så fuld, at jeg ikke selv kan finde hjem. Jeg betaler altid alle mine regninger i det sekund, de tikker ind i min e-boks. Og jeg har aldrig taget stoffer. Selvom jeg ikke helt kan lide at indrømme det, så er jeg ret voksen og fornuftig. Jeg har selv en idé om, at jeg har et image, der skriger rebelskhed, devil-may-care-attitude og utæmmet vildskab. Men i virkeligheden består min vildskab mest af, at jeg kan finde på at drikke et par glas kølig Sancerre på en tirsdag, og at jeg en sjælden gang imellem har en dag, hvor jeg ikke bruger tandtråd. Præcis som alle andre hvide middelklassekvinder i 30’erne.

Men efter at have tilbragt et år i isolation, kan jeg mærke, at der sker noget med både min og resten af verdens mentale tilstand. Jeg kan fornemme, hvordan vores samfund dirrer af al den ophobede energi, som vi ikke har været i stand til at komme af med siden marts 2020. Om det er en regulær identitetskrise eller et simpelt ønske om igen at føle sig fri, ved jeg ikke. Men lunten er blevet kortere, og det kan mærkes.

Folk håndterer det på forskellige måder. Nogen har fået nye hobbyer, mange går lange ture, mens de lytter til lydbøger, og andre går hvileløst rundt om sig selv, mens de mærker frustrationen blive større og tålmodigheden mindre. Jeg tilhører den sidste gruppe. Jeg føler, at jeg bor i en trykkoger, og for hver dag, der går, bliver min trang til at eksplodere større og større. Jeg kan f.eks. mærke det ved, at min koncentrationsevne er helt ude at skide, og min hukommelse er et sort, endeløst hul, hvor al information jeg får, forsvinder ned i, for aldrig at se dagens lys igen. Og så er der mine destruktive tendenser, som jeg troede, at jeg havde efterladt i mine teenageår sammen med D&G-toppe og flettede bælter, men som er ved at kravle tilbage fra de mørke afkroge af mine hjerne.

Vi kender vel alle det med at blive nervøs, når man kommer tæt på kanten af en skrænt, fordi man frygter, at man ufrivilligt kommer til at hoppe ud over. Eller man tænker, at man nemt kunne skubbe en intetanende stakkel ud på togskinnerne, lige når toget kommer ræsende. Vi gør det naturligvis ikke. Men hvor meget skal der egentlig til, før vi begynder at blive rigtigt destruktive? Hvor mange friheder kan man tage fra personer, og i hvor lang tid, før vi begynder at ødelægge enten os selv eller noget eller nogen omkring os? Jeg er i hvert fald ved at være der.

Sidste sommer valfartede vi alle sammen til Bornholm, da det mere eller mindre var det eneste sted, vi kunne feriere. Men jeg kan ikke bruge endnu en sommer på at være en smilende bornholmerturist, der klapper henrykt i hænderne over glaspusteri og klipper. Jeg har talt med en håndfuld venner om, at vi skal til Las Vegas, så snart det er forsvarligt. Jeg har brug for den diametrale modsætning til landlig hygge og Krølle Bølle-is. Jeg har brug for menneskeligt forfald. Jeg har brug for mennesker og kasinoer, der gør alt hvad de kan for at tage mine penge, mens jeg lader mig distrahere af blinkende lamper og gratis drinks. Jeg har brug for at skrige og huje alt hvad jeg kan til et Chippendales-show, som den basic bitch jeg er. Jeg har brug for at snave med beskidte mænd på beskidte værtshuse og bagefter kaste op i en rendesten, fordi jeg har drukket for meget tequila.  

Jeg tror, at jeg har brug for, at en bestemt del af mig dør på en voldsom men strålende måde. Det er, som om det sidste år har skabt et ængsteligt og paranoidt væsen, som flyder rundt i mine årer og optager mere og mere plads for hver dag, der går. Jeg forestiller mig, at det er et sort væsen med mange pigge, som kun laver én lyd, men den lyd bliver til gengæld lavet konstant, og det er lyden af et tågehorn, og væsenet er muligvis i familie med the Babadook. Jeg bryder mig ikke om det. Det skal destrueres. Det skal destrueres, så der kan blive plads til noget nyt og bedre.

Hvis jeg ville slutte denne klumme af med at male et flot billede i jeres hoveder, ville jeg sige noget med, at jeg var en døende fugl Føniks, som blev nødt til at brænde op for at kunne genopstå af asken. Men så poetisk er hverken jeg eller mit behov for at destruere mig selv. Det er nok mere et desperat forsøg på at overbevise mig selv om, at jeg bestemmer over mit eget liv og min egen død efter et år, hvor jeg har følt mig fuldstændig magtesløs. Eller måske er jeg i virkeligheden ude på et hævntogt. Regeringen har forhindret mig i at gøre ting, som jeg plejer at gøre. Ting, som er vigtige for mit velbefindende. Men jeg ved jo godt, at de bare har prøvet at beskytte befolkningen, og derfor kan jeg ikke rigtig rette min hævntørst mod politikerne. Min trang til at ødelægge er blevet retningsløs, og derfor vender jeg den mod mig selv. Jeg forudser, at min sommer kommer til at bestå at bål, brand og sprit. Det bliver grimt og farligt. Men bestemt også katarsisk.