Er det okay at elske ting?

KÆRLIGHED

I de seneste par år er minimalisme og bæredygtighed gået fra at være buzzord til at blive en livsfilosofi mange har taget til sig. En filosofi der har smittet af i både samfund og mediebillede. Men selvom mange af os har lyst til at gå ”konmari” på hele vores liv, så er det måske nemt nok at smide gamle ringbind til storskrald og H&M-tøjet til genbrug, men hvad med de ting, der også fylder på hylder og i skabe, men som vi føler noget for?

Af Anne Niluka, journalist

På bunden af mit skab står to par af min afdøde mors gamle sko. De er to numre for store og objektivt set, er de nok også temmelig grimme. Dét der gør dem særlige og elskede, er, at de var hendes. De sad på hendes fødder, når hun gik, dansede eller tog mig i hånden på vores helt særlige måde. Derfor kan jeg ikke skille mig af med dem.

De følger med hver gang jeg flytter, og om lidt skal jeg igen pakke en del af mig selv ned i kasser. Tøj, makeup, musik, bøger og smykker. Ting, jeg bruger hver dag og som er en del af min identitet, men også de ting jeg har besluttet er vigtige for mig.

Ting kan sagtens være vigtige, selvom de egentlig ikke har nogen funktion. Selvom de lever et hengemt liv i skuffer, æsker og skabe, så har jeg brug for dem. For hvis jeg tager dem i hånden eller bare tænker på dem, kan jeg pludselig genkalde mig særlige øjeblikke, dufte og følelser, der ellers er diffuse minder.

Ting er minder og minder er kærlighed

Vores kærlighedsforhold til ting starter tidligt. Måske er det en yndlingsbamse eller en sut, der sidder som med velcro til den lille krop, og børn kan forstå begrebet ‘ejerskab’ omkring toårsalderen.

Senere bliver vores ting en slags forlængelse af os selv. Det er en udvikling vi gennemgår som mennesker, og den handler om, hvordan vi gerne vil opfattes af omverden. Det siger nemlig en masse om os, når vi vælger en bestemt bil eller en bestemt måde at bo på. Men selvom stolen er skåret i det helt rigtige træ, eller den bærbare følger os i tykt og tyndt, er det faktisk ofte de ting, vi ikke bruger så meget, der har størst betydning. De ting der kalder på vores følelser.

Det kan være en gammel arvet vase, der står til pynt i et vindue, men det kan ligeså godt være kassen med gamle skolebøger og mælketænder. De ting vi godt ved, ikke har nogen objektiv funktion i vores liv, men som vi alligevel aldrig får skilt os af med, fordi de er vores fysiske bindeled til værdsatte oplevelser og minder om en svunden tid. En teori om hvorfor genstande kan vække vores minder, kaldes "udvidet" eller "distribueret" kognition. At miljøet omkring os hjælper os med at tænke. Det samme gælder for værdsatte objekter.

“Selv om jeg er minimalist, smider jeg ikke biografbilletter og entrébilletter ud, når min kæreste og jeg er af sted, fordi jeg føler, at jeg så smider et stykke af vores kærlighed og historie væk.”

- Emilie-Johanne Sølbæk

I 2000 lavede to britiske psykologer en serie undersøgelser, hvor de i bund og grund spurgte deltagerne: ”Hvilken ting ville du redde, hvis dit hus brød i brand?”

Svaret var klart, og i rapporten skriver forskerne: "Når folk vælger blandt ting fra deres hverdag, tillægger de objekter, der har evnen til at fremkalde minder, størst værdi."

I Facebookgruppen ‘Minimalisme og købestop’, der har over 10.000 medlemmer, diskuteres og udveksles der tips til, hvordan man kan opnå en mere minimalistisk og bæredygtig levestil. Jane Ibsen Piper der er stifter af gruppen, er en markant skikkelse inden for den minimalistiske bevægelse i Danmark, og snart er hun aktuel med en bog om emnet.

Ifølge hende, er det vigtigt at gøre sig klart, hvilke følelse man forbinder med de ting, man har svært ved at give slip på:

”Mit råd er, at hvis der er dårlige følelser tilknyttet, så skal man absolut skille sig af med tingen, selvom det kræver terapi at give slip. Men de positive mindeting er jo til stor glæde - de skal så bare frem i lyset og ikke ligge gemt væk i en støvet kælder”, siger hun.

Selv havde Jane svært ved at skille sig af med sin farmors gamle stel. Men da det gik op for hende, at stellet slet ikke fremkaldte gode følelser, var det nemmere at give slip.

”I stedet har jeg arvet et gammelt slidt guldur af hende, som er fyldt med dejlige, positive følelser og som jeg går med hver dag”, siger Jane Ibsen Piper.

Et stykke kærlighed

Så selvom man lever meget bevidst, kan man sagtens gå og gemme på kærlighed i upraktisk fysisk form.

Derfor lavede jeg min egen lille version af den tidligere nævnte britiske undersøgelse, men med positivt fortegn. Jeg spurgte medlemmerne af gruppen, om der var noget, de simpelthen ikke kunne skille sig af med, fordi de elskede dem for højt. Til min ikke så store overraskelse, havde mange det præcis som jeg, og her kommer et lille udpluk:

”Selv om jeg er minimalist, smider jeg ikke biografbilletter og entrébilletter ud, når min kæreste og jeg er af sted, fordi jeg føler, at jeg så smider et stykke af vores kærlighed og historie væk. Egentlig super dumt, men er bange for at glemme” -Emilie-Johanne Sølbæk

”Jeg har min mors pung og telefon og en hel kasse fyldt med billeder fra hendes liv. Jeg mistede hende for 3 år siden, og jeg føler mig hverken klar til at kigge rigtigt i tingene eller bortskaffe dem. Så lige nu står de bare på loftet , ” - Liv Marie Eldevig Winther

”Jeg har den top, jeg havde på, da jeg var på første date med min mand for 13 år siden. Det er mange år siden, jeg kunne passe den, men den ligger i en pose bagerst i skabet. Jeg har også en æske med særlige små minder, som jeg gemmer på, fx et lille gavemærke fra en pakke jeg fik af min nu afdøde oldefar, da jeg var 4 år. Pakken indeholdte to stykker fyldte chokolader og er den eneste gave, jeg nogensinde fik af ham. Det særlige er, at ingen andre har fået noget af ham. Han døde for 29 år siden, da jeg var 8,”- Dorthe Eskerod Kaae

”Jeg har kun to ting, som jeg aldrig vil skille mig af med, og det er to norske orangemalede træheste. Jeg mistede min bedste veninde i en ulykke i min barndom, og efter hendes død ringede hendes mor og spurgte, om jeg ville forbi og have nogle af min venindes ting som et minde om hende. Der valgte jeg præcis de to heste. Hestene står fremme i vores stue og mine børn får lov til at lege med dem og de minder mig om at livet ikke skal tages for givet og om alt det, som jeg har fået lov til at gøre og opleve, som min veninde aldrig fik muligheden for,” - Lise Overgaard Rasmussen

”Min mors kridt, som hun brugte, når hun lavede mønstre på tøj, det er meget, meget gammelt nu, og det duer ikke rigtig til noget.Jeg sidder altid lige lidt med det i hånden, når jeg henter nåle og tråde i æsken,” - Marie Mysander Bernard