Af Emilie-Marie Fridh, 26 år, journaliststuderende

Jeg vil gerne have lov til at undskylde. Jeg vil gerne undskylde over for mig selv. For hold da helt ferie, hvor har jeg negligeret mig selv i flere år. Mine ønsker og behov. Jeg skylder mig selv at vende den tendens. Og den rejse startede jeg en råkold decemberaften. Efter en dårlig periode med mange dårlige beslutninger, havde jeg en date med en mand. Den skræmte mig. Jeg var bekymret for, om det overhovedet var en date, eller om det bare var to venner, der mødtes til en øl.

Jeg har ikke turde sige til bekendtskaber, at jeg fandt dem tiltrækkende og gerne ville nyde en intim stund med dem. For hvad nu, hvis det ikke var gengældt? Hvad nu, hvis jeg tolkede alting forkert i mit hoved? Hvad nu, hvis de grinede ad mig og gik deres vej?

Sådan har jeg tit haft det. Jeg har været bange for at tage styringen. Jeg har ikke turde sige til bekendtskaber, at jeg fandt dem tiltrækkende og gerne ville nyde en intim stund med dem. For hvad nu, hvis det ikke var gengældt? Hvad nu, hvis jeg tolkede alting forkert i mit hoved? Hvad nu, hvis de grinede ad mig og gik deres vej? Jeg har misset så mange chancer for absurd god sex ved ikke at tage initiativ. Og det er noget pjat, for som oftest, når jeg har rystet frygten af mig og grebet styringen, er det gået fint. Men det er de enkelte gange, jeg har brændt mig på mennesker, der styrer min lyst til at slippe mig selv fri. Jeg bygger flere og flere barrierer op baseret på uheldige, små situationer, frem for at brække dem ned, når jeg så oplever en sejr.

Efter flere timers panik over tøj og makeup og hår og væsen, valgte jeg at sænke mine skuldre, tage en dyb indånding, og så tænkte jeg “fuck det her”. Jeg har de seneste år brugt så meget tid og energi på at passe på mig selv ved at pakke mig selv og min person ind i vat. Være lille og fin og påpasselig. Det har ikke gjort mig mere lykkelig. Det har kun gjort mig mere ensom. Så nu kunne jeg prøve en anden tilgang med et menneske, jeg i forvejen godt kendte, som jeg ikke skulle lære at kende på ny og “imponere”.

Jeg bliver ikke mere lykkelig af at bygge murer op omkring mig. Jeg holder en vis afstand til resten af verden, for ikke at blive mere skadet end jeg allerede er.

Enten kan jeg vinde, eller også kan jeg gøre et hæderligt forsøg og tage det med i bagagen i stedet for at føle, at jeg taber. Og det nytter ikke noget, jeg altid er bange for at tage chancer. Men det er jeg, og det er, fordi jeg før har brændt mig på mennesker, jeg tog chancer med. Men jeg bliver ikke mere lykkelig af at bygge murer op omkring mig. Jeg holder en vis afstand til resten af verden, for ikke at blive mere skadet end jeg allerede er. Men jeg skal ikke være bange for at få knubs. Jeg skal være bedre til ikke at lade de knubs, jeg har fået, definere mig.

Så nu er et nyt kapitel i gang. I det her kapitel skal jeg være mere tro mod sig selv og tillade mig at stille krav. Jeg skal ikke nøjes. Nøjes med at lade manden tage styringen og beslutningen. Er det her en date? Skal vi kysse? Skal vi knalde? Jeg har tænkt det her hver gang, jeg har været ude med en fyr. For jeg lod ham bestemme. Det ændrede sig ved føromtalte date med en gammel ven. Jeg var fyldt med selvtillid. Jeg var sjov. Jeg var frembrusende. Sådan som jeg normalt er, men ikke tør at være, når jeg skal imponere et andet menneske. Jeg vil helst ikke være for meget. Sådan har jeg det også, når jeg er ude og møde nye bekendtskaber. Jeg er så bange for at skubbe folk væk ved at være overgearet, upassende, højlydt og hurtigtsnakkende, som jeg generelt er som person.

Og så var jeg sexet. Hold kæft, hvor var jeg sexet. Pivfræk. Jo, jeg var. Og jeg skammer mig ikke over selv at fremhæve det. Jeg synes selv, jeg er lækker. Det er også noget nyt, som jeg efter lang tid har fundet ro i. Det er noget nyt, jeg tænker sådan om mig selv. Min selvtillid har det godt. Og det skal den blive ved med.

Så jeg tog initiativ. Det lykkedes. Han ville gerne. Jeg blev ikke afvist. Det var ikke pinligt. Selvfølgelig var det ikke det. Hvis nu det var gået helt skævt, havde jeg måske mistet modet. Det skal jeg ikke kunne afvise. Men det gik godt, og blev derved et vendepunkt for min seksualitet. Jeg er færdig med at pakke den væk og ikke turde være en seksuel frigjort kvinde, bare fordi det måske kan skræmme nogle drengebørn væk. Alle ved jo, at mænd elsker sexede kvinder. Det havde jeg bare lige glemt.

Så nu bliver det sådan her. Måske. Alle disse ord er alle mine gode intentioner.

Så nu bliver det sådan her. Måske. Alle disse ord er alle mine gode intentioner. Det er håbet for min fremtid, at jeg holder fast i det her og forbliver en stærk, ung kvinde med rank ryg og patterne skubbet op. En, der står ved sig selv, sin krop og sin seksualitet, og ikke længere vil undskylde for at være som hun er.