Kan det virkelig være rigtigt, at vi for altid skal finde os i internetttroldenes onde ord og sure opstød, når vi gerne vil tage ejerskab over egen seksualitet og køn? Nej, ikke hvis du spørger eksperten, som har skrevet en bog om vores moderne debatkultur, der i fremtiden gerne skal se helt anderledes ud.

Af Cathrine Marie Nørgaard, journalist

”Vammelt. Respektløst. Føj.”

Maj 2021. På Danmarks Radios Facebookside har nyhedsmediet delt historien om, at ungdomsmagasinet Vi Unge har et kyssende lesbisk par på forsiden. Det er aldrig før set i Danmark, og internettet bobler. Der er kærlighed og opbakning i kommentarsporet, og så er der væmmelsen. Den ligger klemt inde mellem hjerte-emojis og godt humør. Der er 445 kommentarer, men personens foragt er noget af det første, man lægger mærke til.

Billedet af det unge par skubber til noget i folk, sætter deres fingre i bevægelse på tastaturet foran dem. De er forargede. Hvis ikke over billedet, så over personen, der ikke synes om det unge pars seksualitet. Det er svært for mig at kalde ordvekslingen, der herefter følger, for en debat. Men hvad end vi synes om det eller ej, så er det lige her, i det digitale kommentarspor, at vores moderne debatter har deres udspring. Det er her, vi lader vores overbevisninger blomstre, og det er her, vi giver dem torne, hvis andre taler dem ned. Det får os til at slå lidt hårdere på tasterne, før v i trykker ”enter”.

Når jeg tænker på de mennesker, der tør stille sig frem med risiko for at blive udskammet for eksempelvis at tale højt om deres seksualitet, eller fordi de gør op med de traditionelle opfattelser af køn, så tænker jeg primært, at de er modige. Men det er først, da jeg taler med professor i æstetik og kultur Henrik Kaare Nielsen, at jeg forstår, hvorfor et medie som Facebook har en tendens til at skræmme mig.

Professoren fra Aarhus Universitet udgav i foråret fagbogen ”I affekt”, der bl.a. beskrives med ordene:

”Vi råber ad hinanden i debatfora på internettet som aldrig før. Og vi bliver identitetspolitisk sårede, hvis nogen truer vores selvopfattelse med holdninger, vi ikke kan holde ud.”

Det er på den baggrund, at jeg ringer til ham. For jeg vil virkelig gerne vide, hvordan vi gør noget ved den debat- og samtalekultur, vi har i dag, og ikke mindst hvordan vi skal diskutere sårbare emner som seksualitet og køn i fremtiden.

De to store problemer

Udgangspunktet for vores samtale er ganske klar: Henrik Kaare Nielsen er ikke ekspert i seksualitet og køn. Men det er i og for sig heller ikke afgørende. Jeg har en fornemmelse af, at det er godt at tale med en, der er distanceret fra emnet, og som kan se det lidt udefra. Fokusere på at gøre mig klogere på vores moderne debatkultur, som jeg mangler ord til at beskrive, og som i høj grad har betydning for, hvordan vi diskuterer og sætter fokus på emner relateret til seksualitet og køn.

”Hvis der er to rigtig store problemer for vores offentlige debat i dag, så er det medieplatformene, og så er det beslutningsprocesserne, der ligger for langt væk fra folks hverdag, og det genererer en voldsom frustration i befolkningen. Bringer dem i affekt,” siger Henrik Kaare Nielsen med henvisning til titlen på sin bog.

Vi starter med at tale om det første problem: Medieplatformene. Hvis vi starter med at kigge på udgangspunktet for, hvordan mange offentlige samtaler og debatter i dag starter, er der som sådan ikke noget problem. Det er i radioen, fjernsynet og i dagbladene, at mange debatter har deres udspring.

”Her finder du elementer af en mere klassisk, offentlig debat, hvor folk i et eller andet omfang går i dialog med hinanden, hvor de holder en sober tone og går efter bolden, ikke efter personen,” forklarer Henrik Kaare Nielsen.

Men så er der den tendens, som truer den demokratisk offentlige debat, og som har gjort det i årevis: at debatterne i dag i højere og højere grad har deres eget liv på de sociale medier.

”Det mener jeg er en af de store farer ved udviklingen. Det er nogle medieplatforme, der er konstruererede til at ville en helt anden form for udveksling end den, vi ville kalde en demokratisk offentlig debat. De er simpelthen teknisk konstrueret til at præmiere det mest rabiate synspunkt. De er konstrueret for at sikre maksimal opmærksomhed til annoncørerne. Det er det værst tænkelige udgangspunkt for en fornuftig dialog. For den, der tager ordet, vil være nødt til at overtrumfe de foregående indlægs følelsesappel for selv at få opmærksomhed,” siger han.

Den, der råber højest, er altså den, der bliver set. Og det er ikke et godt udgangspunkt, hvis man vil diskutere sine synspunkter med andre.

”Det betyder, at de sociale medier er ekstremt dårlige fora for en fornuftig, offentlig debat. Ikke kun i debatten om seksualitet og køn, det gælder sådan set alt, der er vigtigt. Det skal trækkes væk derfra, hvis det skal blive konstruktivt,” understreger han.

Politikerne og nyhedsmediernes ansvar

Kan du overhovedet huske, hvordan vi debatterede før de sociale medier? Min fordom er, at de fleste, der læser hertil, er for unge til at huske en tid før de sociale medier. Men før Facebook var det i høj grad i nyhedsmedierne, at debatterne havde deres primære liv. Så er det ganske enkelt en tilbagevenden til gamle tider, vi bør hungre efter, hvis man spørger Henrik Kaare Nielsen?

På en måde. Men vi skal selvfølgelig medregne de moderne teknologier, vi anvender i dag.

”Det er klart, at debatten helt naturligt vil foregå online. Og jeg synes, at public service-medierne – Danmarks Radio og TV 2 – burde have en rolle i at trække debatten et andet sted hen. Hvis Danmarks Radio for eksempel oprettede en modereret online platform for demokratisk debat og gjorde en anstrengelse for at få den bredt ud og gjort den interessant – og hvis politikerne rykkede med og lagde deres engagement dér i stedet for på Facebook – så kunne man komme et godt stykke ad vejen,” reflekterer professoren og tilføjer, at politikerne har et stort ansvar i at påvirke, hvor debatter om eksempelvis seksualitet og køn skal foregå i fremtiden.

”Det, politikerne gør i øjeblikket, er egentlig bare at abe efter. De løber derhen, hvor opmærksomheden er, og så håber de, at noget af den smitter af på dem. Så gør de Facebook og andre sociale medier til vigtige fora for den offentlige debat. Men det er de ikke, det kan de heller aldrig blive, så længe de er bygget op på den forretningsmodel. Politikerne skal turde gå foran i en bestræbelse på at rykke debatten hen på andre medieplatforme.”

Der er enkelte nyhedsmedier, der allerede eksperimenterer med nye måder at debattere på. Zetland er et godt eksempel på det, bliver både jeg og Henrik Kaare Nielsen enige om. Her kan abonnenter – de såkaldte medlemmer – starte debatter under hver artikel i et kommentarspor, der er modereret af blandt andre journalisten bag.

”Men et medie som Danmarks Radio betaler vi jo til via licens, så det ville være godt, hvis de også blev trukket i den retning. De øvrige publicistiske dagblade som f.eks. Politiken og Information vil også være oplagte steder at skabe debatfora. De bliver da også langt hen ad vejen brugt til debatter, der har en anden karakter end Facebookdebatter. På Facebook er den eneste valuta, hvad der skaber opmærksomhed.”

Debatter i borgerting

Forestil dig, at du gerne vil sætte fokus på retten til at vælge eget køn. Du vil gerne nuancere debatten med dine synspunkter og erfaringer, men du kan ikke overskue at skrive noget som helst til et nyhedsmedie. Du ved udmærket godt, at debatten har det med at løbe løbsk, så snart den når de sociale medier.

Det er der måske råd for, for der er også andre steder, man kan trække debatten hen, hvis man spørger Henrik Kaare Nielsen. Og med det er vi nået til det andet af de to helt store problemer, der truer den offentlige debat: befolkningens store afstand til beslutningsprocesserne.

Selvom medier er en uundgåelig del af den moderne offentlige debat, så er et såkaldt borgerting noget, man bør overveje at stifte bekendtskab med, hvis man vil debattere på en mere nuanceret måde i fremtiden, forklarer han:

”Borgerting eller borgerfora er et værktøj i regi af en forhandlende – deliberativ – demokratiforståelse. Det består simpelthen i, at du på et bestemt politisk spørgsmål – det kan være udvikling af en lokalplan eller atomkraft, og det kunne også være spørgsmål relateret til seksualitet og køn – nedsætter en forsamling af mennesker, der er repræsentativt udvalgt. Det skal være i størrelsesordenen 90-100, der skal repræsentere alle aldre, erhvervsgrupper, geografi og så videre. Det vil f.eks. være et byråd eller et ministerium, der nedsætter sådan en gruppe, og i processen kommer der alle mulige synspunkter på banen. De får oplæg fra eksperter på området, der fortæller om emnet. Folk bliver hørt, og når de er i lokale med hinanden, sviner de ikke hinanden til.”

Han tilføjer:

”Der er et stort affektivt overtryk i ret store dele af befolkningen, som ikke føler sig anerkendt og hørt. Det må bestemt også være tilfældet, når vi taler om seksualitet og køn! Det giver næring til vredesudbrud på sociale medier. Det handler simpelthen om at få taget det alvorligt og skabe et sted, hvor folk både føler sig hørt og set. Borgerting kan være et vældig fint instrument, der peger i den rigtige retning.”

What to do? Eksperten guider

Men nu kan vi jo ikke sidde og vente på, at politikerne, byrådene og nyhedsmedierne tager affære. Vi er nødt til at starte et sted. Og let’s face it: Det ER også noget nemmere at skrive et indlæg hjemme fra sin sofa end det er at møde op nede på det lokale rådhus for at snakke om retten til at sætte to af det samme køn til at kysse på en magasinforside.

Derfor beder jeg Henrik Kaare Nielsen give nogle konkrete råd til, hvad debattører in spe bør gøre og huske på, når de gerne vil sætte fokus på emner som seksualitet og køn:

1.     HOLD DIG FRA FACEBOOK

”Det vigtige er, at det er offentligt tilgængelige sites, man skriver til, når man vil debattere. Oplagte fora kunne være de seriøse dagblades debatsektioner eller DR’s debatprogrammer, desuden modereret onlinemedier som eksempelvis Zetland og diverse fagblades debatfora. Du får ikke noget godt ud af at debattere på medier som Facebook. Du bliver ked af det, og det har udelukkende mentalhygiejnisk funktion for de fjolser, der sviner dig til. De vil ikke snakke med dig, de vil have luft for et raseri. Det, der foregår på Facebook, er langt hen ad vejen en samling af private frustrationer, som sættes absolut.”

2.     HUSK: DU DEBATTERER FOR FÆLLESSKABETS SKYLD

”Man skal huske at gå ind i dialogen med en forståelse af, at selvom vi er uenige og ofte heller ikke bliver enige i takt med, at vi udveksler synspunkter, så forbliver vi ikke desto mindre dele af en helhed, hvor vi har fælles anliggender. Vi har alle et fælles ansvar for at behandle hinanden ordentligt og få samfundet til at fungere og hænge sammen.”

3.     ACCEPTER UENIGHEDER SOM ET VILKÅR

”Når man træder ind i en debat, skal man forstå sig selv som deltager i en demokratisk offentlighed. Altså at man indgår i en dialogsammenhæng med streg under dialog, hvor man på forhånd indser og accepterer, at der vil være uenigheder, der vil være nogen, der mener noget andet. Det har man lov til. Men begge parter skal acceptere at lægge øre til argumenter, de ikke selv har fundet på, og overveje, om der måske er et eller andet om det, den anden siger. Altså en grundlæggende accept af uenigheder og en mulighed for via dialog at nå frem til en nuancering af sin mening.”

 

Og til internettrolden derude, hvis fingre brænder ved synet af to unge kvinder, der kysser på et ungdomsmagasin: De her råd er om nogen også til dig. Men derudover har Henrik Kaare Nielsen et særligt budskab til dig:

”Du kan jo spørge dig selv: Handler den her kommentar, jeg er ved at skrive, om, at jeg skal have ventileret en frustration, eller handler det om, at jeg gerne vil indgå i en demokratisk offentlig debat? Vi skal alle sammen have lov til at gå rundt og føle noget og have meninger om dette og hint, det er der ingen, der skal anfægte og tage fra os, men vi skal også være i stand til så at sige at tænke ud over vores egen næsetip og se, at vi ikke er alene i verden. At andre mennesker også har legitime synspunkter, som vi på en eller anden måde skal forholde os til og arrangere os med.”

Har du noget på hjerte? Hvad end du er enig med Henrik Kaare Nielsen eller ej, kan du jo passende starte en debat her, i kommentarsporet under denne artikel eller i kommentarsporet tilknyttet de mange klummer og artikler, der disse dage bliver produceret om seksualitet og køn.