Drømmejob og diagnoser

Af Emma Dunbar, studerende & tusindkunstner
10. januar 2022 | Drømme

Siden jeg var helt lille, har jeg altid forestillet mig mit fremtidige jeg som en benhård karrierekvinde. Jeg forestillede mig selv bo overalt i verden og altid prioritere min karriere frem for alt andet. Jeg er sidenhen blevet voksen og drømmer for så vidt stadig om den samme fremtid, som jeg gjorde, den gang jeg var barn, dog med en smule mere realisme drysset ind i ligningen.

I mine 10 lange år i folkeskolen har jeg omtrent gået hjem efter skole og lavet lektier max en håndfuld gange… okay måske to. Det ændrede sig ikke, da jeg kom i gymnasiet, selvom jeg her lærte at tvinge mig selv til at skrive eksaminer og præcis nok opgaver til ikke at blive smidt ud. Dermed ikke sagt at jeg ikke kunne lide at gå i skole. Jeg elskede skolen, mine kammerater og alt det sociale. Jeg så nok mere timerne som en form for udfordring, hvor jeg skulle prøve at regne ud, hvad lektierne kunne have handlet om, ”winge” regnestykkerne uden at have øvet dem, eller hvad lektier nu engang går ud på… men ja, hvad ved bønner om agurkesalat.

Efter at have festet mig igennem mine gymnasieår kom jeg ud med et utroligt middelmådigt gennemsnit, men med mine for evigt tårnhøje ambitioner i hævd. Jeg havde dengang, så vel som nu, en idé om, at jeg ville ændre mig og blive et struktureret menneske, så snart det virkelig gjaldt. Så jeg startede naturligvis på universitetet med denne tro på, at jeg nu ville ændre mig og tage min uddannelse seriøst. For det var jo nu, det gjaldt, og selvom jeg ikke gik på drømmestudiet (selvfølgelig på grund af det middelmåde gennemsnit), fandt jeg min uddannelse utrolig interessant. Desværre havde jeg ikke ændret mig det mindste, og jeg måtte kæmpe mig igennem tre år uden rigtig at læse i løbet af semestrene for så til gengæld at læse alt op inden hver eksamen. Jeg kom derfor igen ud med endnu et middelmådigt gennemsnit på mit eksamensbevis og en manglende lyst til at studere videre. En hjemvenden til København, en pause fra studier, et smut til Sydfyn, en start og et ”uddrop” på lærerskolen og en start på en kandidatuddannelse senere fik jeg i mellemtiden en henvisning til en psykiater grundet nogle angstanfald. Min udredningsproces tog omkring et halvt år, og jeg kom, stik imod mine egne forventning, ud med en ADHD-diagnose.

Med min nye diagnose i hånden gik det lige pludselig op for mig, at jeg til trods for, hvad jeg altid havde troet, nok ikke lige pludselig ville ændre mig, og med det forsvandt mine drømme for min fremtid. Det gik op for mig, at jeg aldrig ville blive den benhårde karrierekvinde, der rejste verden rundt, som jeg altid havde troet – på mange måder var det en dødsdom for mit fremtidige jeg. 

I denne verden bliver vi ikke fortalt, at vi skal have det godt - vi bliver fortalt, hvordan vi kan få det godt. Man får det blandt andet godt ved at få børn, leve i et, helst, heteroseksuelt, monogamt forhold og bidrage til samfundet med en hulens masse arbejdstimer. Vi har fået at vide, at vi skulle få en god uddannelse og et godt job som et led i fortællingen om det gode liv. At have ADHD er ikke en del af ligningen i det gode liv, som jeg er blevet fortalt om eller havde håbet på at leve. For selvom jeg jo sådan set altid har levet med min ADHD, tvang annonceringen af min diagnose mig til at forstå, at jeg ikke en dag på magisk vis ville vågne op med et fokuseret ”professionelt jeg.”  

Time of death – 2019 – time of resuscitation – 2021

Som en fugl Føniks er opstandelse af mit fremtidige jeg heldigvis sket. I dag har jeg lært at inkorporere min diagnose i mine fremtidsdrømme.

Jeg ser på mange måder i dag min diagnose som min indre antikapitalist forankret i min hjernekemi. For jeg har måtte lære, at jeg ikke kan alting, og at jeg, hvor gerne jeg end ville, ikke kan blive ved med at leve i den samme forestilling om et drømmejob og et fremtidigt jeg. Jeg har i stedet valgt at se min diagnose som et fripas for samfundspres og forestillingen om det gode liv (i samfundets øjne).

Jeg har i mellemtiden også lært at inkorporere redskaber, der har gjort ikke bare mit studie nemmere for mig at gennemføre, men også givet mig en fornyet lyst til at studere, fordi jeg nu ikke skal leve op til urealistiske idealer. Jeg skal ikke længere være den gode og perfekte studerende, der kan læse alt, hvilket tidligere nemlig altid har endt i en form for paralysering, men jeg kan med mit fripas i hånden have en mere lystbetonet tilgang til mit studie og en tro på, at jeg kan gennemføre det på en bedre måde end tidligere i mit liv.

Der er selvfølgelig mange sider af en ADHD-historie, men jeg har lært at forstå min som en blessing in disguise og vil med mit fripas og en dayplanner (adhd-joke) i hånden drømme videre om at blive en benhård karrierekvinde, men med lidt mere frirum og lidt mindre pres på mine skuldre.