Den 21. januar er det et år siden, at Cathrine Nørgaard blev færdiguddannet og sendt ud i virkeligheden som journalist. Et år senere gør hun status på sine drømme. Er de blomstret eller falmet i mødet med det virkelige liv?

Af Cathrine Marie Nørgaard, journalist
20. januar 2022 | Drømme

Det var stilheden, jeg hæftede mig ved, da jeg trykkede på den røde knap, som markerede min overgang fra studerende til uddannet. Havde verden været nogenlunde normal og uden omfattende pandemier, ville jeg have forladt eksamensrummet, lukket døren bag mig og trådt ud i et blomsterhav, modtaget knus for den præstation det er at nå hertil, hele vejen ud i virkeligheden. I stedet smækkede jeg min computer sammen og blev siddende lidt, lyttede til stilheden. Der var noget symbolsk ved øjeblikket. Min vejleder havde lige viftet med flaget inde i computeren og sagt tillykke. Ud over at have bestået min kandidateksamen, så var det også min fødselsdag. 27 år og sat løs i den virkelighed, der er forpligtelser, pengejagt og karriereræs. 

I stilheden lod jeg kendsgerningen bundfælde sig. Jeg var ikke længere indhyllet i universitetets sikre net.

Den 21. januar 2022 er det præcis et år siden, jeg blev færdiguddannet journalist. Det er også præcis 28 år siden, jeg blev født på Aalborg Hospital. Klokken 18:01 den dag i 1994 eksisterede jeg pludselig i verden som en lille, lyserød klump, klar til at blive formet, som var jeg en figur af modellervoks. Dengang var der ingen, der vidste, hvad jeg skulle blive til, hvad jeg mon ville ende med at drømme om og forvente af livet. Men det er 28 år siden, og 28 år er længe til at indsamle drømme, holde fast i dem og skifte ud undervejs. 

Nyd det, mens det varer, har jeg fået fortalt så mange gange gennem mit skoleliv. Du har en frihed nu, som du aldrig får igen, lød budskabet sådan cirka. Det er nu, du har lettest ved at gå efter dine drømme, oversatte jeg det til. Så jeg tog en af de længst mulige kandidatuddannelser og forlængede endda med et halvt år undervejs. Og da det hele var slut, sad jeg med hænderne i skødet, eksisterede i vakuummet mellem fortiden og resten af mit liv. Et øjeblik, som jeg har brugt lang tid på at frygte, fordi det potentielt kunne være enden på mine drømme.

Det er et år siden nu, og derfor gør jeg status. Har virkeligheden gavnet mine drømme, ændret dem, eller værre endnu – sat en stopper for dem?

Et barn med en drøm

I fjerde klasse skrev jeg en novelle om et rensdyr (originalt, I know), og så vidste jeg pludselig, at jeg ville være forfatter. Den eftermiddag delte jeg stolt og skråsikker min beslutning med mine forældre. 

Spændende, sagde de, før de tilføjede, at jeg burde gå efter at blive journalist i stedet. Der var flere penge i det, lød forklaringen, og så måtte jeg jo gøre, som de kloge voksne sagde.

Efter min eksamen i januar beslutter jeg mig for, at jeg lige så godt kan så de frø, jeg gerne vil høste frugterne af. Jeg aftaler med min chef for afdelingen i den NGO, jeg har arbejdet hos et års tid, at jeg kan fortsætte i min stilling på deltid. Ikke længere som studentermedhjælper, men nu i en stilling med den velklingende titel Communications Officer, sådan cirka 20 timer om ugen. Resten af tiden er jeg freelancejournalist og skabsforfatter, idealisten, drømmeren, og lige pludselig kan jeg skrive, som jeg ikke har gjort i årevis. Idéerne vokser i det rum af tid, jeg har givet mig selv som en uvurderlig gave.

Som barn holdt jeg mest af alt af sommerferierne. Hjemme hos os foregik de ofte i sydens sol på langs i solstolen med en bog i hænderne og, alt efter UV-indekset, faktor 15, 30 eller 50 på kroppen. Jeg lærte, at sådanne ferier gav en særlig form for frihed til at læse mere, skrive mere, drømme mere. De andre turister ved poolen blev til statister i mine ordløse fortællinger. Sammen med dem forsvandt jeg længere og længere ind i min hjernes dybde, undersøgte hjørner, jeg ikke før havde stødt på, fyldte mit hjerte op med tanker og idéer om fantasier og virkelighed. Ofte vidste jeg ikke, hvad der var hvad.

Rejser var frihed, lærte jeg. Det var den gængse fortælling, som jeg købte. Hverdagen med arbejde var en dræber, noget, der i virkeligheden bare skulle overstås. Et vækkeur, der ringer før fanden får sko på, hastige skridt ud af døren for ikke at komme for sent. Overspringshandlinger foran skærmen før klokken endelig rammer det magiske tidspunkt. Hjem og lave aftensmad, fjernsyn og i seng ikke alt for sent, så man ikke er alt for træt, når man den næste dag skal udføre otte timers arbejde igen og igen i en uendelig trædemølle, der på en eller anden måde udgør selve livet.

Jeg har altid frygtet dette billede i en sådan grad, at jeg på et eller andet tidspunkt lovede mig selv, at det ikke skulle være mit liv. Måske var jeg naiv, da jeg fortalte mig selv, at jeg kunne leve i fantasien for evigt. 

Mod til at turde mere

I februar skriver jeg min første artikel for Oxy Magazine. Jeg vover mig derud, hvor mange journalister har fået at vide, de ikke må være. Jeg inddrager min egen stemme i teksterne og mærker, hvordan glæden ved journalistikken pludselig får fylde, vokser og bliver en del af mig. På en særlig måde, jeg ikke oplevede i min studietid, oplever jeg nu, at jeg har fundet en platform, hvor jeg kan udvide og udvikle mit sprog. 

Jeg bliver genforelsket i det, ordene kan. Sammensætter sætninger, så de viser mig nye perspektiver på virkeligheden, sammensætter sætninger, så jeg lærer nye ting om mig selv. 

Jeg har tidligere i Oxy Magazine beskrevet, hvordan corona-pandemien har været en måde at finde tilbage til dele af mig selv på. Den har rykket ved mine rammer, så jeg har kunnet nærme mig mine drømme på en ny måde. Måske er det medvirkende til, at jeg som færdiguddannet tør mere. Jeg lægger mine drømme frem og siger: se, her er de, her er jeg, det er sådan her, mit arbejdsliv – mit liv – skal være.

Som uddannet får jeg pludselig tid til det, jeg har higet efter, siden jeg var barn. Tid til at lære prosaen bedre at kende, lyrikken, jeg skriver sammenhængende tekster for første gang nogensinde. Jeg føler mig grounded på en ny måde, føler, at jeg hører til lige netop her, i et behageligt limbo mellem forpligtelserne på arbejdspladsen og det ukendte, nye rum, jeg har skabt i min enkeltmandsvirksomhed. Idéerne om at rejse langt væk eksisterer stadig i mig som en realistisk, rar drøm, men mit barnlige blik på de idylliserede sommerferier hører fortiden til. Jeg behøver ikke længere være andre steder end lige netop her.

Forpligtelser og hjertebanken

Da sommeren rammer, får jeg tilbudt flere timer af min chef. På samme tid bliver min journalistiske pen pludselig efterspurgt, og jeg siger ja til det hele, selvom det kræver, at jeg skal til at løbe hurtigt. Efteråret eksisterer som en bølge af forpligtelser og hjertebanken, og så er det ovre.

Som journalist skal man følge meget med i nyhederne, sagde de voksne til mig, da jeg var ung. Jeg blev trist, når de sagde det, der var ingenting ved den sætning, der gav mit liv værdi. Men jeg holdt alligevel stædigt fast i min påtvungne drøm om at blive en del af den fjerde statsmagt. Jeg sagde til mig selv, at der måtte være en særlig vej, som jeg kunne følge, en, der var rigtig for mig og ikke krævede, at jeg skulle vælte ministre.

Sidst på året bliver jeg træt. Det er en normal reaktion i kroppen efter en alt for lang periode med overproduktion af kortisol. Jeg begynder så småt at skrive igen for ingen andres skyld end min egen, mærker savnet til skønlitteraturen ramme mig samtidig med, at jeg hyppigere og hyppigere mærker lysten til at græde. Jeg har løbet for stærkt, det ved jeg godt. Men det er vist også sådan, man gør herude i virkeligheden, det er sådan, jeg lærer mine egne grænser at kende, sådan jeg har lært, at der findes et sted for mig og den drømmer, jeg i virkeligheden er. 

Livet som historiefortæller

Drømme er noget af det mest meningsfulde i et menneskes liv. Det er først herude i virkeligheden, at jeg genkender historiefortællingen som fællesnævneren for de største af mine drømme. Drømme om at rejse og opleve, drømme om at skrive og skabe, drømme om andet end den frygtsomme trædemølle som hverdagens skelet. 

Jeg har fundet en mening ved at være journalist, en mening, der forstærkes, fordi det ikke er alt, jeg er. Jeg har fundet mening i at sidde på kontor med sjove og dygtige mennesker, journalister og kommunikatører, som jeg kan lære alverden af. Sammen fortæller vi historier om de mennesker, der ikke har samme muligheder for at drømme som os. 

For et år siden voksede mit smil fra stilheden. Jeg rejste mig fra min plads og fik blomster af min kæreste, det først vidne til begyndelsen på livets næste fase, et sted i livet, jeg altid har frygtet at stå. Den dag glemte jeg hvorfor.

Drømmen fra fjerde klasse eksisterer endnu, den vokser hele tiden og blander sig sammen med andre aspekter af mit liv. Den indretter sig, men den giver sig aldrig. Det er en konstant, velkendt masse, der kan formes, æltes og masseres, tilpasses det nu, der var anderledes end før. Men i sidste ende er den dominerende, og derfor er den min ledestjerne. Den er grunden til, at jeg er, hvor jeg er i dag, grunden til, at jeg har lagt min frygt bag mig og eksisterer som et helt menneske i et liv med forpligtelser. I virkeligheden har jeg lært, at drømme også blomstrer her.