Drag queens, queerness og gender nonconformity bliver mere og mere synlige i populærkulturen
Af Katrine Blauenfeldt, chefredaktør på OXYFor nogle uger siden lyttede jeg til en podcast, hvor to heteroseksuelle cis-mænd talte om drag queens. De grinede meget af, at så mange kvinder er vilde med drag queens, hvilket de syntes var særdeles besynderligt, da drag queens, ifølge de to mænd, gør grin med kvinder. De var meget imponerede over den måde, hvorpå drag queens kan slippe afsted med at latterliggøre kvinder lige foran kvinder og bare blive hyldet for det. Først blev jeg irriteret over, at de udtalte sig så skråsikkert om et emne, som de tydeligvis ikke havde den mindste smule viden om, men lige bagefter måtte jeg minde mig selv om, at det ikke er alle, der har studeret kønsstudier på universitetet og ofte læser Foucault, Butler og Bourdieu (weird flex but OK).
Drag queens blev for alvor en del af populærkulturen, da RuPaul’s Drag Race fik premiere i 2009. Og selvom der bestemt er problematiske aspekter af programmet, der involverer tykfobi og transfobi, har programmet også været med til at sætte fokus på køn som performativt.
Når jeg siger, at køn er performativt, så mener jeg ikke, at vi alle til dagligt går rundt og er bevidste om vores kønsudførelse. Det er tværtimod noget, der er så indgroet i os, at vi sjældent tænker over det. Ting, som vores kønsudførelse bl.a. inkluderer, er måden vi går og taler på, vores brug af specifikke ord og vendinger, vores tøj og vores kropssprog. Ordet ’performativitet’ får det til at lyde som noget du kan til- og fravælge, som om det er en bevidst rolle, du spiller. Og det er det ikke, det er en helt essentiel del af dig og hvordan du optager plads i verden. Der, hvor de fleste som regel for første gang bliver opmærkesomme på deres køns performativitet, er når de skal spille et andet køn end deres eget – f.eks. optræde i drag.
I en del sæsoner af RuPaul’s Drag Race er der en episode, hvor en håndfuld heteroseksuelle cis-mænd kommer ind i studiet og skal have en drag makeover. De kan naturligvis ikke finde ud af at gå i høje hæle og de kender ikke navnene på de forskellige makeup-produkter, men hvad der er mere interessant er, at de skal lære at bevæge hele deres krop på en anden måde, de skal blødgøre deres mimik, de skal ændre den måde de bevæger deres arme, de skal ændre deres intonation og deres ordvalg.
Drag er selvfølgelig en bevidst performance; det er performativitet på speed. Feminine karakteristika bliver overdrevet og udførelsen bliver karikeret, hvilket netop er det, der er med til at henlede vores opmærksomhed på hvordan køn er socialt konstruerede. Der bliver skruet helt op for det, som de fleste af os betragter som noget helt naturligt ved vores køn, hvilket giver os en mulighed for at sætte spørgsmålstegn ved netop de ting, som vi opfatter som naturlige, men som er indlærte.
Min helt personlige tese er, at kvinder og andre marginaliserede grupper nyder at se dragshows, fordi det er et slags frirum fra patriarkatet og heteronormativitet. Det kan umiddelbart godt se ud, som om det er kvinder, der bliver gjort grin med, men det er i virkeligheden idéen om det naturlige køn, som bliver udstillet og vendt på hovedet, og for mig føles det som at have en inside-joke med andre queer mennesker, som patriarkatet ikke er en del af.
Der ligger selvfølgelig meget mere i drag. Drag er utroligt mange ting. Før i tiden var drag baseret på en meget binær kønsopfattelse: mænd, der klædte sig ud som kvinder, eller kvinder, der klædte sig ud som mænd. Hvis du var en drag queen, kunne du ikke have sit store skrud på og have et fuldskæg, det brød med en masse uskrevne regler for, hvordan man var drag queen. Men RuPaul’s Drag Race har, for det meste modvilligt, været med til at ændre på dette, fordi en masse unge drag queens, som redefinerer betydningen af drag, har insisteret på at gøre drag på en ny måde, som er knap så binært, men som derimod udfordrer stereotype forestillinger om køn og kønsudtryk. Her er Daniel Donigan med drag queen-navnet Milk et godt eksempel.
At noget så queer som drags queens er blevet en så stor del af vores populærkultur er et tegn på, at vi er mange, der har et behov for at se noget, som ikke passer ind i et heteronormativt narrativ. Jeg påstår på ingen måde, at alt er rosenrødt, hvis du har et kønsudtryk, som ikke passer ind i de gamle og rigide kønsstereotyper, hvor en mand klæder og opfører sig maskulint og en kvinde feminint. Er du en person, som både udviser noget meget maskulint og meget feminint på samme tid – f.eks. en høj, bred, muskuløs mand med buskede øjenbryn og fuldskæg, som er iført stilletter, makeup og pallietkjole – så vil du uden tvivl opleve sexistiske og homofobiske tilråb på gaden og sikkert også ting, der er værre end tilråb. Et eksempel, som netop er oppe i de danske medier nu, er da den norske arkitektstuderende Aleksander Aarstad blev råbt ad af skuespilleren Ali Sivandi for nogle dage siden. Du kan læse om episoden her.
Jeg vil gerne slutte af med nogle queer anbefalinger.
Dokumentaren Paris is Burning fra 1990, som ligger på YouTube
Dokumentaren The Celluloid Closet fra 1995, som også ligger på YouTube
Dokumentaren The Death and Life of Marsha P. Johnson fra 2017, som ligger på Netflix
Instagramprofiler: