Digt: men himlen er ikke færdig med at græde
Af Nilgün Erdem, forfatter, folkeskolelærer og pædagogisk antropolog | Foto: Laila Versemann
23. november 2021 | KlimaEn dag kommer regnen
den falder lige inden det sidste efterårsblad falmer
og lige før Tinder-tunger slår knuder på Søpavillionen
lige før det sidste teststed lukker dørene i
Den falder i minutter som bliver til timer
som bliver til dage som bliver til måneder
De kommer til at kalde den for ”den kroniske regn”
men den har ingen som helst uskyld
Den falder med 250 km/timen
mod solcelleparker i Næstved
mod aftentimernes lystbetonede butikskunder
mod rosinrynkede kinder før sprøjten bliver sat i
mod længslen i hans øjne gennem HT-ruden
mod tørklædet, hvorunder alverdens hemmeligheder gemmer sig, og pirrende aldrig lader sig afsløre
På Rigshospitalet i Herlev flytter man først sig selv
så patienterne op på 25. Sal
Her lagrer man dem som sild i en tønde
en haltende sygeplejerske tager en bid af sin croissant
mumler til en kollega at den smager af alger ved stranden
Sygeplejerskens læber er ikke sprukne længere
men hendes bækken er sprængfyldt med tis
Regntøj er hevet fra hylderne i Bilka Ishøj
som håndsprit blev det engang
I skolen forsøger svømmelærerne at træde i karakter
Store udsving med papirstynde arme
Kaster børn i pølen, som kastede de deres synder over bord
Deflaterer badevinger og alt andet med luft i
Siger, at timen hedder: ”Flygtninge i Middelhavet for en dag”
Thunbergs misfornøjede ansigtstræk
pryder Vesterbros mest woke altaner
vrider ansigter af alle dem
som kører minimale afstande
de bør gå
hvis fedmerelaterede sygdomme
ikke skal indhente dem
tal til deres ego, ikke klimaet
trygler hun
Man leder febrilsk efter ordet ”regn” i de hellige skrifter
På et plejehjem, hvor én enkelt gæstearbejder ingen har at spejle sig i
drejer han ordet ”regn” rundt på tungen på sit modersmål
under atter en udtørret dansk sommer
i frygt for afgrødernes kollaps på den anatolske højslette
en nysgerrighed; dybere en den dybeste dal mellem to bjerge
”B-A-R-A-N…”
Tænk sig;
vi har livet lige nu en dag vil vi lede efter det
Tænk sig;
vi har ungen i armene og de søvnløse nætter
Regnen, som er på vej
kan ikke mentaliseres ned til mikro-hverdagen i samtalekøkkenet
hvor skilsmisserne tager lydløst form
Flugten fra katastrofen
ind i sindets små afkroge
af relaterbar nærliv:
Aloe Veraen, der klarede sig ualmindeligt længe, men nu er bukket under
Invaliderende menstruationskramper mod det tomme underliv
Hvad nytter det også at sætte børn i regnens verden
– medmindre man føder en organisme med læmmer og finner
eller et åndehul, der ikke må forveksles for navlen
En dag kommer regnen
Vi kaperer ikke dens omfang
Sætter vinduesskodder
og hesteklapper til
imens spirer vilde blomster mellem brosten
vand fosser ud af øjenkrogen i asfalten
ingen klager længere over
moderskabet i deres arme
på denne side af jorden
Længslen efter at sætte liv i en verden med lunger
der inhalere og udånder uden besvær
men himlen er ikke færdig med at græde