Digt: HALV/HALV
Af Monir Mooghen, studerendei nat drømte jeg at jeg lå med mine venner,
og ingen kunne se at jeg ikke var hvid
jeg følte mig udslettet
da jeg stod op og kiggede jeg mig selv i spejlet
og så en brun kvinde,
ikke kvinde som du tænker
mit køn er zahra khanom og qajar dykes
behårede iranere, forgudede kvinder
jeg en watered-down iraner
jeg kysser kvinder og har hår på kroppen
et flydende farsi føles som en uopnåelig drøm
‘du er så dansk’ ryster min farmor på hovedet
‘din hud er så flot, så lys’, siger hun i næste åndedrag
jeg står op og ser mig selv i spejlet,
jeg kan ikke se hvad andre ser
ser de en queer person, eller en straight?
ser de en brun person, eller en hvid?
uendeligt (u)synlig
endnu en sætning forsvinder over hovedet
på de hvide jeg er sammen med
på de heteroseksuelle jeg er sammen med
på de ciskønnede jeg er sammen med
presset ned i en lille boks,
foldet, foldet og foldet igen
ikke hvid: fold
ikke straight: fold
ikke binær: fold
nu lægger jeg her fladmast,
og folk siger at det er mig, der har valgt det
andet er mit mellemnavn
jeg har aldrig kendt til andet end savn
diaspora gange tre,
iran, frankrig, danmark
min familie spredt,
strukket tynd,
en overfladisk hinde holder mig på plads
har skrevet “splittet til atomer” talløse gange i min barndomsbog
blogget “de åbne vinduer minder mig om jeg ikke er herfra
alle lydene er fremmede
alle sjælene er væk”
evigt fremmed i mit eget sind
ville ønske jeg var hel
ikke delt, ikke foldet, splittet
revet itu af mig selv
spørger hvor jeg hører til
hvilken boks jeg passer i
ordet “ANDET” har altid bestemt
og bliver alt jeg rører ikke delt
når jeg nu ikke selv er hel?
For altid faker
endeløs efteraber
kan aldrig claime noget,
bæres af strømmen
mod strømmen
drukner
prøver at læse mig til lykken
hvor den findes, hvad jeg bør
måske vi alle er hvileløse
måske vi alle gerne vil hjem
mærker hullet i mig vokse
til det tager mig med og jeg vender på vrangen
er ikke rigtigt noget
er ikke rigtigt intet
////////////////////////////
jeg er
halv iraner
halv dansker
ikke helt som de andre
båret af andre forforældre
lært af andre traditioner
kender andre lyde og ord,
og de minder mig om hjem
jeg vil dele mig med andre
vise veje ind i mit sind
har nok at lære om mig selv
om zahra khanom, qajar dykes
ris skabt af andres fingre
årtusinders praksis gennem mig
og hvert nyt ord jeg lærer
er et skridt nærmere mit selv
jeg længes efter iran
længes efter en partner at dele det med
dedikerer mit liv til at lære det jeg aldrig fik
lære mit sprog, rejse tilbage
trodse alt de sagde jeg skulle være
og blive til
gøre mig selv mere dansk
mere hvid
mere cis
mere straight
har venner til at hjælpe med at finde frem til kernen
mit andethed et våben til at mærke efter
og opdager en verden jeg aldrig troede fandtes
jeg udfolder, folder ud,
bliver mere og mere
vokser mig stor og større
med endeløse muligheder
jeg kan blive til det hele
jeg kan blive til alt
i nat drømte jeg om nye kærester
jeg drømte vi lærte om hinanden
mærkede hinandens kræfter
jeg drømte om at holde hænder med mine venner
at kysse dem på deres pander
ingen andre forstår os
men vi forstår i det mindste hinanden
gør os til krigere af dekonstruktion
tvinges til at transformere
de magiske queers,
de synlige i gaderne
fælles samler vi os selv
og rækker hånden ud mod frihed
hjælper hinanden frem i livet
deler læring, love og tillid
lukkes ind i sind med stjerner
så anderledes end alt andet jeg kender
i viser mig de andre veje,
de andre liv jeg kan få
bliver til i jeres hænder,
ledes frem mod andre skæbner
jeg længes længere ind
ind
ind
ind
ind i mig selv
et andet menneske nu
end dengang jeg blev til
gennem gentagede vers i folkemunde
der ånder ud som døde tunger
magthungrende skeletter
nu jeg friere end nogensinde før
forandres til dagen jeg dør
ikke som jer andre
i et voksende ekkokammer
vokser mig stor
større
størst
det er ikke jer som var her først
altid været altid forblive
selv om vi ikke er
helt det hele endnu
og endnu ikke er alt