Af Özgür Yegâh

i digtene

dagene bag de fire vægge

i sindet

var jeg dig, du var mig

smerte, du var det jeg ikke kunne komme af med

og jeg tænker tilbage på det år jeg aldrig skal tilbage til

året der startede med at bryde ud af et skab

det skulle være en ny start og var en ny start

men jeg blev mast under det skab jeg ville bryde

for jeg var alene

og glæden ikke til at se

følelserne, angsten, tankerne

tankerne om at gøre ende på tilværelsen

og alt opleves igen

jeg mærker angsten jeg havde for et år siden

jeg mærker frygten, mit hjerte banker snart ud af mit bryst

jeg mærker impulsen, nu er det nu

tiden løber fra mig

livet løber fra mig

jeg tænker tilbage

og hele mit år opleves på et sekund

ét års smerte

presset ind i nuet

legemet fryser, blikket tømmes for liv

sindet skriger

jeg står i flammer fra top til tå

men min krop er lammet

som jeg sidder her og tænker tilbage

jeg ser udelukkende smerten

søger efter den i mig

mærker vreden hobe sig op

og der var stunder der gav mig pause fra smerten,

tiden jeg havde med mine venner, mine nye queer venner,

jeg kunne for første gang spejle mig i nogle

tiden uden selvmordstanker og tiden med håb for livet

men stunderne der gav mig pause, er ligegyldige nu,

som jeg sidder her med vreden over den forvoldte smerte

en del af mig kræver hævn

en tilværelse uden et sprog for min queerhed

lige siden jeg kan huske tilbage, har jeg været

har altid levet i mine dagdrømme,

jeg er og har altid været

hvad anses som en synd

mine følelser de roder

en velkendt følelse

jeg hvad der er det rigtige at gøre

hvordan man skal håndtere følelserne

men jeg gør det ikke

…

”Hvad går du så og laver?”

spørgsmålet jeg hader

hvad laver jeg egentlig?

når det at vågne op er en kamp

du spørger, alle spørger

jeg har overlevet

jeg er træt

hver dag en krig

jeg er her

jeg trækker vejret

det gør en smule ondt

og jeg er stadig bange

bange for at falde tilbage

men jeg er her, jeg lever

det er vel nok

…

jeg har overlevet

jeg var overbevist

om ingen lykke på denne jord

at det var slut

leve normer, kultur, kontrol

give afkald på min glæde

skjule mit sande jeg

talte rygtesamfundet

efterlev

eller

dø?

dikotomiske tanker

livet eller døden

…

jeg vågner hver dag

uden at leve

alt er afsluttet, intet håb

for queer og lykke mødes ikke

men det er slut nu

jeg vil fødes på ny

uden normer

vreden tager over,

hvor smerten forlader

jeg starter et nyt kapitel

uden skyld

uden skam

jeres sandheder gælder ikke længere

og din ulykkelighed

jeres ulykkelighed

kan ikke være min skyld

jeg vil ikke gemme mit jeg

jeg vil ikke gøre jer lykkelige

og jeg vil ikke indordne mig

jeg vil ikke være smerten længere

jeg vil ikke tie mere

jeg vil råbe min queerhed

for den eksisterer

jeg vil leve

behold jeres dobbeltliv

jeg vil være fri, jeg vil leve

for hver dag jeg ikke er

for hver dag jeg gemmer min queerhed

for hver dag jeg ikke er fri

for hver dag jeg indordner mig

hver dag dør jeg

hver dag dræber jeg mig selv

jeg er i araf

mellem helvede og paradis

mellem to verdener

to verdener jeg aldrig helt vil høre til

majoriteten og minoriteten

jeg er fremmed i dem begge

jeg står på vippen, hvor jeg ikke ved

om jeg skal være vred eller give slip

vreden der på en og samme tid holder mig i live

minder mig om kampen der skal kæmpes

vreden der går sammen med smerten og sorgen

og brænder mig

vreden, som bør brænde jer

og nu er vreden blevet min bedste ven

minder mig om det liv jeg ikke skal tilbage til

vreden, som minder mig om

at jeg ikke er forkert

vreden, som minder mig om

at jeg ikke skal indordne mig

ikke skal acceptere

det syge samfundssind

som jeg dømmer til døden

må vreden i mig ej forsvinde

for queerhed er stadig queer