Af: Regina Fjendbo, foredragsholder, tyk- og kropsaktivist | Foto: Astrid Ubaghs
27. januar 2022 | Drømme

Nogle gange sker det, at jeg vågner om natten, fordi min kæreste drømmer, og jeg kan mærke det på ham. Når vi vågner om morgenen, spørger jeg ham, hvad han har drømt, og han fortæller, at det var mærkeligt og ikke til at forklare. Jeg drømmer sjældent selv, mens jeg sover, og når jeg gør, synes jeg altid, det virker så trivielt og hverdagsagtigt. Ingen store uforklarlige historier eller Alice i Eventyrland’ske fabuleringer til mig.

Men selvom jeg ofte sover en drømmeløs søvn, betyder det nu ikke, at jeg mangler drømme. Faktisk har jeg altid haft masser af dem. I folkeskolen drømte jeg i flere år om at skulle være dyrlæge og derefter jordemoder. I gymnasiet drømte jeg om så mange forskellige uddannelser, at jeg ikke har styr på dem mere. Jeg drømte også om, at den der fyr, jeg havde et godt øje til, ville lægge mærke til mig. Da min mor og hendes mand begyndte at snakke om et større husrenoveringsprojekt, kom jeg hurtigt til at drømme om at flytte hjemmefra, og da jeg så flyttede hjemmefra, kom jeg hurtigt til at drømme om ikke at bo alene eller at rejse ud og opleve andre dele af verden. Helt almindelige drømme for de fleste unge mennesker tænker jeg.

Men siden jeg var barn, har jeg også drømt om noget andet. Om at passe ind. Om at klippe mine deller af for at andre bedre skulle kunne lide mig. Om at tjene de penge, som min bedstefar gentagne gange tilbød mig, hvis min krop blev mindre. Om at der endelig var nogen, der ville være venner med mig, i stedet for at jeg blev holdt så meget udenfor, at jeg ikke engang måtte deltage i de andres leg til min egen fødselsdagsfest. Jeg drømte om ikke at være tyk.

Da jeg blev voksen, gjorde jeg noget ved drømmen, og jeg gik en tidlig dag i februar for mange år siden på slankekur, og jeg tabte mig meget. Og drømmen ændrede sig lige så stille fra at handle om ikke at være tyk til i stedet at handle om at være tynd. Og jo tyndere jeg blev, desto tyndere drømte jeg om at blive. Og så brugte jeg starten af mit voksenliv på at være tynd med alt, hvad det kostede mig. En spiseforstyrrelse og drømme der lige så langsomt falmede.

På et tidspunkt blev jeg heldigvis klogere og mine drømme ændrede sig igen. Fra at drømme om at være tynd til at drømme om at have det godt og være glad. Og hold da op, hvor har jeg måtte erfare, at den drøm er svær at udleve i en verden, hvor der faktisk ikke er særlig mange, som har det godt og er glade, selvom de fleste knokler for at blive det.

Og lige nu er jo højsæsonen for det. New year, new me og alt det der. Nytårsforsæt med ambitioner om at træne mere, spise sundere, tabe sig, kvitte smøgerne, finde kærligheden, stoppe med at pille næse og you name it. Drømmene om at få det godt og være glade er store, og indsatsen for at blive det er tårnhøj! Men det er som om, at når januar er ovre, og nytårsforsætterne er lagt på hylden indtil næste år, så havde vi ikke fået det bedre eller var blevet gladere. Måske faktisk tvært imod.

Hvert år, når snakken falder på nytårsforsætter, så tænker jeg over, hvordan det altid handler om, at man skal ændre på noget ved sig selv. Forbedre sig selv, aflære sig en vane, ændre sin krop, blive mere likeable. Noget er ikke, som det bør være, og det vil vi gerne lave om på. Men hvorfor? Hvorfor er det, at vi tror på, at vi grundlæggende skal forandre os for at blive glade? Hvorfor ikke ændre på det, der ligger uden for os selv i stedet? Hvis uddannelsen ikke lever op til forventningerne, hvorfor så ikke sætte sig et mål om at droppe ud og finde en uddannelse, som gør noget godt for dig? Hvis du altid er træt, når du kommer hjem fra jobbet, hvorfor så ikke finde et job, der ikke dræner alt din energi? Hvis du mangler tid til at dyrke din hobby, hvorfor så ikke gå ned i tid, hvis du har råd? Hvis du savner at være i naturen, hvorfor så ikke overveje at flytte væk fra byen og ud på landet, hvor natur er udgangspunktet? Hvis du generelt er ulykkelig i dit liv, hvorfor så ikke skabe et liv, der gør dig gladere fremfor at tro, at du selv er problemet, der skal ændres?

I mit virke som tykaktivist ser jeg det hele tiden. Vi kæmper for at skrumpe, tæmme og kontrollere vores kroppe, og vi overvejer sjældent, hvor behovet kommer fra. For hvordan kan det være, at vi stort set alle drømmer om en mindre, strammere og mere veltrænet krop, uanset om vi er tynde eller tykke? Hvor kommer den drøm fra? Og kunne vi måske tillade os at drømme lidt større i stedet for?

Drømme, tanker og ideer er ikke noget, der skabes i et vakuum. I stedet bygges og formes de af den viden og de ideer, vi har fra vores erfaringer gennem vores liv. Måske erfaringerne ikke engang er vores, men er nogen, der er overleveret fra forældre, lærer og andre indflydelsesrige relationer i vores liv. Måske kommer drømmen om en mindre krop fra din mor, som altid talte grimt om sin krop og var på slankekur, da du var barn. Eller fra din bedstefar, som tilbød dig penge, hvis du tabte dig. Eller fra pædagogerne i din børnehave, som hen over bordet med papir-klippe-klister sad og snakkede om deres nytårsforsæt mod en mindre krop. Måske det var fra klassekammeraterne, der fortalte, at du ikke var værd at lege med, fordi du var tyk.

Jeg har måtte erfare, at mine drømme ikke er helt så meget mine, som jeg gerne vil bryste mig af. Og med den erkendelse er også fulgt, at jeg har måtte sande, at jeg faktisk slet ikke er særligt speciel. Jeg er lige så påvirkelig fra min omverden som andre, jeg ser det samme tv og film som andre, jeg har cirka det samme potentiale for at føle følelser som andre. Jeg har lært, at min krop er forkert, og at jeg helst skal drømme om at gøre den mindre. Ligesom andre.

Da jeg en dag opdagede, at min drøm havde gjort mig syg, måtte jeg i gang med en grundig omgang selvransagelse. Jeg havde forventet, at jeg skulle ændre en masse ved mig selv for at få det godt og blive glad igen, men det viste sig ikke at komme til at ske ud over det, der må forventes at finde sted, fordi man er et menneske, der hele tiden gør sig nye erfaringer. I stedet begyndte jeg at ændre mine omgivelser. Jeg skiftede overtrænede og trætte fitnessprofiler ud med glade (og tykke) mennesker på mine sociale medier. Jeg sørgede for at have den mad, jeg godt kunne lide, i mit hjem, så jeg kunne spise den, når jeg havde lyst. Jeg skiftede fitnesscentret ud med først wrestling og senere dans og svømning. Og jeg smed alt tøj ud, som strammede, klemte og ikke passede til min krop. Også alle BH’erne. Jeg lod venskaber, som primært handlede om træning og mad, glide ud i sandet. Og jo mere jeg ændrede på mine omgivelser, desto mere begyndte jeg igen at drømme. Men jeg opdagede også, at mine drømme havde ændret sig.

Jeg drømmer ikke længere om at have en krop, der passer ind ­– nu drømmer jeg i stedet om, at andre får frihed til at have den krop, de har, uden at tro, at den er forkert. Jeg drømmer om et samfund, hvor vi ikke lærer små børn, at tynd er bedre end tyk, men hvor vi lærer især små piger, at deres værd som mennesker ikke afhænger af deres udseende. Min drøm er, at vi ikke længere skal have en grundskole, et uddannelsessystem og et arbejdsmarked, hvor kroppe skal trænes til at sidde stille, samtidig med at man i sin fritid bliver udskammet for at gøre netop det. Jeg drømmer om et samfund, hvor mentalt velvære er vigtigere, end hvad man spiser, og hvordan man bevæger sig, og hvor alle har økonomisk råderum og tid til at slappe af og passe på sig selv. Jeg drømmer om, at vi i et land så rigt som Danmark prioriterer at passe bedre på de svageste fremfor at forgylde de rigeste. At vi har rummelighed og kærlighed nok til os selv og hinanden til, at vi altid kan forvente, at nogen passer på os, når vi ender i en situation, hvor vi ikke selv evner det – også hvis den situation skulle vare hele livet. Jeg drømmer om et samfund, hvor jeg er menneske før arbejdskraft, og hvor vi ikke snakker om middelklasse, men om hvem der har magten til at omfordele ressourcerne, og hvorfor det er okay, at nogen skal knokle hele livet, for at andre kan blive rige. Jeg drømmer om sunde relationer, hvor man får respekteret sine grænser og ikke oplever udskamning for at melde afbud til arrangementer, som man ikke har energi eller lyst til, og hvor det er normalt at bede om samtykke, før man afkræver venner, familie, bekendte og fremmede at forholde sig til ens følelser.

Mest af alt drømmer jeg måske nok om et samfund, hvor vi ikke accepterer, at den hellige treenighed – stress, angst og depression – er blevet et livsvilkår for så mange. Hvor vi forholder os til, at det ikke er unge mennesker, der er skrøbelige eller sårbare, men anerkender, at vi har skabt os et samfund, der er så menneskefjendsk, at mennesker går i stykker af det, fordi vi skal gavne samfundet fremfor omvendt. Er det for stort at drømme om?

Jeg drømmer om at have det godt, og jeg ved, at det ikke er mig, der skal ændres. Jeg drømmer om en revolution af omsorg, kærlighed, rummelighed, og det har jeg masser at give af, så det er ikke mig, der er hindringen for at føre den drøm ud i livet.