Af Naima Yasin, podcaster
9. september 2021 | Film

Instruktør Greta Gerwigs længe ventede filmatisering af Louisa May Alcotts bog fra 1868, Little Women, modtog fremragende anmeldelser. Og med rette. Det var en smuk film, visuelt fantastisk og gennemsyret af varme. Gerwigs genfortolkning af March-familien, der udforsker universelle temaer som kreativitet, kunst og familie, føles som et kunstværk i sin egen ret, ikke blot et ekko af en klassisk roman.

Men på trods af filmens kvalitet følte jeg som sort kvinde næsten ingenting, mens jeg så den. Jeg var ikke særlig inspireret eller rørt. Jeg følte mig ikke repræsenteret eller set. Og jeg var ikke alene. Mange andre sorte kvinder skrev på sociale medier og udtrykte den samme følelsesmæssige disconnect. Little Women beskæftiger sig måske med universelle temaer, men selve historien har ikke universel appel.

En del af det er, fordi filmen er gennemsyret af hvidhed. I Teen Vogue hævder forfatteren Natalie De Vera Obedos, at Little Women ikke burde have haft et helt hvidt cast. Obedos påpeger, at Laurie-karakteren er halvt italiensk, og derfor godt kunne have været spillet af en farvet skuespiller.

Jeg forstår grundlaget for denne kritik, men jeg er ikke enig.

Selvom Little Women beskæftiger sig med relativt universelle temaer, præsenterer de disse temaer gennem et helt lagenhvidt perspektiv. Det liv March-søskende lever, finder sted på samme tidspunkt, hvor sorte mennesker i USA levede i skrækslagne tilstande under slaveriet. Disse kampe for sorte mennesker bekymrede næppe søstrene.

På det tidspunkt ville det have været næsten umuligt for nogen sort kunstner at se meget af sig selv i March-søstrene. Omstændighederne har naturligvis ændret sig, men den afstand gør det stadig svært for sorte seere i dag at have en følelsesmæssig forbindelse til karaktererne.

Søstrene, som alle er kunstnere, bekymrer sig om, hvorvidt de skal vælge ægteskab eller selvstændighed, dedikation til en familie eller dedikation til deres håndværk.

Historien i Little Women foregår i 1860’ernes USA, og på dette tidspunkt mistede sorte kunstnere livet i en blodig krig, levede under det terroristiske konføderations regler eller risikerede alt for at hjælpe med at bringe flere af slaverne til frihed. Fordi det var ulovligt for slaverne at læse eller skrive, havde sorte kvindelige forfattere ofte ikke værktøjerne til at leve af deres kunst, og de måtte gøre det i hemmelighed. Ellers var de sandsynligvis blevet overfaldet, solgt eller endda dræbt som straf. De kunne ikke bare flytte til New York for at blive forfattere, som Jo March. Livet var uendeligt sværere for dem.

March-søstrene klager også over deres "fattigdom", fordi de skal vælge mellem at få syet en ny kjole eller købe en ny frakke. De kæmper for at købe togbilletter i sidste øjeblik, og de føler sig utilpas ved at bede deres velhavende tante om økonomisk støtte. Det er gyldige kampe. Men de mangeårige frie, sorte familier i det nordlige USA, de sorte flygtninge fra sydstaterne og de fortsat slavegjorte stod over for en mere knusende og permanent fattigdom end noget, March-søstrene kunne forestille sig.

Uanset hvor inspirerende Little Women er, uanset hvor universelle temaerne er, kan March-søstrenes historie ikke skilles fra den periode, hvor den finder sted. En periode, hvor de fleste sorte ikke havde den luksus at drøfte de problemer som March-søstrene havde.

Blot at indsætte farvestrålende mennesker i Little Women ville have været en billig sejr for repræsentation, hvilket naturligvis slet ikke er en sejr.

Hvis det var lykkedes Gerwig at inkorporere sorte hovedpersoner respektfuldt, havde filmen sandsynligvis været uigenkendelig fra den originale historie.

Og ærligt, hvorfor gør man det? Hvorfor higer vi efter at se os selv i et værk, der ikke er beregnet til os, når der er så mange rige historier af sorte kunstnere, der er blevet fortalt og venter på at blive fortalt? Vi behøver ikke tigge om rester, når den sorte litterære kanon er så rig og smuk.

Men jeg forstår trangen til at genskabe Little Women i vores billede; ønsket om at se os selv afspejlet i disse "universelle historier".

På grund af deres hvidhed er disse historier blevet anset for vigtige, udødelige endda, mens så meget af sort historie er blevet betragtet som "niche", uvæsentligt eller uværdigt.

I en scene fortæller Jo sine søstre, at hun ikke tror, ​​at nogen vil være interesseret i at læse hendes roman. Fordi bogen handler om kvinders "huslige glæder og kampe", føler Jo, at den måske ikke er værdig nok til offentlighedens opmærksomhed.

"At skrive giver ikke betydning," siger Jo. "Det afspejler det."

Hendes søster Amy er uenig: "At skrive ting er det, der gør dem vigtige," siger hun.

Amys ytring er korrekt; næsten alles historie er værd at blive fortalt. Men Jos pointer forklarer, hvorfor mange sorte og andre farvede kvinder ikke ser sig selv i denne historie, og også hvorfor nogle måske vil. Når det er svært at få fortalt vores egne historier, kan vi søge validering i andres.

Kunsten i sig selv afspejler ikke vigtigheden, men hvordan den kunst præsenteres for os afspejler, hvordan det dominerende samfund ser værket eller kunstneren, der skabte det.

Gennem tildelte læsninger på uddannelsesinstitutioner lærer vi, hvilke bøger der er "klassikere", hvilket betyder, at hvis vi ikke læser dem, er vores litterære viden på en eller anden måde mangelfuld. Disse klassikere bliver genoptrykt og tilpasset til skuespil og film og holder dem i spidsen for vores kulturelle bevidsthed årtier eller århundreder efter, at de først blev udgivet.

Disse bøger og deres tilpasninger - Gerwigs film er den ottende tilpasning af Little Women - udforskes af nogle af landets mest respekterede kulturkritikere. Bøgerne vinder priser, filmene vinder priser, og cyklussen fortsætter og fortsætter.

Men de store litterære værker af sorte, kvindelige kunstnere får sjældent de samme muligheder. Vores værdsatte bøger som Toni Morrisons Beloved eller Alice Walkers The Color Purple er tilpasset til film, ja. Men ikke så ofte. Og når de er det, ses de ikke som "universelle historier". De ses som film af sorte mennesker, for sorte mennesker. Hvilket for det dominerende samfund normalt betyder, at de er hjælpetilskud til den vestlige litterære kanon, selvom sorte menneskers undertrykkelse har lagt grundlaget for alt, hvad "Vesten" er blevet til.

Det er smertefuldt at indse, og derfor kan det få nogle farvede kvinder til at se sig selv i disse fortællinger, der har fået betydning og udødelighed. Sådan inkludering kan føles som validering eller fremskridt.

Men Little Women er ikke lavet til at afspejle den sorte kvinde. Og det er i orden. Det er i orden at vi kun ser en skygge af os selv i March-søstrene, og ikke en klar refleksion.