Af Anne Niluka, journalist

At rejse er at leve. Man skal lede længe efter en mere fortærsket floskel end den. Det kan godt være, det var den store Andersen, som oprindeligt sagde det, men nu findes det både som svungne bogstaver til wall stickers og optræder i en ubehagelig mængde profiltekster på diverse datingapps.

Som alle andres startede mit liv også med en rejse. Den der rimeligt hårde en, der kræves, når man skal slippe den trygge våde varme, man har ligget i, mens man blev omdannet fra en klump celler til et rigtigt menneske. Men i stedet for at ende min rejse i en varm favn, blev jeg hurtigt fragtet videre til det børnehjem, hvor jeg tilbragte de næste fire måneder af mit liv. 

Senere gik turen til Danmark, hvor jeg efterhånden har tilbragt de fleste af mine 34 år. Her har jeg gjort alt, hvad der stod i min magt, for at passe ind. Det viste sig at være svært allerede fra starten. Min barndom blev tilbragt i en lille provinsby, hvor der ikke skulle særligt meget til, før man stak ud. Særligt ikke hvis man havde en anden hudfarve end flertallet. 

Jeg var et barn med meninger, og fordi jeg voksede op som enebarn, var jeg vant til, at mine ord blev lyttet til. Det gik dog hurtigt op for mig, at det ikke var i min egen interesse at holde fast i den del af min personlighed. I hvert fald ikke, hvis jeg gerne ville slippe for de utallige lammere, spark og racistiske bemærkninger, mine såkaldte kammerater uddelte, når de syntes, jeg fyldte for meget. Så jeg lærte at lægge bånd på mig selv. Jeg lærte at være stille, eller kun sige ting, der gled lige så let ned, som det tynde saftevand vi fik serveret i fritidsklubben. Jeg grinede med, når de kaldte mig ”neger-Anne” og når de bad mig smile, så de kunne se mig, når vi var ude efter mørkets frembrud.

Da jeg blev ældre og selv kunne bestemme, hvordan jeg ville gå klædt, valgte jeg afdæmpede farver. Sort, grå og mørkeblå var i mange år mine farver. Min mor havde i hele min barndom forsøgt at tvinge mig i primærfarver og pasteller. NEJ TAK! Jeg bildte mig ind, at hvis jeg gik i samme nordiske uniform som alle andre, så ville de måske ikke tænke over, at jeg var anderledes. At jeg så anderledes ud. Jeg ønskede mig kun sølvsmykker i fødselsdagsgave, og løb ud og byttede de guldøreringe, min mor ellers mente, ville klæde min kulør så flot. Jeg skulle i hvert fald ikke have guld på. Guldsmykker fik mig jo til at se etnisk ud. Det fremhævede den hudfarve, som jeg så gerne ville nedtone. 

Jeg forsøgte på alle måder at være så hvid og dansk som overhovedet muligt. Jeg holdt op med at svare på brevene fra min første-mor. Jeg gad ikke at se programmer, der handlede om mit oprindelsesland. Min yndlingsmad var pizza. Som alle andres. Jeg hørte den samme musik, læste de samme blade, gjorde alt. Alligevel var jeg anderledes. Jeg kunne ikke blive ”rigtig” dansk, ligegyldigt hvor meget jeg anstrengte mig. 

Den prås gik for alvor op for mig for et par år siden. Jeg kan ikke gemme mig. Jeg er og ser bare anderledes ud end majoriteten i det her land. Og det burde jeg ikke skamme mig over. Så det holdt jeg op med. Det var selvfølgelig ikke så ligetil. Det har taget lang tid at finde derhen, hvor jeg befinder mig nu. Både mentalt og farvemæssigt. Det sorte tøj er enten doneret væk eller holder hus bagerst i mit tøjskab. Jeg går aldrig med mine sølvsmykker. I stedet fik jeg piercet begge mine ører, så jeg nu kan gå med minimum syv guldringe i dem. 

Jeg har endda tænkt på at anskaffe mig næsepiercing, men jeg har trods alt ramt en alder, hvor jeg lige overvejer ting lidt mere. Ikke fordi det vil få mig til at se endnu mere ”eksotisk” ud, men fordi jeg ikke orker at deale med fortrydelse. 

Jeg har også fået kontakt til min oprindelige familie igen. Det er både fantastisk og forfærdeligt. Forfærdeligt, fordi det er forbundet med en enorm sorg. Sorg over det vi aldrig fik, og ikke mindst det vi aldrig får. Det er vanvittigt svært at forsøge at skabe forbindelse til et land og en kultur, man aldrig har været en del af. Ligegyldigt hvor mange currys jeg spiser eller tilbereder, så er der stadig et tomrum i min mave.  Lige meget hvor mange bøger jeg læser, eller hvor meget musik jeg lytter til, så kan det aldrig erstatte et levet liv. Man kan ikke have en intellektuel og pragmatisk tilgang til noget, der i den grad er bundet op på følelser.

I oktober sidste år fandt jeg ud af, at det ikke kun er mit moderlands kultur, jeg er gået glip af. Efter mange års insisterende, men resultatløst, pres fra min side for at finde ud af noget mere om mit faderlige ophav, kom min kusine til at afsløre, at han ikke, som der står i mine adoptionspapirer er singaleser som min mor. Han er fra Egypten. Pludselig fik jeg en forklaring på mine krøller, og min, i srilankanske kredse, lyse hud. Så nu er jeg altså også egypter. Hvilket betyder, at jeg har et helt nyt land, en helt ny historie, helt nye smage, dufte, ord og kultur, jeg vil opdage og mærke. Så rejsen fortsætter. Jeg tror ærligt talt ikke, den nogensinde slutter. Det gør den jo ikke for nogen. I så fald kan man lige så godt lægge sig til at dø. Fortsat god tur!