Af Maja Bader, journalist og chefredaktør | Foto: Les Kaner
28. februar 2022  | Begær

Jeg er lidt nervøs, da jeg ringer på døren hos Johanne Bille, forfatter og stifter af forlaget Harpyie. Det er jeg mest af alt, fordi jeg ikke har interviewet et menneske ansigt til ansigt i rigtig lang tid. De sidste to år med corona har gjort, at alle mine interviews primært er blevet foretaget over telefonen eller gennem en dårlig Skype-forbindelse. Så at jeg nu står her foran Johannes hoveddør og igen skal sidde over for et ægte, levende menneske og stille hende spørgsmål, er ærlig talt lidt intimiderende.

Men til trods for min egen nervøsitet har jeg glædet mig til at stå her i dag. Jeg skal tale med Johanne Bille om hendes nye roman Når mænd forlader mig, der udkom i slutningen af januar 2022. Bogen handler om karakteren Maria, som er forfatter med svingende succes. Derfor arbejder hun også som tekstforfatter i ’Hvepsereden’. Her består Marias job i at skrive tilbudsmails til midaldrende mænd og ved hjælp af forskellige psykologiske triggere forsøge at sælge dem noget billigt bras. Det er én måde, hvorpå Marias liv omhandler mænd, for også privat drejer Marias verden rundt om mænd. Redaktøren, Idealisten, Bagatellen, Feministen og Håbet. Alle sammen navne på de mænd som hovedkarakteren Maria kaster sig ud i mere eller mindre kærlighedsfyldte relationer med. En aften udsættes Maria for en voldtægt af en af disse mænd, og hun mister ejerskabet over sin egen krop. Det sætter gang i et forfald, hvor Maria begynder at miste interessen for sit job, sit forfattervirke, sine fysiske ejendele og for tilværelsen i det hele taget. Når mænd forlader mig er en fortælling om overgrebets natur og de ting, som en voldtægt sætter i gang. Omdrejningspunktet er det fantastiske og farlige ved at lade sig styre af sit begær, men det er også en bog om det frisættende ved at give en fuck for det hele.

Ikke en klassisk forelskelsesroman

Johanne Bille åbner døren til hendes lejlighed på Frederiksberg og byder mig indenfor. Imens jeg tager skoene af, lægger min jakke på en stol og finder min optager frem, tilbyder Johanne mig en kop kaffe. På spisebordet står der allerede en halvfyldt stempelkande, som Johanne hurtigt tømmer efter mit ’ja tak’. Hun sætter nyt vand over og fyldet frisk kaffe i kanden. Selv inden jeg fik øje på den halvfyldte stempelkande, var jeg godt klar over, at jeg langt fra er den eneste journalist, som Johanne skal have besøg af i dag. Hendes kalender er booket godt op, for hendes bog udkommer i morgen. Da vi sætter os ved spisebordet, læner Johanne sig tilbage og sætter fødderne op på tremmestolen ved siden af sig. Min nervøsitet bliver allerede her en smule mindre ved Johannes afslappede fremtoning. Jeg spørger hende, om hun til at starte med vil fortælle mig lidt om, hvordan det har været at skrive Når mænd forlader mig: 

”Jeg troede egentlig, at jeg skulle skrive en lidt humoristisk forelskelsesroman om den her kvinde, som dater en masse mænd, og hvor fantastisk det kan være at forelske sig. Men som det jo er, når man skriver, så var der lige pludselig en masse stof, der begyndte at mase sig ind, og lige pludselig kom det til at være en roman, der også handler om det farlige ved forelskelsen og det farlige ved begæret,” forklarer hun.

Johanne Bille fortæller, at hun har det ambivalent med at have skrevet romanen. På den ene side er hun stolt over, at bogen nu eksisterer ude i verden, og hun har et håb om, at Når mænd forlader mig kan være med til ryste os læsere en smule og sætte gang i en samtale om begær, samtykke og overgreb. Men på den anden side ville hun til tider ønske, at hun ikke havde skrevet en bog, der dykker så meget ned i overgrebets natur og dets eftervirkninger. Med et lille grin fortæller Johanne om en samtale, hun havde med en mand tilbage under skriveprocessen. Manden havde sagt, at det da måtte være dejligt for hende at have evnen til at kunne skrive. På den måde kunne hun jo udøve en form for selvterapi og selv få bearbejdet nogle ting, hvortil Johanne fortsætter:

”Det har overhoved ikke været terapeutisk at skrive den her roman – det er jo også derfor, at jeg har det ambivalent med det – for jeg synes også, at det har været voldsomt ubehageligt, at skulle ind i det rum, som er overgrebets rum, og finde ud af, hvordan det fungerer.”

Som forfatter har Johanne det med at se på komplekse ting lidt som en maskine, hun skal skille ad for at kunne beskrive. Hun undersøger hver enkel, lille del, kaster lys på de mørke og dystre elementer og sætter sig ind i maskinens rytme. At dykke så langt ind i overgrebets karakter oplever hun derfor ikke som terapeutisk, men nærmere som en ukomfortabel nødvendighed for at kunne bidrage med nye perspektiver på vigtigheden af samtykke – især i litteraturen.

Et fravær af samtykke

Netop samtykke er noget, som Johanne Bille er optaget af. I Når mænd forlader mig stiller hovedkarakteren Maria på et tidspunkt spørgsmålet: hvordan siger man nej med en krop, der altid ligner et ja? Dét spørgsmål knytter sig bl.a. til den nærvoldtægt, som blive finder sted i romanen. For beskrivelsen af lige præcis denne type overgreb er Johannes forsøg på at gøre op med tanken om voldtægtsforbryderen som en, der springer ud af en busk og overfalder et fremmed menneske på sin vej. I stedet har det været vigtigt for hende at beskrive den form for overgreb, som langt hyppigere finder sted, og som vi netop har haft oppe til diskussion i forbindelse med samtykkelovgivningen tilbage i 2020.

”Det, der sker i Når mænd forlader mig, kalder jeg jo en voldtægt, men det havde været hamrende radikalt at sige for bare fem år siden. Og det er i virkeligheden stadig lidt, du ved, lakrids, ikke? Men det havde været endnu mere radikalt for fem år siden,” siger Johanne og fortsætter: 

”Men hele samtykkedebatten har jo vist, at samtykke kan være rigtig mange ting, og i Når mænd forlader mig er der jo netop fravær af samtykke. Den type overgreb kunne jeg godt tænke mig at skildre og ligesom gå helt ind i materien og finde ud af, hvordan opfører det sig egentlig. Hvordan føles det, hvordan mærkes det, hvordan rører man ved det?”

Samtidigt var det en vigtig pointe for Johanne ikke at skildre noget fra voldtægtsforbryderens perspektiv, og derfor glider vedkommende efter overgrebet også i baggrunden ret hurtigt. Voldtægten får sig eget liv, den får lov til at være der som et begreb for sig selv, og fokus bliver udelukkende på Maria og hendes tab af ejerskabet over sin egen krop.

”Det interessante spørgsmål i bogen, som jo ikke rigtig bliver stillet, men som bare blafrer lidt imellem siderne, er jo også, hvorfor han gør det. Er det begær, der gør det? Det kunne det godt være. Er det mindreværd? Det ligger også hele tiden og balancerer lidt. Eller er det bare dårlig opdragelse?” spørger Johanne uden selv at komme nærmere det rette svar.

Voldtægtens langsigtede konsekvenser

Når et menneske udsættes for en voldtægt, så degraderes vedkommendes krop og frie vilje, og det er noget af det værste, du kan gøre ved et andet menneske ifølge Johanne Bille. Det er endnu en grund til, at hun har valgt at beskrive overgrebet og effekten, det har, så grundigt i Når mænd forlader mig. I bogen har Johanne formuleret det, som hun kalder ’Voldtægtens fem love’, hvoraf en af dem bl.a. lyder som følgende: ”Den, som bliver voldtaget af en anden, skal rumme voldtægten resten af sit liv.” Til at beskrive konsekvenserne af en voldtægt har Johanne ladet sig inspirere af loven om manddrab:

”Vi har et eller andet med, at lovsprog har noget legitimitet i sig, som prosa ikke har. Jeg synes, det var interessant at prøve at låne formuleringer fra det her retssprog og gøre noget meget ukonkret konkret. Hvilken legitimitet får det så? Hvad sker der, når vi putter følelser ned i jura?”

Johannes fem love bliver på den måde også endnu en kommentar til hele samtykkelovgivningen, hvor man jo netop har forsøgt at lovgive sig ud af noget, som er absurd komplekst og fyldt med følelser. Samtidigt tjener ’Voldtægtens fem love’ også som en understregning af et overgrebs omfangsrige konsekvenser for dem, som udsættes for det. Imens hele samtykkedebatten stod på, blev Johanne Bille nemlig provokeret af, at det virkede som om, at der var nogen, der havde glemt, hvor langsigtet en voldtægt egentlig rækker:

”Der er en udbredt tanke om, at ting går over, eller at vi skal komme videre – og det er jo ikke kun voldtægt. Men vi skal rumme alle vores traumer resten af vores liv. Jeg skal også rumme min fars død resten af mit liv. Der er bare nogle ting, som er så store, at de sætter sig i kroppen og sindet, og som man ikke kommer over,” siger Johanne.

Når begæret løber løbsk

Et ord, der er gået igen i både min research op til det her interview, men som også dukker op flere steder i Johanne Billes roman og i vores samtale om den, er begær. Og det er ikke helt tilfældigt:

”Jeg tror, at begær er en af urfølelserne i os. Jeg synes, det er interessant, at man kan kaste sit begær på mange ting. Man kan jo have begær i forhold til alkohol, eller til at skrive eller til mænd. Og Maria er jo i bogen enormt styret af begær. Det er også derfor, at der på bagsiden af bogen står, at den handler om det fantastiske og farlige i at beruse sig, for i virkeligheden hænger beruselse og begær jo ret tæt sammen,” uddyber hun.

Især det farlige ved begæret finder Johanne vildt spændende. Hun ser begæret som værende i familie med andre afhængigheder som ludomani eller alkoholisme; det er noget, der kan tage overhånd og løbe løbsk. Begærets evne til at eskalere fascinerer hende. Det kommer også til udtryk i Når mænd forlader mig, hvor hovedkarakteren Maria er med til at skildre, hvad der netop sker, når begæret tager over. For i takt med at overgrebet griber ind og påvirker hele Maria tilværelse, begynder karakteren også at give efter for alle hendes impulser og starter et forfald, som går ud over hendes arbejde, hendes sundhed men især også hendes relationer:

”Hun (red. Maria) er et skræmmeeksempel, for hun har intet blik for, hvad hun kan gøre for andre mennesker, ligesom spørgsmålet ’hvordan passer jeg på andre?’ heller aldrig bliver stillet. Dét synes jeg er skræmmende, at hun ligesom har mistet det i forfaldet. Det er en form for indadvendthed, som er absurd farlig, tror jeg,” forklarer Johanne Bille.

Skildringen af Marias forfald er både en kommentar til den selvoptagethed, Johanne oplever i vores kultur for tiden, men i virkeligheden også endnu en henvisning til hele samtykkedebatten:

”Vi skal jo have fundet ud af, hvordan vi både kan begære noget og samtidigt finde ud af at passe på hinanden. Det er jo dét hele den her samtale om samtykke i virkeligheden handler om: hvordan kan de to ting eksistere samtidigt? For det er min klare overbevisning, at det kan de godt!”

Midt i Johannes talestrøm bryder solen frem på den ellers grå himmel udenfor, og Johanne er nødt til at skifte stol til den anden ende af bordet for ikke at blive helt blændet af strålerne gennem det lille skråvindue bag mig. Hun sætter sig til rette og fortsætter:

”Hvor kom jeg fra? Jo, hvordan passer vi på hinanden! Det er også det, som Når mænd forlader mig handler om, for der er fandeme ikke særlig mange personer, som passer på hinanden her. Det er en bog om begær, men det er ikke en bog om nogen, der passer på hinanden – tværtimod! Og det vil jeg gerne vise konsekvenserne af.”

Så mange nuancer som muligt!

Mit interview med Johanne Bille har varet i små tre kvarter nu, men jeg er godt klar over, at dagen langt fra er slut for Johannes vedkommende, når jeg træder ud af døren. Så for at give Johanne muligheden for også at sætte sit eget præg på hele pressemaskineriet, spørger jeg hende, hvad hun gerne vil have, at man skal tage med sig fra den her snak og fra hendes roman:

”Jeg vil gerne have så mange nuancer på paletten som overhovedet muligt – og det gælder også, når det kommer til begær! Jeg tror, at det er vigtigt, at vi begynder at øve os på, at begær kan se ud på tusinde forskellige måder, og at ingen af dem er forkerte,” siger hun og fortæller, at det f.eks. indebærer at belyse og nuancere det feminine begær – hvis man da overhoved kan tale om et sådant:

”I min ideelle verden snakker vi jo bare om et menneskeligt begær, der kan have forskellige farver og nuancer. Men der er en særlig type begær, som er underbelyst, og som vi ofte kæder sammen med kvinder,” uddyber hun.

I Når mænd forlader mig skildrer Johanne derfor alle mulige former for begær hos karakteren Maria, men især det seksuelle begær bliver undersøgt og kigget på. Både når det seksuelle begær tager overhånd og fører til vold, når det udvikler sig, bliver udforsket og leget med, når det reaktiverer traumer, men også når det genetableres og bruges som middel til at sætte sig selv fri. Fri af forpligtigelser, fri af ens eget og andres kritiske blik på en selv, og især fri af den skam, man kan bære rundt på:

”Det skal ikke være så skamfuldt at begære på en bestemt måde. Man skal ikke gå rundt og skamme sig over, hvad end man nu engang er til. Jeg tror, at jo flere nuancer vi får, desto mere kommer vi også skammen til livs. Og det vil jeg gerne bidrage til”, afslutter Johanne.

Et oprør i forfaldet

Den sidste slurk kaffe bliver drukket, min optager slukkes, og jeg begynder at tage sko på igen. Nu er solen for alvor brudt frem på denne januardag, og jeg takker Johanne for hendes tid, imens jeg træder ud af døren. Da jeg forlader opgangen, tænker jeg lidt grinende for mig selv, at min indledende nervøsitet slet ikke var nødvendig. Men derudover sidder særligt én af Johannes kommentarer fast i hovedet på mig:

”Jeg kunne godt tænke mig at skrive om forfaldet som frisættende. Jeg tror, at der er et oprør at finde i forfaldet,” som Johanne forklarede mig omkring romanen i starten af vores interview. 

Netop den sidste sætning har jeg siden den januardag haft svært ved at slippe igen. For jeg tror, at Johanne Bille har fat i den lange ende her; nemlig at vi nok alle sammen ville have godt af at gøre op med den præstationskultur, vi efterhånden lever i. Måske kunne vi føle os lidt mere frie, hvis vi gav en smule mere efter for vores begær og tillod os selv en anelse forfald. Så længe vi stadig husker på at passe på hinanden og ikke lader begæret løbe løbsk.