Kvinderne myldrer ind i tegneserierne. Og de møder kritik for at tegne for grimt – men det kan der faktisk være en pointe i. Det fortæller både en forsker og en tegner. 

Tekst: Karen Dich, journalist | Grafik: Unsplash / Katrine Blauenfeldt

Batman, Superman, Spiderman, Iron Man, Tintin, Asterix, Splint. De har to ting tilfælles: De er tegneseriehelte og hankøn. Tegneseriemediet er forbundet med drengeværelser og action, men nu begynder det at røre på sig. 

Det danske forlag Cobolt har for nyligt udgivet en artikel om kvindernes indtog på de feltopdelte, tegnede sider. Og de udgiver selv mange tegneserier med kvinder i hovedrollen:

»I de første to tredjedele af det tyvende århundrede var der en decideret mangel på kvinder i tegneserier, men derefter begyndte det heldigvis at ændre sig. Ligesom i den øvrige kunst og litteratur afspejles samfundet naturligvis i tegneserien og dermed også kvindens rolle og status«, skriver forlaget i en blog på deres hjemmeside.

Charlotte Johanne Fabricius, der forsker i tegneserier ved Syddansk Universitet, påpeger dog, at kvinderne altid har været til stede i tegneserierne – bare uden for kanon. 

»På et hvert nedslag i historien vil man kunne finde værker skabt af kvinder og værker, der afspejler kvinder og ikke-mænd. Men det er ikke dem, vi husker. Bredden er helt sikkert større i dag, men den synes også større, fordi almindelige læsere har tilgang til alle udgivelser, mens der er en større selektion, når det kommer til de ældre tegneserier. Det er kun mig og mine kolleger, der dykker ned i dem«, forklarer hun. 

Fem typer af tegneserier om kvinder

Selvom der altid har været tegneserier af og om kvinder og ikke-binære, så bemærker tegneserieforskeren alligevel nogle tendenser, eller snarere fem typer af tegneserier, der er gode til at portrættere kvinder: De historiske/oplysende, de selvbiografiske, dem til børn og teenagere, genrelitteraturen og superhelteserierne. 

»I den første kategori finder vi værker som Pénélope Bagieus Skamløs bind 1 og 2, der revitaliserer oversete historiske kvindeskikkelser, men også Liv Strömquists Kundskabens Frugt. Fælles for dem er, at de bruger tegneseriemediet til at fortælle om kvinder, vi har glemt eller skal huskes på. Den anden kategori er selvbiografierne. Det kunne fx være Anne Mette Kærulf Lorentzens Skamlebben eller Gyna Wynbrandts Er der ikke nogen, der gider bolle mig, please. Også historisk set har mange kvindelige tegnere lavet selvbiografiske værker, men de er blevet afskrevet som irrelevante, fordi de handlede om kvinders liv«, forklarer Charlotte Fabricius. 

Den tredje kategori, hun nævner, er tegneserier til børn og teenagere blandt andre den danske Mira-serie eller Lonely Journey, hvor en stor del af handlingen foregår i et computerspil. 

»Nogle af disse tegneserier har ramt et publikum af piger, andre har ramt mere bredt. Men tendensen er klar; der er flere fortællinger til børn, der ikke har drenge som hovedpersoner. Det er et opgør med ideen om, at piger kan krydsidentificere, altså spejle sig i figurer af det modsatte køn, mens drenge ikke kan«, forklarer Charlotte Fabricius. 

Og når vi nu er ved det med de kønnede genrer, så nævner Charlotte Fabricius serien Paper Girls, der indeholder både aliens og tidmaskiner og mimer 80’er-kult-serier på samme måde som TV-serien Stranger Things. »De har taget et klassisk maskulint univers og undersøgt, hvordan den her lidt nørdede genre ser ud, hvis det ikke er en mand, der er helten. Det viser de kvindelige læsere – der for øvrigt altid har været der – at den her genre også er deres«, siger hun. 

 Den sidste genre, hun peger på, er superheltegenren, særligt Hit Girl, der er tegnet af danske Pernille Ørum og skrevet af Kevin Smith. Men tendensen til at lade piger og kvinde overtage de klassiske manderoller er meget større. Charlotte Fabricius nævner fx Thor og Captian Marvel, der både har mødt massiv modstand, men som også skubber til vores forventninger om køn.

Skabe et rum for kvinder

En kvinde, der også bruger tegninger til at skubbe til vores forventninger til køn, er illustrator Sofie Riise Nors, der står bag instragramprofilen @Waginapineapple og har illustreret Ditte Hansen og Louise Mieritz’ bog Gode Kasser.  

Hun fortæller, at hendes tegninger helt overordnet handler om feminisme. Det gælder det stribeagtige format, hun laver på Instagram, men også den bog, hun skriver på nu: »Den tegneserie, jeg arbejder på nu, kommer til at gå i dybden med den restriktive seksualmoral, vi pålægger kvinder og om glorificering af vold mod kvinder og om erotisk kapital«, fortæller Sofie Riise Nors. 

Hun mener, at det at lave tegneserier som kvinde er et feministisk opgør: »Tegneseriegenren er jo meget mandsdomineret. Og når man som kvinde laver tegneserier, træder man ind i et rum, der ikke tidligere har været kvinder i. Det i sig selv bliver betragtet som ekstremt aktivistisk og provokerende«, forklarer hun. 

For hende ligger styrken i det tegnede format i, at hun selv kontrollerer både ord og billede. »Tidligere har jeg lavet politisk bladtegning, men så udviklede jeg de her memes på Instagram. Der er meget styrke i at kommunikere både sprogligt og visuelt. Når jeg kombinerer de to, er jeg 100 procent i kontrol«, forklarer hun. 

Sofie Riise Nors har over 15.000 følgere på Instagram. 14 procent af dem er mænd. Det er ikke, fordi hun ikke vil have mændene med, men hun oplever, at de vælger det fra. »Det er rigtigt ærgerligt, at når man som kvinde laver kunst, så opfattes det som kunst til kvinder. Som kultur anser vi det maskuline for at være neutralt: Kunst produceret af mænd er unisex, kunst produceret af kvinder er feminint«, forklarer hun.

Og det er ikke kun de kvindelige kunstnere, der går glip af publikum. Det mandlige publikum går også glip af noget, understreger Sofie Riise Nors »Jeg tror, at alle vil få noget ud af at læse den bog, jeg skriver på nu. Den vil give anledning til både refleksion og diskussion. Men fordi den handler om den kvindelige måde at leve på, så er der mange der kommer til at sortere den fra«, siger hun. 

 Den grimme streg

En af de ting, som Sofie Riise Nors har mødt kritik for, er hendes måde at tegne på: »Forleden læste jeg, at en mandlig anmelder – ikke i en anmeldelse, men i et kommentarspor – skrev, at mine memes var sjove, men at jeg var en forfærdelig tegner. Det er sjovt, at det er det, der skal kritiseres. Det er på sin vis meget maskulint at gå efter det tekniske«, siger hun. 

Og hun er ikke alene, da den svenske tegner Liv Strömquist debuterede, var det ikke hendes feministiske agenda, der blev udsat for kritik, men hendes tegnestil. Det er påfaldende, mener Sofie Riise Nors, for Strömquists stil er åbenlyst karikeret. Og det er der også en mening med.

»Både den måde jeg tegner på – og den måde Strömquist gør det – gør jo op med hele ideen om, at kvindekroppen skal være smuk og seksualiseret. Den her ’grimme’ streg åbner for et portræt af kvinden som flerdimensionel. Hun kan være voldsom, ude af proportioner, ude af kontrol« forklarer Sofie Riise Nors. 

Tegnerserieforsker Charlotte Fabricius ser også grimheden som tendens – udover Strömquist og Nors nævner hun Rikke Villadsen og Nina Hemmingson. 

» Mange af de kvindelige tegnere får skudt i skoene, at de ikke kan tegne, som om det eneste, der kvalificerer en til at lave tegneserier, er, at man kan tegne pænt.  Det er selvfølgeligt forståeligt, hvis ens forståelse stammer fra den franco-belgiske tegneserie-tradition med serier som Tintin, Asterix og Splint og co.«, siger hun. 

Men det bliver også let en lidt overfladisk diskussion om legitimitet, der overser at tegneserier ikke kun er illustration, det er historiefortælling, mener hun. For grimheden har en ekstremt stor pointe, fordi den åbner et queer rum.  

»Mange af de kvindelige tegnere fortæller rigtigt effektivt. Strömquists Kundskabens Frugt er fx meget teksttung, tegningerne er simple og der er ikke den store variation i sidelayout, men hun er virkelig sjov og god til at fortælle historier, som folk kan huske. Og det er ekstremt effektivt«, forklarer Fabricius. 

De ’grimme’ tegnerserier udfordrer ikke kun opfattelsen af, hvordan en tegneserie skal se ud. Det udfordrer også det kønne skønhedsideal, påpeger tegneserieforskeren. »I historien er de grimme kvinder enten onde eller forkerte.  Derfor forstyrrer det os som læsere, når den grimme kvinde er helten. Men det rykker også virkelig noget. Eksempelvis er Signe Parkins’ Grøde det vigtigste, der er er sket for kvindekroppen i dansk tegneserie«, afslutter hun.