Hvorfor er danskerne så stolte af at være danskere? Kom med til fødselsdag i et dansk hjem, hvor en familie skal nuancere det spørgsmål omkring spisebordet.

Af Cathrine Marie Nørgaard, journalist
21. december 2021 | Danskhed

For nylig fandt jeg ud af, at danskerne er ret stolte af at være danskere, og at de kun er blevet mere og mere stolte siden 1980’erne. Naturligvis stillede jeg derfor mig selv spørgsmålet: Er du også stolt af at være dansker? Ja, lød mit svar til det spørgsmål, det er jeg.

Men det blev straks værre for min indre dialog, da jeg så spurgte mig selv, hvorfor jeg er stolt af at være dansker. Den underliggende fornemmelse af at være stolt af mit hjemland lod sig ikke lige manifestere i forståelige ord, og så må måtte jeg jo tage alternative metoder i brug for at få et svar.

Heldigt var det derfor, at jeg få dage senere skulle hjem til min mor og fejre min søsters fødselsdag. Det gav mig en perfekt anledning til at stille hele min familie det spørgsmål, jeg ikke selv kunne besvare.

Stolt eller glad?

Det er lørdag eftermiddag, og vi sidder 10 mennesker omkring frokostbordet. Min mor og hendes bedste veninde, denne venindes mand og datter på 18 år, min lillebror på 14 år og min søster på snart 19 år. Min kæreste, en af mine onkler og min lillebror på 25 – og jeg selv. Alle andre end min ældste lillebror, min kæreste og jeg selv, som bor i København, bor enten i eller tæt på den lille nordjyske by, vi sidder i nu.

Jeg slår til, da kagen er ved at blive sendt rundt om det opdækkede fødselsdagsbord med hvid dug, hvorpå der ligger små firkanter af træ med Dannebrog malet på. Et par steder på bordet står enkelte rød-hvide flag hejst på små, hvidmalede træflagstænger. Jeg tørrer fingrene i min flagdekorerede serviet og rømmer mig:

”Jeg har brug for jeres hjælp,” siger jeg og forklarer, at jeg gerne vil spørge dem om noget. Jeg vil gerne høre, om de er glade for at være danskere – hvorfor, hvorfor ikke?

Der lyder små, overraskede reaktioner rundt om bordet. Åh, haha, tja … Den skal lige sluges, kan jeg mærke, folk skal lige overveje situationen.

Min onkel spørger:

”Stolt – eller glad for at være dansker?”

Stolt, understreger jeg, før vi bliver enige om, at det bestemt ikke er det samme.

”Jeg er glad for at være dansker, men jeg er mindre stolt af det, end jeg var for 20 år siden,” siger min mor og fremhæver Muhammedtegningerne som en af årsagerne til den udmelding. Til gengæld er hun stolt af det sikkerhedsnet, vi har i Danmark, og flere omkring nikker og giver hende ret. Min onkel siger, at han ikke er blevet mindre stolt, og sådan kommer snakken i gang.

Min mor er stolt af den ytringsfrihed, vi har i Danmark, siger hun, og hendes bedste veninde er stolt af sundhedsvæsnet. Det er især blevet tydeligt, efter at hendes datter fik kræft og var afhængig af behandling, der i andre lande ville være ekstrem dyr. I dag er hun heldigvis erklæret kræftfri, men hun er stadig afhængig af en særlig sprøjte med væksthormon, som koster i omegnen af 20.000 kroner for en måned. I mange lande ville det være helt umuligt at få råd til, men ikke her.

Samtalen truer med at strande ved sundhedsvæsnet, så jeg opsummerer:

”Så, sundhedsvæsenet er vi stolte af!”

Der er stille lidt, mens folk kigger op i loftet, ned i dugen eller på hinanden.

”Jeg synes også selv, det er svært at sætte ord på stoltheden,” siger jeg til bordet.

Mors bedste venindes mand byder ind og siger, at han er stolt af den ro, der er i Danmark, og sammenligner med de uroligheder, som man ser i mange af de lande, der ligger omkring os. Bandeopgør og stenkast mod biler i Sverige, for bare at nævne nogle eksempler.

”Det handler nok om, at vi har mere tillid til vores myndigheder,” reflekterer min onkel, og det får andre til at fremhæve, hvor imponerende det er, at så mange danskere har udvist tillid til myndighederne under pandemien.

Kommende konge

Min mor er stolt af monarkiet. Det repræsenterer Danmark på en positiv måde, som noget smukt og ordentligt, siger hun.

”Og vi har en fremtidige konge, der laver Royal Run,” siger hendes veninde, og nogen kommer til at tænke på hans optræden med Nephew på Roskilde for nogle år siden. Jeg fornemmer, at Kronprinsen er et hit.

Min kæreste nævner igen det sikkerhedsnet, der kendetegner Danmark. Reflekterer over, hvordan det er med til at give os større frihed til at være kreative.

”Vi har mange sportslige og kreative talenter, der er kendte over hele verden,” siger han og tilføjer, at han også er fan af Janteloven:

”Der er en særlig ydmyghed forbundet med den.”

Det får mig til at stille spørgsmålet: ”Tror I, at det at være stolt af at være dansker har noget at gøre med vores lands størrelse?”

Kagen er på vej rundt om bordet endnu en gang, da min mors venindes mand kommer til at tænke på dansk virksomhedsledelse.

”Der er i hvert fald en større sammenhæng mellem bund og top i mange virksomheder. En større sammenhængskraft,” siger han.

Det får min onkel, der arbejder med englændere, til at tænke på sine kolleger. Han beskriver den arrogance, som han ser hos dem, og som tydeligt adskiller dem fra danskerne. Måske det er et levn fra landets dage som imperium, siger han: Det er, som om mange britere tror, de er skabt til storhed.

”For os er det fint, at vi rundtomkring har nogle enkelte bynavne opkaldt efter os,” siger han.

Mors venindes mand taler videre om de danske virksomheder:

”I mange virksomheder tør man træffe beslutninger på lavere niveau …”

Nu er kagen endt hos ham, og han stopper med at tale. Han har svært ved at multitaske, siger han, og tager et stykke, før han fortsætter:

”Man har tillid til chefen og omvendt. Jeg har arbejdet sammen med norske virksomheder. Efter min oplevelse er det ofte mere snak end handling hos dem. Og så er jeg også stolt af grøn energi. En virksomhed som Vestas, for eksempel.”

Min mor og yngste lillebror nikker og giver ham ret. Grøn energi, nu har vi fat i noget. Jeg øjner muligheden for at prikke lidt til min lillebror og høre mere om, hvad han er stolt af. Svaret er noget i retning af: Strøm, elpærer – og LEGO!

Fællesskabet

”Er der så noget, I ikke er så stolte af?” spørger jeg.

Det er der. Ingen om bordet er særlig glade for vores ry udadtil. Særligt når det drejer sig om flygtninge. Seneste eksempel er, at vi ikke vil have flygtninge fra Afghanistan.

”Danmark har ikke et godt ry ude i verden i forhold til flygtninge,” siger min onkel.

”Jeg er lidt flov over Sussie og Leo,” siger min mor og fremkalder en kort latter rundt om bordet.

”Jamen, hvorfor er man så populær uden at kunne noget?!”

”Det er der mange, der er,” siger hendes venindes mand, og det må vi jo give ham ret i.

Min onkel vender samtalen tilbage på stoltheden. Flaget, siger han og mener det danske flag. Det er han stolt af. Men ikke på en nationalistisk måde, mere på en festlig måde. Mit blik løber hen over bordet og lander på fødselaren.

I gave har min søster bl.a. fået en bog om fodboldåret 2021. Hun er blevet vaskeægte fodboldfan i år, og hun er kommet til at tænke på et interview med Joakim Mæhle fra landsholdet (ham er hun i hvert fald blevet fan af), der i et interview netop har udtrykt stolthed over det danske flag.

Jeg tænker på fodboldåret 2021, på Dannebrog, der hænger ned fra altaner og på fællessang i gaden.

Der må være noget med størrelsen på vores land, tænker jeg igen. Vi er små og derfor stolte af, når vi klarer os godt udadtil. Men på det punkt adskiller vi os nok ikke fra andre lande.

Der er en, der siger ”hygge”. Det overrasker mig, at det først bliver nævnt nu. Den følelse er om noget blevet en eksportsucces.

Min ældste lillebror byder ind og siger ”vikingerne”.

”Dem er vi da også lidt stolte af at være beslægtede med, ikke? Se, hvor store vi har været i andre lande og lagt navn til byer. Newcastle. Grimsby,” siger han og understreger dermed den pointe, min onkel lavede tidligere.

Vi er altså stolte af dem, der er kendt for at voldtage og plyndre, tænker jeg for mig selv og husker en artikel, jeg skrev for OXY Magazine tidligere på året om fællesskaber. Om, hvordan vi alle har behov for at tilhøre forskellige grupper, behov for fællesskaber. Et sted at høre til på godt og ondt.

Nu har de fleste fået deres tunger på gled og remser op i flæng: De er stolte af, at Danmark er et foregangsland for homoseksualitet. Og fri abort. Stolte af, at vi bor i det land, der var først til at frigive porno. Vi er tolerante for folk, der bor her. Men ikke folk, der vil ind.

”Måske er det netop på grund af vores lille størrelse. Vi vil gerne værne om det, vi har,” siger min mor.

Europæer, skandinav, nordjyde

Min anden onkel og min tante kommer forsinkede til festen senere den aften. Vi sidder og snakker, da der er en, der udfordrer dem med samme spørgsmål, som jeg udfordrede de andre med: Er I stolte af at være danskere?

 Måske ikke deciderede stolte, lyder den hurtige konklusion.

”Jeg synes for eksempel, der er for mange tests i skolen. Det er jeg ikke stolt af. Hvorfor handler alt om gode karakterer?” spørger min tante retorisk.

Men sammenligner man os med andre lande, jo, så er de vel stolte. De fremhæver Polen, der i realiteten nu har forbudt abort, med vores egen abortlovgivning her i landet.

Måske er de i virkeligheden mere stolte af at være europæere eller skandinavere end de er af at være danskere, når de frem til.

”Europa er bedre end andre områder, man sammenligner sig med. F.eks. Qatar eller Afrika. Men ellers er jeg mere stolt af det lokale fællesskab, vi har,” siger min tante, der sammen med min onkel om nogen engagerer sig i det lille lokalsamfund, hvor de bor. De deltager ofte i lokale arrangementer, hvis ikke de selv afholder dem.

”I et lille samfund er der tillid,” understreger hun.

Hun siger, at hun er stolt af, at der ikke er meget korruption i landet, mens min onkel er stolt af, at vi er gode til at dele ”goderne” med hinanden.

Jeg takker for deres input og kigger mod køkkenet, ramt af lugten fra ovnen. Jeg spiser ikke kød, men jeg morer mig alligevel over, at det lige netop er flæskesteg, vi skal spise i aften.