Danskhedens stemme

At synge på dansk er i høj grad ”tilbage på mode” i den danske populærmusik. Lytter man nærmere til de nye stemmer, der synger de danske tekster, beskæftiger de sig ofte med en udforskning og udfordring af den nationale identitet, der knytter sig til sproget. OXY har snakket med de to bands Søn og AySay om begrebet ”danskhed” i forhold til deres musik.

Af Niels Kristian Bonde Jensen, journalist  | Foto: AySay, pressefoto
6. december 2021  | Danskhed

Er du bosat i Danmark og sker det, at du hører musik? Så langt så godt. I så fald er der nemlig en overhængende chance for, at du særligt i løbet af de sidste, skal vi sige, 5-7 år har hørt det danske sprog blive sunget ind i dine øregange med unormal høj hyppighed. For er det ikke som om, at der er sket, og stadig sker, en opblomstring i den dansksprogede musik? Er det ikke som om, at det har væltet frem med nye, unge bands og artister, der på tværs af genrer har det tilfælles, at de ikke blot vedkender sig det danske sprog som vokal udtryksform, men også vender og drejer det; tager det helt nye steder hen? Fra Minds of 99, Bisse, Barselona, Jung osv. i rock/indiesfæren til Tessa, Gilli, Sivas osv. på hiphopscenen, og alle mulige indimellem. Kan det virkelig passe, at vores lille, begrænsede og snøvlende modersmål i denne engelsk-dominerede medievirkelighed er tilbage på mode?

Og her må jeg allerede skuffe dig. For denne artikel kommer ikke med det endegyldige svar på ”hvorfor”. At finde frem til ÅRSAGEN til den nye, dansksprogede bølges succes er en umiddelbar umulig opgave, for årsagerne er naturligvis flere på én gang. Måske kan man pege på en modbevægelse mod globaliseringens kulturhomogeniserende slagside? Der er nok også noget med hitlister og algoritmer. De danske radiostationer, festivaler og hele den musikalske infrastruktur spiller sikkert en større rolle, end man lige går og tror. Der må ligge nogle gode musikvidenskabelige forskningsprojekter og vente her.

I stedet vil jeg her, lidt mere håndgribeligt, tage fat i én af de mulige årsager til det danske sprogs nye musikalske genklang, der kan findes i et centralt tema i teksterne: Nemlig hvordan begrebet ”danskhed” – den nationale identitet – tages op til genfortolkning. For de stemmer, vi hører synge til os, eksisterer jo ikke i et tomrum. De kommer inde fra maven hos nogle individer af kød og blod, der lever i et samfund, der er fyldt med kompleksiteter og modsætningsforhold. Et samfund, som ikke mindst i løbet af de senere år har haft store diskussioner om, hvem og hvad, der er med og ikke med i fællesskabet Danmark. Hvilket kor af stemmer repræsenterer stemmerne i musikken? Hvad er det for kvaler, de besynger? Og hvordan hænger det sammen med en særlig dansk – mere præcist – en særlig ung og dansk erfaring netop nu? For at blive klogere på dét (og meget andet), har jeg hevet fat i to forskelligartede repræsentanter for danskhedens stemme:

Danskhedens statusopdatering

Vi starter en smule vest for Valby Bakke. Her snakker jeg i et lille indspilningsstudie med Kristoffer Jessen (forsanger) og Jonathan Leer-Birlov (keys) fra bandet Søn, der arbejder på en kommende EP.

”Er du interesseret i havremælk?”, bliver jeg spurgt i umiddelbar forlængelse af en kop kaffe. Det er jeg, ligesom bandet, og særligt Jessen som sanger og sangskriver er interesseret i at arbejde med det danske sprog. Det med havremælken kunne faktisk næsten være en linje fra en af Søns sange, der bærer titler som ”Jesper Buch”, ”Danish Crown”, ”Det Skandinaviske Design” og, bedst, ”På toppen af en langsomt væltende Storebæltsbro”. Det er sange, der med humor og legesyge, men også patosfyldt poesi, omkredser hverdagen for et ungt, dansk menneske, der står dér; forelsket, fortvivlet og meget andet, rodfæstet i konkrete, lokale steder og traditioner og ikoner, der er blevet til lidt for selvglade brands for det særligt danske: hygge, minimalisme, kvalitet, velfærd. Kulde.

Foto: Søn, pressefoto

Men sangene åbner også døren til de større, uoverskuelige bekymringer, der kendetegner hverdagen for en global generation: klimakrise, ligestilling, fremmedfjendskhed. Om den åbning af det konkrete mod noget universelt, der ligger i Søns omgang med det danske sprog, forklarer de to:

Jessen: ”Helt lavpraktisk er mulighedsrummet bare større for mig, fordi jeg kan flere ord på dansk. Jeg begyndte at synge på dansk, da jeg var 16-17 år og mærkede hurtigt, at jeg havde flere udtryksmuligheder, og at det blev mere personligt. Nogle gange har jeg prøvet at skrive noget på engelsk, men jeg kan bare mærke, hvordan det bliver lidt mere generisk og prototypeagtigt, og lidt mindre mig. Til gengæld kan der være større modstand i det danske sprog – det kan godt være lidt hårdere og mere bøvlet rent fonetisk end f.eks. engelsk eller portugisisk, som jeg også har sunget lidt på, som jo bare er blødere og har nogle mere åbne vokallyde. I forhold til at bruge stednavne og personer gør det det nemmere at synge om noget meget konkret. Det har altid stået mig meget nært at synge om konkrete ting: Der er mange associationer forbundet med at tage fat i en specifik person eller specifikt sted – det er på en gang enormt tydeligt og afgrænset, men samtidig åbner det op for følelser og fortolkninger.”

Leer-Birlov: ”Når man tager nogle meget konkrete billeder, ligger der også ofte noget abstrakt bagved, hvor hvis man gør det omvendt – sådan oppefra og ned i stedet fra nedefra og op – oplever jeg, at det er sværere at ramme på det følelsesmæssige plan.”

Jessen: ”Det billedskabende hænger også meget sammen med det sansende. Og der er bare så meget fantastisk og umiddelbart i det sansende, hvor man kan gå lige ind i noget ægte uden at skulle forbi sådan et tænkt eller rationelt filter.”

Hvis man tolker denne billedskabende stemme i Søns musik som repræsentant for en bestemt dansk demografi, må det være det unge, etnisk danske middelklasseliv, der er på spil. Om ikke andet er det en gruppe, bandmedlemmerne selv tilhører - og teksterne tager altid udgangspunkt i deres eget liv. Jeg spørger Søn ind til, hvad de tænker om begrebet ”danskhed” generelt, og om hvad der for dem er unikt ved at være ung i Danmark:

Leer-Birlov: ”For mig er det (danskhed, red.) blevet et kontrastfyldt og kontroversielt ord. I den politiske debat er der meget tale om, hvem der er inkluderet og ikke-inkluderet i danskheden. Jeg er jo dansk og født og opvokset her, og der er mange traditioner og den måde, vi har indrettet os på osv., som jeg godt kan lide, men samtidig er det et fællesskab med nogle afgrænsninger, som jeg personligt kan have lidt svært ved. Jeg ved ikke om du er enig, Kristoffer, men når man er ung i Danmark, er der jo også et vist privilegium, hvor man også forpligter sig til at tage stilling til nogle større ting.”

Jessen:  ”Ja, der er et overskud til at forholde sig til andre mennesker og ens ansvar overfor omverden. Hvis man struggler med sin egen situation, er det jo klart, at man bliver nødt til at tage sig af det først. Men hvis man har styr på sin situation, også som følge af et rigt og velfungerende samfund, begynder man nok nemmere at stille spørgsmål til andre menneskers liv, hvordan ens land er i verden osv. Det kan også afføde en form for skam: at være nogle af dem, der er allerbedst stillede og har flest ressourcer, men så at opleve, at ens land ikke tager et globalt ansvar, som man synes ville være retfærdigt. Det som regeringen og folketinget gør, bliver jo på den måde også en repræsentant for danskerne og det danske udadtil”.

Danskhedens åbne dør

Det med skammen og danskheden går igen, da jeg møder Luna Ersahin, forsanger, sangskriver og saz-spiller i bandet AySay. Som datter af en etnisk dansk mor og en kurdisk far fra Tyrkiet er Ersahins sangstemme, der i AySays musik flyder fra dansk over i tyrkisk og kurdisk og tilbage igen, repræsentant for en ung, dansk blandingsidentitet. En identitet der også høres i selve musikken: en smeltedigel af folkemusikalske traditioner fra Mellemøsten og Skandinavien tilsat elektroniske klangflader. Om at være knyttet til danskheden og de danske privilegier, men samtidig fremmedgjort fra den, fortæller hun:

”Indtil jeg var teenager, har jeg altid haft en længsel, som jeg ikke kunne sætte så mange ord på. Jeg vidste godt, at jeg indeholdt noget, som mine klassekammerater ikke gjorde, men jeg havde svært ved at finde ud af, hvad jeg manglede. Det tyrkiske har fyldt meget i min opvækst – både sproget og kulturen – men det har alligevel været svært at manøvre rundt i. Jeg tog derfor på udveksling til Tyrkiet og har de sidste 10 års tid været på en personlig rejse, hvor jeg er kommet frem til, at jeg bliver nødt til at samle mine to halve for at kunne føle mig hel. Så i min musik undersøger jeg dét; jeg vælger ikke, men viser folk præcis, hvem jeg er, og at det er jeg stolt af. Jeg synes ikke, at man skal gemme noget af sig selv væk, fordi der er blevet pålagt en form for strukturel skam, eller måske bare fordi det er lettere. Man skal kunne mærke hele mennesket.”

Den 21. oktober i år skrev Ersahin og Aske Døssing Bendixen (producer og musiker i AySay) en kommentar i GAFFA, hvori de netop opfordrer til en udvidelse af danskhedsbegrebet i en moderne, multikulturel virkelighed. Kommentaren og AySays musik åbner op for en interessant refleksion over skellet mellem national stolthed og ekskluderende nationalisme generelt set: Den folkemusikalske indflydelse trækker jo bevidst på visse kulturarve, der er forbundet med specifikke traditioner og en stolthed over, at videregive dem fra generation til generation. Samtidig er intentionen bag AySay netop ikke at skabe et ekskluderende nationalt fællesskab, men derimod at eksperimentere og åbne det op.

Ersahin forklarer:

”Det, jeg ønsker, man hører, er en form for tidskapsel eller vakuum, hvor der ikke er 3000 kilometer fra Danmark til Tyrkiet. Det handler om at anskue vores fælles historie som mennesker og væsner på jorden som en naturlighed og selvfølgelighed. Mennesker er emigreret i tusinder af år og har skabt hybridmennesker, men for det meste har de mennesker været tvunget til at assimilere i de samfund, hvor de er kommet til. Jeg kunne godt tænke mig, at verden snart er moden til at rykke videre. For mig er første niveau en personlig undersøgelse. Næste niveau er en samfundsundersøgelse: hvordan kan vi blive hyldet for dem, vi er? Gennem kunsten og musikken vil jeg gerne skabe en flydende bevægelse og ikke et skift, hvor man hører noget og pludseligt noget andet, og føler at man er rejst langt.”

Hun uddyber:

”Jeg er interesseret i, hvilke ord vi bruger. F.eks. bruger jeg ordet ”racist” i min klumme, hvilket jeg siden har fortrudt, fordi det ord får en stor magt. I stedet burde man omtale det som ”vi har alle racistiske mønstre”, så man fjerner mønstrene fra personen. På samme måde er det i virkeligheden smertefuldt at omtale sig selv eller andre som halvt noget og halvt noget andet, fordi det er ikke ønskværdigt i sin definition. Vi ønsker alle at være hele og tilstrækkelige. Det er de ting, vi associerer danskhed med, og ikke danskhed i sig selv, som potentielt kan være farlige.”

Foto: AySay, pressefoto

Vi vender tilbage til selve musikken, og hvordan blandingen af lyde fra forskellige geografiske områder er den måde, hvorpå kunsten illustrerer det frugtbare møde, som folkevandringer og blandede etniciteter resulterer i:

”Vores vestlige input kommer meget i produktionen, gennem formsproget og så den måde, jeg f.eks. spiller saz eller synger på, hvilket jo er sygt interessant: I kraft af hvem jeg er – jeg har en dansk mor og er ikke opvokset i Tyrkiet – bliver det netop ikke ”traditionelt”. Jeg har jo også accent på tyrkisk og kurdisk. Så det mellemøstlige bliver dét, jeg skal udforske, hvor jeg i forvejen har kunnet tage ejerskab over det danske. Konkret kommer det mellemøstlige meget til udtryk gennem rytmer og skæve taktarter og tonematerialet, men der er også noget med følelserne - jeg tør meget mere på tyrkisk, hvilket også er det, jeg prøver at trække ind i de danske tekster. Jeg bruger generelt som person meget store ord og vil gerne have, at store følelser godt må fylde. Så er der også mange mellemøstlige instrumenter, der vækker noget helt vildt i mig: en genklang, der er dybere end sproget. Jeg er jo sanger, men vil egentlig gerne tale til det ordløse, fordi der findes mere umiddelbare forbindelser dér og færre barriere.”

Danskhedens dilemma

Begynder man at lytte til nogle af de nye stemmer, der synger til os fra den aktuelle, danske udgave af musikkens evige, urmenneskelige domæne, kan man altså lære meget om det samfund, som stemmerne eksisterer i og sendes ud gennem. Det er sange fra en nation og et folk, der står ved en form for skillevej; skal det åbne øjne og øre og acceptere, at tidens tand har det med at forskyde demografier, udvide kategorierne og gøre verden større? Eller skal det lukke sig i og slå værn om sig og sine – hvem end, der så måtte være med i dén klub – for at beskytte sig mod de udfordringer, som fremtiden unægteligt bringer? At disse stemmer, fra vidt forskellige ståsteder, tager ejerskab over nationens talte sprog ved at strække det ud, klippe i det og blande det med andre sprog er til dels en underholdende, æstetisk udforskning for alle os, der kan dansk og holder af det. Men det er også en prisværdig udfordring af den nationale identitets præmisser, som et levende kulturliv altid bør stille spørgsmålstegn ved: Det er først den dag, hvor danske stemmer tier om danskhedens begrænsninger, at Danmark mister sin identitet.