Af Cathrine Marie Nørgaard, journalist, cmn@artico.dk | Indtalt af Joy Fryd Larsen

Min dag er startet langsomt. Det er foregået med nattøj under dynen på sofaen og med computeren og et blankt Word-dokument på skødet. Mit hoved værker, tynget af gårsdagens sociale happenings. Ikke, at der var specielt mange. Jeg havde et ærinde på kontoret, hvor jeg udvekslede et par ord med de få af mine kolleger, der var der. Det var dejligt at se deres ansigter igen uden skærmen som evigt filter. Selvom det bare var i 20 minutter. Eller måske lige netop fordi det ikke var længere tid end det.

De seneste måneder er jeg begyndt at blive bevidst om mig selv i sociale situationer. Selv de kortvarige, som de fleste efterhånden er. Der er sket en forandring, som jeg måske er den eneste, der kan se. Fordi jeg ved, hvad der går forud.

Tag i går som eksempel. I periferien af mit eget sind lagde jeg mærke til mine kollegers kommentarer og jokende bemærkninger. De små, interne af slagsen, som blev ytret i forventning om, at også jeg skulle reagere på dem. Deltage i ping-pongen. Men jeg kunne ikke komme i tanker om noget at sige. Der var ingen ord at tage fra i min sociale samtalebank. Så jeg blev stående med mundbind på og stirrede. Ned i mobilen, min fortrolige gennem det sidste år. Uundværlig i de øjeblikke, hvor jeg har brug for en digital notesbog til mit voksende tankespind. Som et outlet for min indre stemme, der er vokset i takt med, at jeg har genfundet mig selv som introvert i kølvandet på gentagne nedlukninger. Jeg har fået sværere ved at bruge min ydre stemme. Small-talke. Det er ellers noget, jeg har lært mig selv at gøre. At reagere med et klogt eller mindre klogt udsagn. Det var før corona, og det tog mig årevis at lære.

Jeg havde et interview lige bagefter, som drænede resten af min energi. Kilden roste mig for min evne til at lytte. En af mine mange brugbare skills som journalist. Og jeg nyder at lytte frem for at tale, jeg nyder at have mulighed for mentalt at læne mig tilbage og suge til mig af information, så jeg kan gennemskue mønstrene i den historie, jeg får serveret. Det kræver meget af min energi. Det har det altid gjort. Nu er det bare lidt tydeligere, end det var før.

Det falske pres

For hver dag, der går, strømmer lyset stadig kraftigere ind gennem alle sprækker i hjemmet. Foråret er optakt til sommer, til samvær og øl i solskin. Jeg ser dagens træthed som en forsmag på, hvad genåbningen kommer til at have af effekt på min krop. Den uundgåelige konsekvens af at have været afskåret fra samfundets overhalingsbaner i et år. Mit fokus er skiftet.

Jeg er en af dem, der har haft gavn af pandemien. Hver gang jeg siger det, ved jeg godt, at det kan lyde tarveligt. Der er rigtig mange, der har mistet, mens jeg har vundet. Jeg er samtidig ret sikker på, at jeg ikke er den eneste, der synes, at pandemien har gjort dem godt. Jeg fornemmer det i de samtaler, jeg har med mine veninder. De foregår typisk telefonisk disse dage og starter gerne med, at vi begge brokker os over situationen. Det håbløse i vores lejligheders kedelige vægge. Så mindes vi de gode gamle dage. En fredag aften i biografens mørke med hånden nede i en bøtte popcorn. Eller en lørdag med fart på, dansende på bardisken. Ret skal være ret: Det har jeg aldrig gjort. Byen er et af de steder, hvor min introverte side har overlevet bedst. Men derfor kan man vel godt længes efter det. Som et billede på frihed. 

Men der er andre måder at være fri på. Og samtalerne har det også med hurtigt at ændre karakter. Hvis ikke den ene fremhæver det, gør den anden. At pandemien trods alt har gjort os godt. Givet os ro. Min veninde har ikke længere fyldt sit liv til randen med sociale aftaler. Bare tanken gør hende træt i dag. Heller ikke jeg lider længere under et falsk pres om hele tiden at være social. I stedet er jeg hjemme næsten hver fredag aften. Og det giver mig ikke længere dårlig samvittighed, når jeg foretrækker at forsvinde ind i min egen verden.

Engang var det stort set det eneste sted, jeg var. Her eksisterede friheden til at være hvem eller hvad som helst. Når min mor læste bøger for mig, inden jeg skulle sove. Når jeg kunne fordybe mig i en leg med plastikfigurer eller se en Disney-film. Og da jeg blev ældre, fandt jeg friheden i læsningen. Først de lette bøger, så de tungere. Gerne en serie, så jeg kunne få lov at blive lidt længere i den fiktive verden. Der, hvor fysiske barrierer ikke eksisterer. 

Men jeg måtte forandre mig. Det var altid det, lærerne fortalte mine forældre til skole-hjem-samtalerne. Først fik jeg ros for at være dygtig, flittig, pligtopfyldende, og så understregede de, at jeg var nødt til at sige noget mere. Række hånden op, for de vidste jo, at jeg havde styr på det. Jeg skulle bare vise det. Ligesom alle de andre. Jeg kunne ikke blive ved med at holde mig for mig selv. Dvæle i min egen generthed. Min trygge hule.

Det var ikke uden frygt, at jeg gjorde som befalet. En af de mest øredøvende lyde jeg kender, er pulsen i ørerne i sekunderne inden, jeg tvinger min blytunge hånd i vejret. Ordene, der bliver leveret med rystende stemme foran 25 par stirrende øjne. Det var startskuddet til at blive mere ekstrovert. Åbne op for verden. Gennem årene har jeg kæmpet (ofte hårdt) for at opbygge mig selv som et udadvendt individ. Jeg hader stadig at tale foran mange mennesker. Men jeg har lært at se bort fra det. Fordi jeg gerne vil være sådan en, der møder verden med et åbent sind. Det kan man vel ikke være, hvis man sætter hængelås på døren ind til sit allerinderste. Kan man?

Coronafrihed

Jeg holder af min ekstroverte side. Den har åbnet døre ind til verdener, jeg engang kun læste om i bøger eller forestillede mig i mit hoved. Den har haft afgørende betydning for det at vokse op og blive til den, jeg er i dag. Men i processen mod at blive voksen, har jeg glemt, hvad det vil sige at være introvert. Hvor meget jeg holder af det.

Da pandemien ramte, var der pludselig ingenting, vi skulle nå. Lande, skoler, butikker og private hjem blev forbudte territorier. Alt trak sig sammen. Med samme mekanisme som var det en lunges krampagtige muskel, blev vi alle suget indad, hvert til sit, først i små stød, så i én stor indånding. Fra den ene dag til den anden gik vi fra at se mennesker konstant, hver dag, i planlagte tidsrum, til at lukke murene om os selv og eksistere i isolation. I alle tidsrum. 

I starten havde jeg stadig travlt. Der var lige en uddannelse, jeg skulle brillere i. Jeg fulgte undervisningen online. Fandt det ganske fint at kunne mute mig selv i timerne. Og snart opdagede jeg en vej parallelt med den, jeg befandt mig på. Her eksisterer en simpel, varm og velkendt glæde, som jeg nu har formået at nærme mig gennem måneder med intens hakken i forstyrrende kampesten, gamle vaner, som jeg har opbygget gennem årene. I processen har også mine hårdt oparbejdede vaner lidt hårde slag. Men de måtte nedbrydes, før jeg kunne se, at de var der. Som en afskærmning mod noget i mit væsen, som jeg engang lærte var mindre rigtigt end det, jeg kunne være.

”Jeg er faktisk rigtig glad,” sagde jeg på et tidspunkt til en, der spurgte, hvordan jeg klarede det i isolationens tidsalder. Det er en sætning, jeg har gentaget siden for at udtrykke min nyfundne frihed. For pludselig befandt jeg mig igen i en velkendt verden af fordybelse, fantasi og eftertænksomhed. Læste den ene bog efter den anden og begyndte selv at skrive. Ligesom dengang, hvor jeg var tættere på min sårbarhed, og skriften var mit primære tilflugtssted. Min ven. Min eneste mulighed for at koble den ene tanke på den anden og vise mig selv, at JEG EKSISTERER.

Corona har givet mig friheden til at finde tilbage til mig selv.  

Men jeg kan ikke lade være med at være bange for, hvad denne tilbagevenden til gamle tider har betydet for min evne til at være menneske foran andre mennesker. Og mest af alt er jeg bange for, at resocialiseringen kommer til at tage kræfter fra det, jeg har genfundet. Når tirsdagsaftener bliver til madklubber i stedet for sofahygge med bøger, eller når dagens gåtur bliver til presset opgaveløsning på kontoret. Kommer jeg overhovedet til at tage noget med mig? Har jeg overhovedet lært noget om mig selv? Tør jeg stå ved det?

Resocialisering

Det bliver en udmattende proces at vende tilbage til normalen. Misforstå mig ikke – jeg savner at være mere end 20 minutter på kontoret og at joke med mine kolleger. Men tiden og roen har mindet mig om alle de ting, jeg har brugt energi på at placere et sted i baggrunden af mit liv. 

Nu er jeg fri, som jeg ikke har været det længe. Fri til at drømme og eksistere i en del af mig selv, jeg engang vendte ryggen. Jeg vil glæde mig til den dag, hvor samfundet igen åbner op. Så jeg kan se mine venner lidt mere, mine kolleger, så jeg kan feste og måske lære at danse på bardisken. Hvis det er det, jeg har lyst til. For hvis der er noget, vi må love os selv at tage med fra denne pandemi, så er det friheden til at kunne sige fra. Blive hjemme lørdag aften. Lukke sig inde i sin egen boble. Det er ikke tit, man får lov at genopleve og videreføre livgivende vaner fra barndommen. Nu vil jeg beskytte dem bedre end før, så de ikke flyder uset ud med tidens badevand.

Der skulle en pandemi til for at minde mig om, at min styrke eksisterer i tidens åndehuller. Mine egne bobler, hvor jeg kan høre mig selv. Heri ligger frihed for mig, det er her, jeg har mit kald og kan navigere i de historier, der skal fortælles. Andres og mine egne. Med eller uden nattøj på. I al hast ud ad døren eller under dynen med en kop kaffe. Der er heldigvis ikke kun én måde at gøre tingene på. Hvis ikke vi vidste det før, ved vi det nu. For jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har opnået vigtige erkendelser det seneste år. Vores samfund er et kollektiv af individer, som i månedsvis har været netop dét før alt andet. Individer. Snart skal vi alle mødes og genintroduceres til samfundet. Flette sammen på ny.

Vi, der primært identificerer os som introverte, har klaret det før. Fundet vores plads i højhastighedssamfundet, og vi kommer til at kunne gøre det igen. Men lad det ikke være på bekostning af den sårbarhed, vi gemmer i vores introverte hule. Den, vi har gemt bag en lås, som kun vi har nøglen til. En særlig måde at leve og overleve på. Den er vores frihed til at kunne sidde stille, når man ikke længere må løbe. Vores frihed til at sige fra, når andre ikke kan. Vores frihed til at kunne høre i en verden af larm, til at lytte, når andre råber. Hvis vi bare omfavner vores egen indelukkethed, hvis bare vi husker, at den er vigtig. Så kan vi, også på den anden side af pandemien, fortsætte ad fordybelsens simple sti. Forsætte med at være den bedst mulige version af os selv. Ikke kun i vintermørkets privatsfære, men i sommersolen. Vi skal træde ud i det blændende lys og lade det skinne på os hele vejen hjem. Tage plads i hulen og svælge i alle de nuancer, der udgør livet. Dele vores refleksioner med verden. Hvis vi vil.