Jeg har besluttet mig for at bruge mere tid i naturen her i oktober i håb om at lære at holde mere af miljøet og klimaet. Jeg har svært ved at gå op i klimaforandringerne, måske fordi det er besværligt at lægge mit liv om, måske fordi jeg er doven og forkælet, måske fordi jeg godt kan lide idéen om spritnyt tøj, som ingen har gået med før mig. Uanset grunden, så er det ikke en farve, der klæder mig. Jeg vil derfor udsætte mig selv for en omgang klimasamvittigheds-gavage. Det startede med en tur i Tisvilde Hegn i fredags.

Af Katrine Blauenfeldt, chefredaktør på OXY Magazine

Klokken er 9.38, da jeg træder ind i metroen, som skal føre mig til Nørreport, hvor et S-tog skal føre mig til Lyngby, hvor et andet S-tog skal føre mig til Hillerød, hvor Lokalbane 960R skal føre mig til Helsinge, hvor jeg omsider skal stige om bord på det sidste transportmiddel for at nå Tisvildeleje, nemlig en togbus. En tanke opstår i mit hoved, da jeg er omkring Birkerød, ”hvorfor skal det være så besværligt at komme ud til naturen? No wonder, at alle bliver i byerne.” Dog går der ikke længe, før jeg får et hint om, what all the fuss is about. I toget mod Helsinge kører vi stort set kun gennem skov og ved siden af marker, og det er som om mine øjenæbler i flere år har skreget på at få lov til at stirre intenst på farven grøn i længere tid. Men i stedet for at tage ud i naturen med jævne mellemrum, har jeg insisteret på at mase beton og asfalt ind i hovedet og overbevist mig selv om, at en tur i Kongens Have har været rigeligt.

Da jeg stiger ud af bussen på Tisvilde station og bevæger mig ned ad Hovedgaden mod skoven, lægger jeg mærke til, at jeg går langsommere end jeg plejer. Er det, fordi jeg slapper mere af end normalt? Er det, fordi jeg indser, at jeg ikke har travlt? Jeg ved det ikke helt, men det føles rart.

Da jeg har gået i et par minutter i skoven, begynder en snigende irritation at vokse. Der går nogle sekunder, før det går op for mig, at det er, fordi jeg har fået øje på en skovlegeplads længere fremme. Jeg har ikke brugt to timer på at komme væk fra den larmende by for at se på larmende unger med snotnæser i flyverdragter. Jeg får talt mig selv til ro ved at minde mig om, at Tisvilde Hegn er Danmarks femtestørste skov og den derfor nok godt kan byde på mere end en gynge lavet af et reb og en pind og en bunke børn, der skændes om, hvis tur det er til at sidde på den pind.

Jeg går i en stor bue uden om skovlegepladsen og kort efter hører jeg noget besynderligt. Noget, der virker bekendt, men det her er mere intenst. Det er fugle. Fugle, der pipper, der basker rundt mellem trætoppene, der hakker i træer. Jeg bliver imponeret over, hvor mange lyde, der er i naturen, nu hvor der ikke er busser, vejarbejde og bilalarmer til at overdøve dem. Jeg føler, at jeg er en del af naturen, som om det altid har været meningen, at jeg skulle være lige præcis her, på dette mos, på dette tidspunkt. En solstråle bryder frem mellem nogle blade, og jeg føler, at jeg har fået adgang til et eller andet hemmeligt, som ingen andre kender til, og jeg vil ikke dele. Jeg vil have det hele for mig selv.

I dette øjeblik har jeg det ret fedt over at være i en skov.

Nu skal jeg tisse. Det er ikke et problem. Jeg har taget en skraldepose, toiletpapir og desinficerende gel med. Jeg hiver mine bukser ned og squatter hen over nogle grene og blade og begynder at tisse. Men så sker det, der ikke må ske. Min mave rumsterer. Menstruationsrumsterer. Jeg har nemlig valgt at tage langt ud i en skov på førstedagen af min menstruation. Og en af de velsignelser, som jeg har fået hældt ned over mig, er, at jeg altid får diarré på førstedagen. Om jeg er yderst selvsaboterende eller haft hukommelsestab, da jeg planlagde turen, vides ikke, men jeg rejser mig lynhurtigt op, samler benene og kniber ballerne sammen, for jeg magter ikke at have tyndskid i en skov. I min panik over vildfaren lort glemmer jeg at stoppe med at tisse, da jeg rejser mig. Da jeg står med bukserne om anklerne, benene presset mod hinanden og ballerne klemt sammen, mens der løber urin ned ad mit ene inderlår, er det som om følelsen af at være en del af naturen ret hurtigt forlader min krop.

Heldigvis glemmer jeg straks alt om menstruation, mulig diarré og lugten af tis, fordi to hjorte løber lige forbi mig. Mit hjerte galoperer og jeg hviner af fryd, hvilket kommer helt bag på mig, fordi det er … ja, to hjorte.

Små øjeblikke fra min tur i Tisvilde Hegn.

Jeg går videre og nyder stilheden og den rene luft og forsøger at synke ned i naturen, men jeg bliver opmærksom på, at jeg hele tiden ved nøjagtigt, hvor jeg er, også selv om jeg har gået rundt i skoven i en time. Det ærgrer mig, fordi jeg havde håbet på at fare vild. Jeg havde håbet på at glemme alt om kontrol og i stedet bare være. Uden retning, formål og planer. Men jeg har hele tiden et kort over min placering i skoven i hovedet. Jeg sætter mig på en træstub og tænker over, hvor dårlig jeg er til at give slip og lade andre bestemme. Jeg vil så gerne have, at naturen bare bestemmer over mig og fører mig væk.

Jeg drejer et par gange rundt om mig selv med lukkede øjne i håb om at glemme, hvor nord er. Jeg putter hovedet ned mellem benene, da jeg åbner øjnene, fordi alt snurrer. Det går op for mig, at jeg slet ikke har kigget på skovbunden endnu, fordi jeg har haft travlt med at kigge på træer og fugle. Der er virkelig mange forskellige svampe. Og dyrelorte. Jeg står faktisk oveni en dyrelort. Jeg bliver ikke sur over at træde i lort, bare nysgerrig. Gid jeg vidste, hvilket dyr, der lagde sådan en lort. Og gid jeg vidste, hvad de her svampe hed og om man kan spise dem. Jeg kommer til at tænke på en artikel fra Zetland, der fortæller os alle sammen, at vi er ved at miste sproget for vores natur. Selv den nære natur. Der er også en test. Jeg fik 7 ud af 20 rigtige. Skammeligt.

Hvilke svampe er det her?

Jeg stikker hovedet helt ned til lortene, svampene, mosset og billerne, for det kan godt være, at jeg ikke kan navnene på noget af det, men så kan jeg i det mindste beskrive deres lugt. Jeg går rundt med hovedet hele nede ved skovbunden, indtil min nakke og ryg begynder at gøre ondt. Jeg rejser mig og tænker, at det vist er på tide at finde tilbage til udkanten af skoven og vende næsen hjem mod København.

Efter ca. 10 minutter har jeg stadig ikke fundet tilbage til det væltede træ, som jeg kravlede over på vejen ud og som var et at mine pejlemærker. Det begynder langsomt at sive ind: Jeg er faret vild. Jeg bliver en smule stolt af mig selv. For det vil sige, at jeg har været så optaget af naturen, at jeg har sluppet kontrollen. Victory!

Billedet er taget i det øjeblik, det går op for mig, at jeg ikke aner, hvor jeg er.

Efter ca. 20 minutter har jeg stadig ikke fundet noget, som virker bekendt, og jeg kan mærke, hvordan panikken begynder at prikke i mine fingerspidser. Jeg tager min mobil frem, men der er ingen dækning, så Google Maps kan ikke fortælle mig noget som helst nyttigt. Jeg går hurtigere og hurtigere. Ud på en stor sti. Må jo bare blive på den, og så fører den vel ud af skoven på et tidspunkt. Jeg småløber og sveder. Der er 34% strøm tilbage på min telefon. En ældre kvinde træder ud af den tætte skov og ud på stien et par meter foran mig. Jeg har ikke set et andet menneske i flere timer. Jeg småløber hen til damen og siger med skinger og grådkvalt stemme, ”JEG ER FARET VILD.”

Hun kigger fornøjet på mig og spørger, hvor jeg skal hen. Jeg forsøger at kontrollere min dirrende stemme og svarer, at jeg bare gerne vil ind til Tisvilde by. Hun klukker og fortæller mig, at jeg skal vende mig 180 grader og så gå den vej i stedet. Efter et par uddybende detaljer, takker jeg hende og bevæger mig i modsatte retning. Jeg kigger på min telefon, men den er gået ud, hvilket ikke hjælper på panikken, der stadig sidder i min krop og gnaver.

Jeg når endelig ud på en asfalteret vej og ser, at det er 100 meter fra stationen. Jeg skynder mig hen til bussen, sætter mig på et sæde og puster ud. Jeg har været i skoven i tre timer. Det føles som tre dage. Næste gang jeg skal i skoven, skal jeg måske have en voksen med mig. Trods faretruende diarré, tis på benet, panik og død mobil har jeg haft en af de bedste dage i flere måneder, og jeg ved, at der ikke kommer til at gå længe, før jeg skal ud og stirre på noget grønt igen.