At kunne sige, at du ikke er politisk, er et kæmpe privilegium
Af Katrine Blauenfeldt, chefredaktør på OXY Magazine
Alt er politisk. Selv de ting, som umiddelbart virker ganske apolitiske er fulde af politik. Hvis du siger, at du ikke interesserer dig for politik, eller at du er træt af, at dine Facebook-venner hele tiden skriver politiske statusopdateringer, når du helst bare gerne vil se søde baby-gifs, så er det, fordi du befinder dig i en position, hvor disse problematikker aldrig har haft direkte indflydelse på dit liv og dine livsvilkår. Hvis du ikke behøver at tænke på det, så er det et privilegium.
Hvis du er hvid, heteroseksuel, cis-kønnet, mand, uden fysisk eller psykisk nedsat funktion og fra middelklassen, så kan du sige, at du ikke gider at være politisk, fordi du sidder i den absolutte top af privilegiepyramiden.
Lever du af at være drag queen, går du højst sandsynligt op i hvilke partier, der aktivt gør noget for at forbedre LGBTQ+-rettigheder. Sidder du i kørestol, er der en stor chance for, at det betyder meget for dig, at offentlige institutioner, barer, caféer, museer osv. har tænkt over deres indgange, indretning og toiletter, så du har mulighed for at komme disse steder. Hører du til en racialiseret gruppe, følger du sikkert med i, hvilke politikere der insisterer på at blive ved med at bruge nedsættende ord om dig og andre POC (people of colour).
Sætningen ”jeg er ikke politisk” er ikke kun et tegn på privilegieblindhed, men også en umulighed, da stort set alt du gør og siger er politisk. Du er muligvis bare ikke klar over det.
Lytter du til musik, der er skabt af folk, der har voldsdomme bag sig? Køber du tøj i butikker, der får produceret deres varer af børnearbejdere? Affaldssorterer du? Lader du vandet løbe, mens du børster tænder? Køber du økologisk? Siger du fra over for sexistiske jokes?
Politik er hvad vores regering gør, og de holdninger befolkningen har til hvad regeringen burde gøre. Politik dikterer, hvad du kan sige og gøre. Politik er hvilke muligheder du har for at leve dit liv. Politik er, hvordan det du gør og siger påvirker andres liv. Hvis du tror, at du kan undgå at være politisk, er det højst sandsynligt, fordi du altid bliver anset for at være normen. Du er aldrig den afvigende, og derfor behøver du ikke at tænke aktivt over dine handlinger ude i verden, da det du foretager dig altid er det rigtige i samfundets øjne.
Alt, hvad du gør er med til at opretholde et politisk system eller udfordre det system, og hvis status quo er fordelagtig for dig, har du nok ikke så travlt med at udfordre systemet, hvilket vil sige, at du er med til at undertrykke andre, som befinder sig i mindre gunstige positioner end dig selv, uanset om du er klar over det eller ej.
Så træd ud af din komfortzone, sæt dig ind i forskellige problemstillinger, også selvom de ikke direkte påvirker dig, følg en lang række politiske aktivister, som kan nuancere dit blik på omverden. Her er mine forslag til folk, du bør følge på Instagram, som kan være med til at udvide din horisont:
Podcasten A Seat at the Table - asatt.dk
Ekaterina Andersen - ekaterinaandersen
Crystal Rasmussen - tomglitter
Kvinde Kend Din Historie - kvinde_kend_din_historie
Sassy_latte
Tilly Lawless - tilly_lawless
Virgie Tovar - virgietovar
NO WHITE SAVIORS - nowhitesaviors
Chidera Eggerue - theslumflower
Munroe - munroebergdorf