OXY

View Original

Astrologi er meget mere end stjernetegn – det er magi og lige så komplekst, som vi mennesker er

Af Annasophia Petri, astrolog, podcastvært, yogalærer og formidler af spiritualitet
25. oktober 2021 | Tro & Spiritualitet

Jeg elsker mennesker, og jeg elsker historier. Jeg elsker den kompleksitet, dybde og magi, der er i hvert eneste menneskes liv. Det er også derfor, jeg er astrolog. Astrologi en metode til at fortælle historier om, hvem vi er, og hvorfor vi gør, som vi gør. Et symbolsprog til at forstå, hvordan vi forbinder os til hinanden og til verden.

Selvom det er dybt mystisk, hvordan astrologien virker, så har jeg gang på gang erfaring med, at det gør den bare. Metoden virker, uden jeg forstår hvordan. Det er derfor, det er magisk.

Alene ud fra et astrologisk horoskop kan jeg fortælle om temperament, opvækst, frygt, drømme og retning i livet. På trods af jeg aldrig har mødt den person, der sidder overfor mig, får jeg gennem horoskopet et stort indblik, og tit bliver jeg selv forundret over, hvor præcist det er.

I dag er jeg slet ikke bange for at sige, at jeg arbejder med magi og spiritualitet, men sådan har det langt fra altid været. Som teenager var jeg ligefrem optaget af det modsatte. Nemlig af det der kan måles og vejes og betragtes som logisk og rationelt.

I det miljø, jeg voksede op i, var det at være spirituel heller ikke noget, der gav street credit. Så da jeg dengang startede til yoga, gjorde jeg et stort nummer ud af at fortælle, at jeg altså ikke gik til den slags yoga med røgelse og ”hokuspokus”.

Hvis nogen på det tidspunkt havde fortalt mig, at jeg i dag 10 år senere ville være uddannet både yogalærer og astrolog og leve af at formidle magi og spiritualitet, ja så havde jeg nok ikke troet dem. Ikke desto mindre er det det, der er sket.

Det store vendepunkt kom, da jeg i 2016 var på en rejse rundt i Nordamerika med en veninde. Da vi kom til Montreal i Canada, boede vi lige ved siden af et snusket udseende butikslokale, hvor der i vinduet hang et skilt med påskriften ”Astrological Chart Reading”.

Dengang var jeg stadig optaget af at lægge afstand til det spirituelle, så hver gang min veninde og jeg gik forbi, dissede jeg stedet og sagde højt til hende, at det så godt nok dårligt ud, og ”hvem tror overhovedet på den slags fup?”. Min veninde sagde ikke så meget. Hun var hverken for eller imod.

Og sådan er det tit, har jeg senere fundet ud af. Det, man har allermest travlt med at lægge afstand til eller fordømme, er også ofte det, man ubevidst er tiltrukket af. Der er energi til stede, og den energi kan overraskende hurtigt vende fra foragt til fascination.

Så den sidste dag, inden vi skulle rejse videre, måtte jeg krybe til korset overfor min veninde og sige, at jeg altså blev nødt til at prøve det der astrologitydning i det snuskede nabolokale…

Da jeg kom indenfor, blev jeg mødt af en lille gråhåret mand ved navn Duncan. Vi satte os ved et træbord midt i lokalet, hvor der udover en meget gammel mac-computer også var placeret et fuglebur med en gul undulat i. Alle mine fordomme blev bekræftet, og jeg havde lyst til at trække i land og komme ud på gaden igen. Men jeg blev.

Duncan skulle bruge min fødselsdato, -tidspunkt og -sted, og på få øjeblikke kom mit personlige horoskop op på den lille computerskærm. Det sagde mig absolut intet.

Så gik han i gang med at tyde og fortælle mig, hvad stregerne, symbolerne og tegnene betød. Og nøj. Pludselig sagde det mig en hel masse. Og det gjorde stort indtryk.

Jeg sad med håret ned ad nakken, fuldstændig paf over, hvordan den her fremmed gamle fransk-engelsktalende mand i Montreal kunne vide utroligt meget om mig. Nærmest mere end jeg selv kunne sætte ord på.

Han fortalte, hvordan jeg følte bestemte situationer, om mit forhold til mine venner, min familie, romantiske partnere og mig selv. Hvad jeg havde let ved, og hvad der var svært. Det var ganske enkelt utroligt.

Da samtalen var færdig, var jeg ikke i tvivl længere. De ting, han havde sagt, var ikke generelle flyvske ting, som min fordom om astrologiske læsninger ellers havde været, og jeg besluttede mig for, at det han kunne, det ville jeg også kunne.

Da jeg kom tilbage i vores Airbnb-lejlighed, skyndte jeg mig at google ”astrologiuddannelse med start hurtigst muligt”. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at de fleste astrologiuddannelser tog år og kostede flere tusind kroner at tilmelde sig. Det var jeg slet ikke klar på. Jeg ville jo bare lige hurtigt lære astrologi. Det kunne vel ikke være så svært?

Til sidst fandt jeg i min søgning på nettet et lille astrologikursus på Bornholm, der kun tog en weekend. Perfekt, tænkte jeg og tilmeldte mig. Så kunne jeg lige lære astrologi på en weekend.

Men jeg skulle blive klogere. For selvfølgelig var det langt fra så simpelt, og efter den weekend var jeg nærmest mere forvirret omkring astrologi, end før jeg startede. Jeg fandt ud af, at astrologi er langt mere end bare stjernetegn. Det er også de astrologiske huse og planeter. For slet ikke at tale om aspekter, transitter og progressioner, som dengang var rene volapyk-ord for mig.

Så jeg lagde astrologien på hylden for et stykke tid. Jeg var ikke klar til at gå all in på det tidspunkt. Min oplevelse med at få læst mit horoskop af Duncan sad dog stadig i mig, og jeg vidste, at astrologi var noget helt særligt. Jeg havde mærket, at det virkede, og jeg vidste også, at jeg en dag ville være klar til at lære det.

Det skete i 2019, da jeg officielt startede på en diplomuddannelse i astrologi. Det er en privat uddannelse med undervisning 3 timer om ugen og hjemmeopgaver ved siden af. Det kræver dedikation at forstå, hvordan man tyder et horoskop, men det er også virkelig interessant og åbnede for en magisk måde at anskue livet på.

I dag synes jeg, det er sjovt at tænkte på, at jeg troede, jeg bare lige kunne blive astrolog på en weekend. Selvfølgelig er det mere komplekst end det. Ellers ville det jo ikke kunne ramme så præcist, som jeg oplevede Duncan gjorde, da han tydede mit horoskop i 2016.

Astrologi er et sprog til forstå personlighed, livskraft og handlemønstre, og på den måde giver det god mening, at det tager mere end et weekendskursus at lære. Ligesom man heller ikke kan lære russisk på en weekend. Man kan godt lære enkelte gloser, men at tale og forstå sproget flydende er omfattende.

Jeg tror heller aldrig, jeg bliver helt færdig med at lære det. På samme måde som jeg heller ikke tror, jeg nogensinde bliver helt færdig med at forstå, hvad det vil sige at være et menneske. Jeg bliver gang på gang overrasket over kompleksiteten i de horoskoper, jeg tyder. Jeg har det helt sådan ”wow du er virkelig vild,” når jeg ser en persons horoskop.

Samtidig ved jeg også, at der altid er endnu mere, end det jeg kan tyde i horoskopet. Endnu mere kompleksitet og dybde, som jeg endnu ikke kan se eller forstå, fordi jeg hele tiden lærer mere. Men med den viden, jeg trods alt har om horoskoptydning nu, har jeg også et unikt udgangspunkt til en samtale med mine klienter om værdier, drømme, kærlighed og retning i livet.

Det tror jeg aldrig, jeg bliver træt af. At se andre mennesker, deres udfordringer, potentialer, skyggesider og ressourcer. Ting jeg kan se og forstå, selvom jeg aldrig har mødt personen før. Det er fantastisk at få det indblik i et andet menneskes liv. At se hvor meget talent, potentiale og kreativitet hvert enkelt menneske har, er intet mindre end magisk og dybt fascinerende.