Tekst og foto: Maria Brus Pedersen

I sommer blev 26-årige Aphinya Jatuparisakul mor til sit første barn. Hun er fotograf og aktivist - og så er hun psykisk syg med depression, angst, borderline og OCD. Hun er også min veninde. Hun ville ønske, vi som samfund var bedre til at snakke om, at man godt kan være psykisk syg og forældre på samme tid. Det her er hendes historie:

“Jeg var virkelig ikke særlig vild med at være gravid. Folk snakker om, at der findes en særlig graviditetsglow, men den mærkede jeg ikke noget til. Det var vildt at mærke min datter sparke inde i maven, men jeg har det mærkeligt med, hvor meget graviditet bliver romantiseret. Det bliver beskrevet som noget magisk, men der er sgu ikke noget magisk ved, at dit røvhul sprækker og du skider på dig selv. Det sker selvfølgelig ikke for alle, men derfor er det stadig vigtigt at snakke om.”

“Min kæreste og jeg blev gravide på et tidspunkt, hvor jeg havde fået det rimelig godt. Jeg har været deprimeret siden jeg var 11, og jeg var på ingen måde rask, men jeg var dog i bedring. I løbet af graviditeten fik jeg det dårligere. Det er svært at forklare, men det er som om alting bare blev tungere. Både min krop og mit hoved. Jeg har altid været meget åben om, at jeg er syg, og jeg har både arbejdet med det som fotograf og skrevet om det på Instagram. Jeg skrev også en del om min graviditet på Instagram, men lige pludselig blev det meget svært at snakke om både at være gravid og psykisk syg. Det føltes mere stigmatiseret at være psykisk syg og kommende forældre end bare at være ung og psykisk syg.”

“[...] hvad nu hvis man var deprimeret i forvejen og bliver endnu mere deprimeret under graviditeten? Den samtale savner jeg.”

“Derfor talte jeg også om min sygdom som en graviditetsdepression, for det følte jeg, at der ville være mere forståelse for. Det var mindre flovt. Det er ikke omkostningsfrit at snakke om at være psykisk syg i Danmark, men hvis du tilmeld er gravid eller har et lille barn, så er folk virkelig hurtige til at dømme.”

“Når graviditetsdepressioner og fødselsdepressioner omtales i medierne, så er det altid noget, der er overstået. Det er noget, folk snakker om, når de er ude af det. Men hvad nu hvis man var deprimeret i forvejen og bliver endnu mere deprimeret under graviditeten? Den samtale savner jeg. Der er virkelig mange mennesker i Danmark, der har en depression, og selvfølgelig vil nogle af dem blive mødre.”

“Siden jeg fødte min datter, er jeg gået fra at være hovedperson i mit liv til at være biperson. Jeg prøver at huske mig selv på, at jeg er meget andet end mor, men det er det, der fylder mest i mit liv lige nu, for de fleste beslutninger, jeg tager, tager jeg på grund af hende. Jeg er den samme person, som jeg var før, mit liv handler bare ikke kun om mig mere.”

LÆS OGSÅ: Eva Collé vil gerne leve i en verden, hvor identiteter er overflødige

“Jeg ønsker, at min datter får alt det, jeg ikke har haft. Betingelsesløs kærlighed. Et liv uden vold. Jeg har ikke rigtigt haft et blueprint af, hvordan en normal familie ser ud, for jeg flyttede hjemmefra som 14-årig. Da jeg var yngre, overvejede jeg at blive steriliseret, fordi jeg var bange for at blive ligesom min mor, som var ekstremt voldelig overfor mig, da jeg var barn. Jeg synes, min mor er et godt menneske men en elendig mor, og hendes opførsel præger mig stadig i dag. Det har jeg ikke lyst til at give videre.”

“For et par uger siden sagde jeg til mit barn, at hvis hun ikke spiste sin grød, ville alle hendes bamser få kræft. Hun er kun 7 måneder, så hun forstår mig jo ikke endnu, men jeg fik virkelig dårlig samvittighed og fortalte hende, at hendes bamser selvfølgelig ville leve for evigt.”

“Da jeg var gravid i 9. måned, altså lige inden jeg skulle føde, spurgte hun mig, om det var det rigtige valg at få et barn. På det tidspunkt kunne jeg gå i fødsel når som helst.”

“Det, at jeg selv er blevet mor, har sat nogle ting i min barndom i perspektiv. Jeg kan mærke, jeg er mere vred og skuffet nu, end jeg tidligere har været. Det er ikke rart at tænke på, hvor meget det har påvirket mig og stadig påvirker mig.”

“Undervejs i min graviditet har jeg fået nogle kommentarer, som jeg føler har gået på, at jeg er syg, og det har virkelig gjort ondt. I 4. måned spurgte min jordemoder mig, om min graviditet var gennemtænkt. Da jeg var gravid i 9. måned, altså lige inden jeg skulle føde, spurgte hun mig, om det var det rigtige valg at få et barn. På det tidspunkt kunne jeg gå i fødsel når som helst. Da min datter var fire måneder gammel, spurgte min jordemoder, om jeg havde fortrudt, at jeg fik hende. Lige inden hun spurgte, havde jeg fortalt om, hvor godt det gik med min datter og hvor glad jeg var.”

“Alle de ting gjorde, at jeg ikke følte, jeg kunne være ærlig overfor hende, for jeg var bange for, at alt hvad jeg sagde ville blive tolket som tegn på min sygdom. Jeg var bange for, at hun ville tro, jeg ville gøre skade på mit barn, hvis jeg sagde, at jeg var vildt træt af hende i dag. Alle forældre har haft lyst til at kaste deres unge ud ad vinduet, men når man i forvejen har en psykisk sygdom, så har man ikke råd til at sige den slags. Man har ikke råd til bare at være træt af at være forælder.”

“At blive mor har været det ultimative brud med mit gamle liv. Tidligere, hvis jeg følte mig fanget et sted, så kunne jeg bare flytte et nyt sted hen og starte på ny. Hvis alt ikke gik som det skulle, kunne jeg bare stikke af. Det, at jeg har fået min datter, tvinger mig til at blive i mig selv. Selvom jeg ikke føler, at det at være mor er min identitet, kan det alligevel være svært at kæmpe imod, hvor meget moderskab definerer mig. Rent fysisk definerer det, hvad jeg kan. Jeg har ikke ændret mig, men hvad der er fysisk muligt for mig har ændret sig, og det er med til at definere, hvad jeg kan, og hvem jeg er. Jeg kan for eksempel ikke komme op på 5. sal med barnevogn, hvis der ikke er elevator. Jeg kommer tit for sent til alt muligt, fordi min baby skal skiftes i sidste øjeblik.”

“Jeg ville ønske, der var flere, der snakkede om både at være psykisk syg og mor, for hvis der var mere fokus på det, ville man forhåbentlig blive mødt mindre fordomsfuldt af de mennesker, der skal følge ens graviditet.”

“Selvom jeg blev mere syg med depression under min graviditet og efter fødslen, så lærer jeg langsomt, hvordan jeg kan navigere i både at være syg og at være der for mit barn. Jeg vil gerne have det godt for hendes skyld. Det lyder måske fjollet, for man skal jo søge hjælp for sin egen skyld, men inden jeg fik hende var jeg bare blevet så vant til at have det dårligt. Jeg har ikke nogen illusioner om, at jeg en dag vil være helt rask og uden tvangstanker og angst, men jeg håber, jeg kan komme et sted hen, hvor jeg har det godt.”

“Jeg ville ønske, der var flere, der snakkede om både at være psykisk syg og mor, for hvis der var mere fokus på det, ville man forhåbentlig blive mødt mindre fordomsfuldt af de mennesker, der skal følge ens graviditet. Selvfølgelig er det hårdt at skulle navigere i både at være syg og skulle tage sig af et barn, men det betyder ikke, at jeg har fortrudt.”