Af Annemette Skree, skribent

Jeg er en hykler. Hvis jeg på magisk vis kunne ændre min personlighed med et snuptag, var det nok dét træk, jeg ville formindske. Jeg er en hykler, når jeg prædiker kropspositivitet og gennemsigtighed og samtidigt redigerer mine selfies til decideret ukendelighed. Jeg er en hykler, når jeg ikke anerkender mine privilegier. Jeg er en hykler, når jeg trækker mine holdninger i en automat. Jeg er en hykler, når jeg ikke tilgiver. Jeg er en hykler, når jeg stjæler. Jeg er en hykler, når jeg lyver. Både for andre og mig selv. Jeg er en hykler, når jeg gerne vil deltage i debatten, men ikke tåler kritik. Jeg er en hykler, når jeg overskrider andres grænser. Jeg er en hykler, når jeg ikke udfordrer mit sociale ekkokammer. Og jeg er en hykler, når jeg anklager andre for hykleri. Jeg er en hykler. Always was, always will be. Det er du måske også. Måske ikke. Det er OK. Det må vi gerne være. Balancen ligger i at være bevidst, tror jeg. Og sådan et menneske vil jeg gerne være.

Min eksistens er irrelevant. Ikke desto mindre har jeg vist oplevet en del spændende ting i mit relativt korte livsforløb, og de oplevelser kunne jeg godt tænke mig at dele med OXY’s læsere som et led i en voksende aftabuiseringskultur [...]

OK - jeg ved, jeg er en hykler. Jeg ved også, at jeg vejer 85 kilo og er 165 centimeter lang. Set bort fra det, ved jeg ingenting. Men jeg tror på mange ting. Jeg tror på, at jeg er kvinde. Jeg tror også på, at jeg er i live. Jeg tror på, at det er komplet ligegyldigt, at jeg var den hurtigste sædcelle på havnen. Min eksistens er irrelevant. Ikke desto mindre har jeg vist oplevet en del spændende ting i mit relativt korte livsforløb, og de oplevelser kunne jeg godt tænke mig at dele med OXY’s læsere som et led i en voksende aftabuiseringskultur, selvom det er grænseoverskridende, og jeg risikerer at lyde som en privilegieblind, barnagtig idiot.

Jeg er nemlig overvejende sikker på, at jeg ved første øjekast passer temmelig fint ind i en type. Typen, der er hvid, pseudointellektuel, politisk korrekt fjerdebølgefeminist, går i dyre Nike-sneakers, har et par monsteraer stående i lejligheden og drikker håndbajere på Nørrebrogade. Du ved, hende dér, du med al sandsynlighed også har i din vennegruppe. Det er for så vidt også sandt. Men jeg er også mange andre ting, og de ting, erfarer jeg, kan virke overraskende på dem, jeg fortæller det til, simpelthen fordi de er voldsomt tabuiserede.

For eksempel at jeg - ud over det åbenlyse - er: herbergsbeboer, kontanthjælpsmodtager, borderline personlighedsforstyrret, ADD-diagnosticeret, angstdiagnosticeret, selvmordsforsøger, sygemeldt på 2. år, apatisk, alkoholikerbarn, voldtægtsoffer, psykisk voldsoffer, fysisk voldsoffer, mobbeoffer, utroskabsoffer, shopaholic, ensom, dysfunktionel, selvskadende, selvhadsk, syv gange aborterende, overspiser, konfliktsky, selvoptaget, tom, modløs, uhygiejnisk, hjemmehjælpsmodtager, vanvittigt genert, impulsiv, fordømmende, kikset, hysterisk, ækel, bange og talentløs.

Så hvis jeg med min erfaring skulle give et råd til mine unge, sårbare medmennesker, der lader sig overbevise om, at deres sorgklump skal underkendes, pakkes væk og ties ihjel, skulle det være, at det skal den selvfølgelig ikke.

Alle de her komponenter består jeg af og derfor er det oftere svært end nemt at være mig. Ja, det skrev jeg. Den er god nok. Jeg er hvid, dansk, heteroseksuel, fysisk rask, nogenlunde normalvægtig, nasser på velfærdssystemet og jeg har det ad helvede til. Og det er efterhånden gået op for mig, at ‘min historie’ nærmere er reglen end undtagelsen for de mennesker, jeg omgås. Vi er ofre for oplevelser, strukturer og forståelser, vi ikke selv har været herre over. Det er sindssygt misforstået, at fordi der er millioner af mennesker i verden, der har det markant værre end dig selv, må du for Guds skyld aldrig opfatte dig selv som et offer. Vi er alle ofre for alle mulige ting og det er helt og aldeles OK. Men vi er for fanden også helte, superstjerner og vindere.

Så hvis jeg med min erfaring skulle give et råd til mine unge, sårbare medmennesker, der lader sig overbevise om, at deres sorgklump skal underkendes, pakkes væk og ties ihjel, skulle det være, at det skal den selvfølgelig ikke. Du er det absolut vigtigste menneske i dit eget liv, og hvis du ikke passer på dig selv og tager dig selv alvorligt, ender du både med at ødelægge dig selv og det potentiale til at gøre verden til et bedre sted, du kunne have besiddet.

Hvad der til gengæld giver mening er at overveje, hvordan du opfatter dig selv i forhold til andre. Jeg har en fantastisk god veninde, der engang måtte afbryde mig i en selvmedlidende talestrøm, der handlede om, at jeg var vanvittigt misundelig på hendes barndom, familie, begavelse og generelle livsvilkår. Jeg sad og skræppede op og pludselig hører jeg hende sige: “Annemette, prøv lige at høre, jeg bliver simpelthen nødt til at stoppe dig. Jeg ved, det er velment, men det provokerer og ikke mindst sårer mig, at du konstant taler om mig, som om jeg er usårlig og forkælet. Vores livsforløb har været meget forskellige, men det giver dig simpelthen ikke monopol på at have det svært.”

Ligeledes er det virkelig sejt at huske sig selv på, at vi er helt enormt mange, der bærer rundt på en dræbende tung og overfyldt XXXL-verdensrundrejse-rygsæk af smerter, traumer og sorg, og at du derfor ikke er alene, så kan vi ikke nok begynde at tale sammen om det?

Shit, det var en mavepuster. Sådan havde jeg aldrig tænkt på det. Det er godt nok modigt at turde sætte en sådan grænse, og det skylder jeg hende alt i verden for at gøre. Det er ikke farligt, selvom det unægteligt vil føles sådan. Det er bæredygtigt, modent og fucking sejt. Ligeledes er det virkelig sejt at huske sig selv på, at vi er helt enormt mange, der bærer rundt på en dræbende tung og overfyldt XXXL-verdensrundrejse-rygsæk af smerter, traumer og sorg, og at du derfor ikke er alene, så kan vi ikke nok begynde at tale sammen om det, der er svært i stedet for at konkurrere om at virke mest tjekket?

Når det er sagt, kan det måske give mening at nævne den efterhånden alment anerkendte teori om, at alle de modbydelige oplevelser, vi bliver udsat for, selvfølgelig også kan behandles og -nyttes i positiv forstand. Jeg var fx højst sandsynligt ikke blevet “hende den sjove”, hvis ikke jeg havde kigget døden, svigtet og ulykkeligheden direkte i øjnene. Den komiske timing, som jeg bilder mig selv ind at besidde, er blevet en fast lejer i min krops ejendom, en evig følgesvend og en loyal ven i både nødens og lyksalighedens stund. Jeg ved ikke, om jeg for det første overhovedet har funny bone, og i givet fald hvornår og hvordan den indfandt sig, men en plausibel teori kunne være, at det er en forsvarsmekanisme, som kan bruges til at afværge de værste konfrontationer, jeg møder.

Den proces står jeg lige midt i, og før jeg får styr på mig selv, kan jeg ikke hjælpe andre i lige så vid udstrækning, som jeg ville ønske.

Det får fx min hud til at krympe, giver mig åndenød og jeg bliver klaustrofobisk og panisk, når jeg skal modtage en kompliment. I en sådan situation bruger jeg humoren som skjold. Det kan virke akavet, men så sandelig også respektløst og endda arrogant overfor den, der giver mig komplimenten. Det er ikke et charmerende træk, men jeg tror og håber på, at det kan afhjælpes. Den proces står jeg lige midt i, og før jeg får styr på mig selv, kan jeg ikke hjælpe andre i lige så vid udstrækning, som jeg ville ønske. Det tror jeg på, er et ret fint udgangspunkt. Hjælp dig selv og hjælp derefter andre. Uanset om de har det værre eller bedre end dig selv.