Af Anne Niluka, journalist

Kærlighed er ret fantastisk, når den er der. Når den ikke er der, så er det faktisk mest bare noget lort. Især, hvis man er nødt til at blive i lorten, fordi der kom en pandemi forbi.

For en måneds tid siden stod jeg med tømmermænd på Nørrebrogade og kiggede hen på Hjerte Genbrug. På døren til forretningen hang et skilt: ”Lukket for donationer”. Mit hjerte har egentlig altid været åbent for andres donationer. Måske for åbent. 

Lige dér i formiddagssolen var det eneste, jeg kunne tænke på, at mit hjerte i det øjeblik var en laset kødklump, som, til trods for iturevne sener og nedslidte følelser, var lige så lukket som døren til butikken foran mig. Et par uger inden havde jeg detoneret en bombe i mit lille familieliv. Jeg havde sagt til min kæreste gennem ti år, at jeg ikke kunne være i vores forhold mere. At jeg ville gå. At vores to børn skulle være skilsmissebørn. Og så tog jeg mere eller mindre af sted. Jeg sov hos veninder, drak en masse god og en hel del dårlig vin, røg for mange smøger, glemte at spise og forsøgte med al kraft i min 156 cm høje krop ikke at mærke noget andet end frihed, glæde og forventningsfuldhed. Sorg havde jeg altså ikke lige tid til. Nu var det bare UD!

Jeg sov hos veninder, drak en masse god og en hel del dårlig vin, røg for mange smøger, glemte at spise og forsøgte med al kraft i min 156 cm høje krop ikke at mærke noget andet end frihed, glæde og forventningsfuldhed.

Tilbage sad en mand der var blevet forladt. To børn der ikke rigtigt forstod, hvor mor egentlig var henne. Men så kom corona. Og nu er jeg her igen. Hjemme i familien. Hver eneste dag, hver eneste time. Men intet er som før. Alt hænger som store fede heliumfyldte spørgsmålstegn i luften, som vi hele tiden forsøger at daske os forbi for at få en nogenlunde normal hverdag til at hænge sammen for børnenes skyld. De ved ikke noget endnu, fordi vi blev enige om, at vi først skulle sige noget til dem, når jeg havde en endelig dato for, hvornår jeg ville flytte. Noget de kunne forholde sig til. 

Men så kom corona. Og selvom alle lejlighederne pludselig koster meget mindre, så falder de ikke lige ned i mit skød. Må man overhovedet flytte? Man må jo dårligt nok gå ud? Hvad med huset? Hvad med børnene? Hvad med alt? 

Når man er den der går, så bliver man jo også nødt til rent faktisk at GÅ. Men så kom corona, så det kan jeg ikke lige nu. Vi går op og ned ad hinanden og slider endnu mere på det forhold, jeg egentlig havde givet dødsstødet. 

Vi kan ikke tage hen til vores venner. Vi kan ikke sende børnene til deres bedsteforældre. Vi kan ikke få en fucking pause fra hinanden. Ikke i mere end den tid det tager at gå en social distance-tur, tage bilen og sidde alene og glo et eller andet sted, eller scrolle hele Instagram igennem, mens den anden underholder afkommet. Jeg ved godt, at alles liv er sat på pause lige nu. Jeg ved også, at der er mange, der har det meget værre end mig. Men der er noget helt uoverskueligt hårdt ved at være så mentalt klar til en ny start, for så at få at vide at livet lige nu er aflyst. At jeg lige må vente en omgang eller fyrre. 

Der er ingen, der vælger at brænde hele lortet ned uden en god grund. Men nu sidder jeg alligevel her i asken og føler mig så uendelig beskidt.

Jeg har brugt oceaner af tid, terapitimer og lange spritåndede timer med mine veninder på at komme frem til, at jeg ikke kunne blive. Der er ingen, der vælger at brænde hele lortet ned uden en god grund. Men nu sidder jeg alligevel her i asken og føler mig så uendelig beskidt. Det er langsom sjælepineri for mig, men især for ham. Jeg elsker ham jo. Han er mine fantastiske børns skønne far. Vi skal bare ikke være kærester mere. Det hele er bare tortur og langsom lidelse.  Min tilstedeværelse i hans liv, at jeg spiser den samme mad som ham, at vi indånder den samme luft, at vi begge bliver nødt til at smile og opretholde facaden. At vi hele tiden forsøger at gå udenom hinanden i meget trange rum. Jeg ville gerne være fri. Fri til at starte en ny tilværelse, men også fri til at sætte ham fri for mig. Men så kom corona.