Af Anne Niluka, journalist 

Hej.

Jeg hedder Anne, er 33 år og selfieholiker.

Min afhængighed af at plastre min Instagram til med billeder af mit fjæs kom ret sent ind i mit liv. Faktisk har jeg altid forsøgt at undgå at blive fanget af alle typer af kameralinser, fordi jeg har haft det mere end stramt med mit udseende. Derfor findes der ikke specielt mange billeder af mig, ud over dem mine forældre knipsede, inden jeg opdagede, hvad selvkritik var. 

Desuden er jeg en stolt feminist og havde egentlig altid set selfiekulturen som en leflen for patriarkatet. Men efter en del klikken rundt hos kvinder, jeg anser for at være forbilleder, fik jeg øjnene op for, hvilken magtfølelse det giver at tage ejerskab over sit udseende og sin seksualitet via selfies. Fordi det er min verden, som jeg selv bestemmer over, og ikke noget, der er skabt eller defineret af hankøn. Når det er sagt, er jeg jo klar over, at mine billeder også bliver set og konsumeret af mennesker, der ser mig som et seksualiseret objekt. 

I løbet af min rejse ind i selvoptagelsen, har jeg fundet ud af, at jeg er så ”heldig”, at jeg fra naturens side er begavet med i hvert fald nogle af de ting, der skal til for at gøre det godt i selfiekontekst. Jeg skriver heldig i citationstegn, fordi jeg aldrig før har følt, at mine ansigtstræk har været specielt attraktive i popkulturel forstand. Jeg er som brun kvinde i en hvid verden opvokset med en masse skønhedsidealer, jeg aldrig har kunnet spejle mig i. Da jeg var yngre ville alle ligne Britney, Kate Moss eller Jennifer Aniston. Da jeg blev teenager var det Cameron Diaz, Gisele Bünchen og Paris Hilton. 

Det samme gjorde sig gældende, da jeg så småt blev voksen. Der var meget sjældent nogen kvinder, jeg kunne spejle mig i. Klip til midten af 2010’erne hvor Kardashian-familien for alvor gjorde deres indtog på alle tænkelige medieplatforme. Jeg påstår ikke, at jeg på nogen måde ligner Kim eller Kylie, men pludselig var både store læber, store øjne og ikke mindst en udefineret eksotisme hot valuta. Hvor det før var blondt hår og blå øjne, var det pludselig brunetter med mørke katteøjne, der stirrede tilbage på min skærm.

Omkring juletid bragte The New Yorker en artikel omkring det såkaldte ”Instagram Face” - et ansigt, der kendetegnes ved sine høje kindben, store øjne, en bronzefarvet hudtone og ikke mindst sine fyldige læber. Tænk førnævnte Kardashian-søstre, Bella Hadid og lignende. Det er det ansigt, vi møder igen og igen i forskellige og dog alligevel forenelige udgaver, når vi kaster et blik på diverse medier.

LÆS OGSÅ: “Jeg havde sagt til min kæreste gennem 10 år, at jeg ville gå. Men så kom corona”

Selvom det fortsat primært er hvide kvinder, der sætter dagsordenen når det gælder skønhedsidealer, så er det med Insta-face tydeligt, hvor meget der lånes fra andre kulturer. Vi taler en bronzefarvet hud, en sydasiatisk indflydelse ved brynene og øjenformen, en afrocentrisk indflydelse med de voluminøse læber og kindben vi normalt ser i mellemøsten. Næsen er det eneste, der er hundrede procent nordeuropæisk - den skal være lille og lige. Og der må jeg indrømme, at jeg kommer til kort. Nok er min næse ikke min mest prominente feature, men lille og lige er den ikke. Tak skal du have egypterfar. Desuden er mine kindben mest et resultat af, at jeg er blevet en del over 30. Førhen var de umulige at skimte, da de siden barndommen har været gemt bag det, man på en pæn måde kalder æblekinder, men som egentlig mest handler om, at fedtet på min krop udelukkende vil bo i mit ansigt eller på maven.

Skønhedsidealer har altid eksisteret i forskellige former, og lige så længe har kvinder forsøgt at leve op til dem bedst muligt. I jagten på at opnå ligheder med de forbilleder, der er skabt af noget uden for os, har vi udsat vores kroppe for utallige indgreb og modifikationer. Tidligere var det korsetter og ansigtsmasker med bly eller radium. Nu er det waist trainers, filler og botox. For ikke at tale om forskellige facetune-apps. Redskaber, der gør det muligt at redigere endnu mere i vores udseende, inden vi sender det ud i det liv, vi lever på sociale medier. 

Det er nemt for mig at lege frelst, fordi jeg er nået en vis alder, hvor der medfølger et vist vidensniveau og dertilhørende bullshit-detektor. Og jeg er her ikke for at advokere for, at vi skal stoppe med at tage selfies. Tværtimod. Tag selfies, nyd dig selv! Jeg tror bare, det er vigtigt at være klar over, hvorfor vi tager dem, hvem modtagerne er og ikke mindst, hvordan selfiekulturen kan have negative følger for vores yngre og letpåvirkelige artsfæller. 

Forleden spurgte min ældste datter, hvorfor jeg havde så mange billeder af mig selv. Jeg svarede hende, at det er, fordi jeg endelig er nået et sted hen, hvor jeg er glad for det, jeg ser i spejlet. Fordi jeg har brugt alt for mange år på at spejle mig i andre frem for at se det smukke og unikke i mit eget udseende. Og at jeg tager revanche for alle de år, jeg gemte mig for kameraet.