Vi mennesker er godt klar over, hvordan vi skal stoppe klimaforandringerne, men vi er ikke villige til at ændre på de ting, der skal til. Dét mener sanger Andreas Bjulver. Derfor er han også overbevist om, at Jorden går under, og netop den tankegang har stor betydning for, hvordan han vælger at leve sit liv.

Af Sara Fondo, journalist
2. november 2021 | Klima

Året er 2071, byen er København, og intet er, som vi kender det. Katastrofale klimaforandringer har ændret alt. Nogle steder heriblandt Danmark ligger under vand, mens de varme steder er blevet ubeboelige på grund af temperaturstigninger. Millioner af klimaflygtninge leder efter nye hjem, men der er hverken plads eller ressourcer til dem, og hvis skyld er det? Menneskets.

Jeg stiger på båden ved Nørrebros runddel og placerer mig så tæt op ad styrerummet som muligt, så jeg ikke bliver ramt af den isnende vind på vejen. Solen har ikke kunnet bryde igennem jerntæppet af skyer i månedsvis, og min skuttende stilling med skuldrene op om ørerne og sammenbidte tænder virker til at være blevet permanent.  Det gråbrune vand sprøjter op om siderne på båden, mens vi krænger os gennem strømmen, og fra mit smalle udsyn mellem hue og mundbind ser jeg en anden båd lige ud for os, der er ved at bjerge det sidste døgns druknede. Hvad de helt præcist gør med ligene, er jeg stadig ikke klar over. Genbruger de deres tøj? Spiser de dem? Jeg ler lidt for mig selv ved tanken om, at vi engang havde et begreb som medmenneskelighed. Gad vide, hvornår vi helt præcist stoppede med at tænke på andre. Var det en bestemt dag? Jeg kan ikke huske det. Men jeg ved, at det ikke har handlet om andet end ens egen overlevelse siden den første ødelæggende oversvømmelse for over et årti siden. Da jeg ser Rådhuset i horisonten, kan jeg ikke lade være med at tænke, at bygningen ser ligeså udpint ud som alle os mennesker. Kun taget og tårnet er oven vande i dag, og det eneste sted i miles omgangskreds, hvor det er muligt at proviantere. Skulle jeg leve af, hvad jeg kan finde i teltlejren på Tagensvej, hvor jeg bor, ville jeg være død for længst. Jeg prøver at få lidt liv i mine kuldslået lemmer, for når båden stopper, har jeg præcis 10 minutter til at nå derhen og tilbage, inden den sejler igen. Jeg hører, motoren pruste og klemmer ekstrahårdt fat om kniven i min lomme. Så er det nu.

Den her dystopiske forestilling har jeg hevet ud af Andreas Bjulvers hjerne. Andreas er 30 år, forsanger i deathcore-bandet CABAL, og så er han overbevist om, at Jorden går under. Ifølge ham bliver det formentlig rigtig lort at være på Jorden om 50 års tid: ”Men der lever vi to jo stadigvæk, hvordan vil du have det med det?” spørger jeg Andreas om, hvortil han imiterer en pistol med hånden og skyder knoppen af sig selv.

Derfor sidder jeg nu på hans værelse på Nørrebro for at blive klogere på netop dét. For hvorfor er han overbevist om, at Jorden går under? Hvordan påvirker de her tanker hans måde at leve på? Og er der absolut intet håb?

Fars indflydelse og frøer

”Jeg har svært ved at forstå, hvis folk er ligeglade med det,” siger Andreas, og det er han ikke ene om. I en ny global undersøgelse ledet af Bath University, der har spurgt 10.000 unge mennesker om deres følelser omkring klimaforandringer, svarer over halvdelen af de adspurgte, at menneskeheden er dødsdømt. Derudover svarer 60 procent, at de er bekymret eller meget bekymret for klimaforandringerne. Men hvor de flestes bekymringer kan tænkes at være affødt af dét, vi ser i medierne, har Andreas et mere personligt forhold til det.

Andreas’ far er nemlig marinbiolog, og gennem ham har han, siden han var en lille dreng, lært om global opvarmning og økosystemernes vigtighed for livet på Jorden. For hvis blot ét dyr dør, kan hele systemet kollapse: ”Der er en naturlig balance i alting, som er vigtig ikke at ødelægge, og jeg er altid blevet opdraget med at have respekt for naturen.”

Men det var ikke altid nemt at få forklaret tingene så råt for usødet fra sin far: ”Jeg kan huske, at jeg var så ked af det nogle gange, da jeg var yngre, for der blev ikke rigtig lagt fingre imellem,” fortæller Andreas.

Særligt mindes Andreas en dokumentar om frøer, der gjorde stort indtryk på ham: ”Jeg kan tydeligt huske, at jeg så en dokumentar om en frørace, der var ved at uddø, og min far forklarede hvorfor, og jeg stortudede simpelthen over, at man ikke kunne gøre noget,” siger han. Men hvor Andreas engang blev deprimeret over at tænke på Jordens tilstand, er det noget, han i dag bruger som et værktøj til at leve det liv, han gerne vil.

Alt er ligegyldigt, og så alligevel ikke

Andreas lever ret spartansk. På hans værelse er der en meget lille lampe over et faldefærdigt hvidt og blåt Ikea-skab, der kun lige lyser rummet op, Cabals to plader pryder den eneste hylde, der er, og nogle få malerier har aldrig fundet et hjem på væggene, men står i stedet bare på gulvet. Jeg sidder på en sort klapstol ved hans skrivebord, og Andreas sidder i sin seng, mens vi drikker en kop Pukka te. Når jeg kigger rundt, kan jeg ikke lade være med at tænke, at rummet her faktisk fortæller en del om ham som menneske.

Andreas vil nemlig hellere fylde sit liv med oplevelser og spille sin musik, mens han kan, end at gå op i materielle ting: ”Jeg tror, der er mange ting, folk går op i, som jeg ikke kunne give en fuck for, som for eksempel at få en dyr sofa eller en Kähler vase. Hvis Jorden alligevel går under, så er alle de ting, man har stresset over at eje, komplet ligegyldige.”

Da jeg spørger Andreas, om han har klimaangst, svarer han nej. Han har sluttet fred med, at vi formentlig ikke er her om 100 år. Det giver ham en frihed til at fokusere på de ting, han gerne vil i stedet for at prøve at passe ind: ”Men betyder det så, at vi bare kan skide på det hele?” spørger jeg ham om.

”Nej, bestemt ikke. Det er menneskets egen egoisme, der bliver Jordens undergang. Hvis vi skal stoppe klimaforandringerne eller i hvert fald sænke tempoet, kommer det til at være på bekostning af noget komfort, som de færreste er villige til at opgive. Men personligt er jeg blevet langt mere bevidst om de valg, jeg træffer. Jeg spiser ikke kød, jeg cykler de fleste steder hen eller tager offentlig transport, og så har jeg besluttet mig for ikke at købe nyt tøj i år, men bruge det jeg har. Derudover bruger jeg min elektronik, til det falder fra hinanden,” svarer Andreas.

Jeg hæfter mig ved, at Andreas’ nihilistiske væsen og hans forsøg på at tage klimavenlige beslutninger virker ret modstridende, især hvis Jorden alligevel går under: ”men jeg vil gerne træffe nogle valg i livet, som jeg kan stå ved,” svarer han. Så hans ligegladhed kommer altså i en etisk og moralsk korrekt indpakning.

Jordens undergang, rock’n’roll og børn går superdårligt i spænd

Det tidligere nævnte studie fra Bath University viser, at fire ud af ti unge er tøvende med at få børn, og hvis man tager et andet studie fra det videnskabelige tidsskrift ”Science” med i den ligning, så er det meget forståeligt. Det viser nemlig, at børn, der bliver født nu, vil opleve ekstreme klimaforandringer med en hastighed, der er to til syv gange højere, end dem, der er født i 1960.

Andreas tilslutter sig koret af dem, der ikke ønsker at få børn. Den beslutning hænger uløseligt sammen med hans teori om, at vi er på vej mod Jordens endeligt, men hans livsstil som rockstjerne spiller også en rolle:

”Hvorfor skulle jeg sætte børn på Jorden? De ting, jeg gerne vil nå at lave som at turnere rundt i verden og se, hvor langt jeg kan komme med musikken, inden det hele slutter, går også superdårligt i spænd med at have børn,” siger Andreas.

Og så stiller jeg ham et ultrairriterende spørgsmål, som jeg selv hader at blive mødt med, når jeg ytrer, at jeg heller ingen børn ønsker: ”Jamen tror du ikke, at du ændrer mening om nogle år?” spørger jeg.

”Det spørgsmål har jeg også fået, da jeg var 20 og 25 år,” siger Andreas, ”men det har ikke ændret sig endnu. Jeg tror, at hvis jeg skulle beslutte mig for at få børn, så ville jeg adoptere. Der er alligevel masser af børn, der har brug for hjælp rundt om i verden.”

En verden uden mennesker

Selvom Andreas hovedsageligt føler en ro ved sin dødsdømte verdensanskuelse, kan jeg ikke lade være med at tænke, at der må være lidt dystert i hans hoved nogle gange, så jeg spørger ham, om der overhovedet er noget, der kan få ham til at føle sig håbefuld:

”Menneskeligheden kommer ikke til at klare sig, medmindre vi fuldstændig ændrer attitude, og det tror jeg ikke, kommer til at ske,” siger han og fortsætter, ”vi har teknologien til at ændre tingene, men vi har ikke viljen. Dem, der sidder på magten, der kan træffe de her beslutninger, har ikke lyst til det.”

Men selvom vi mennesker ifølge Andreas godt og grundigt har smadret Jorden og vores fremtidsudsigter, betyder det altså ikke, at planeten ophører med at eksistere: ”Jorden skal nok klare sig i et eller andet omfang.  Der skal nok være nogle arter, der klarer sig. Det kan være, det bliver nogle bakterier, der lever i en superoverophedet helvedes verden, som vi har skabt.”

Andreas er dog ikke i tvivl om, hvad han vil gøre, hvis vi mennesker ender ud i et scenarie som dét, jeg startede artiklen med: ”Hvis jeg skal bo i en klima-flygtningelejr uden vand og ressourcer, så vil jeg hellere dø, for det lyder virkelig ikke særligt svedigt.”

Når det hele slutter

Jeg synes alligevel, det er lidt for nemt sluppet, hvis Andreas og jeg alligevel ikke lever til at opleve Jordens undergang, så afslutningsvis spørger jeg ham om, hvordan han vil have det, hvis Jorden går under i morgen: ”Jeg ville fortryde, at jeg ikke havde satset mere på musikken til at starte med i stedet for at spilde tre år på en universitetsuddannelse. Jeg ville fortryde ikke at have haft det mindset tidligere, som jeg har nu, som har givet mig en masse frihed,” siger han.

Og så kan jeg ikke dy mig for at lave en Nik & Jay-reference: ”Så hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at du havde én dag tilbage at leve i?” spørger jeg ham om.

Andreas griner og svarer: ”Jeg ville ses med min familie og venner og nyde hinandens selskab en sidste gang, og så er det slut.”