Der findes et sted i religion, hvor magt føles trygt

Af Shani Pedersen, journalist

»Vi ateister har et nemt liv. Uden den slags social kontrol. Religion er og har aldrig været andet end et magtmiddel. Gør dig fri af det pis.«

Sådan kommenterede en Twitter-bruger for nyligt på et opslag jeg skrev op til den jødiske helligdag Yom Kippur, en forsoningsdag, som bliver betragtet som den helligste i den jødiske kalender. I mit opslag fortalte jeg, at jeg forberedte mig mentalt på at faste, som man gør på Yom Kippur, ligesom man ikke vasker sig eller bruger parfume. Noget, som er blevet meningsfuldt for mig, men som en af mine følgere så som et udtryk for social kontrol, og at jeg i kraft af fasten underlægger mig en magt – min religion, jødedommen.

Men er jeg det – underlagt en magt? Og hvad betyder det i så fald?

Magt kan larme eller liste, men dens natur er invasiv. 

Nogle gange er magt en eller anden diffus størrelse, som tænkere ikke kan blive enige om. Andre gange er det en stor mand, som ånder én i nakken med egeninteresser og et Excel-ark, og man opdager først, man er utilpas, når han begynder at lugte, eller man selv er gået fra forstanden i erkendelsen af, man ikke kan give ham det, han vil have. 

Magt er et flertal, som bestemmer, hvordan vi skal leve, og hvilke lande i Mellemøsten vi skal invadere. Nogle gange er det et usynligt slør, som tager plads ved middagsselskabet og overtager vores tankevirksomhed, uden vi opdager det, som var det en computer, man kunne hacke. Andre gange er det måske blot de mennesker, der sidder rundt om bordet og det, der udspiller sig mellem os. Konstruktioner eller konventioner vi alle har tilsluttet os. 

Uanset om du hilser magten velkommen eller ej, har den indflydelse på, hvordan du lever dit liv, og hvilke valg du træffer. Jeg aldrig tænkt på magt som et sted, hvor jeg kan hvile eller et sted, hvor jeg kan føle mig forbundet og være fri.

Men sådan er jeg i højere grad begyndt at tænke om min religion i dag.

Jeg ved ikke helt, hvad det skyldes, men jeg har en idé om, at en forståelse fordrer, at vi skal en tur til 1990’ernes Israel og helt ind i stuen hos min irakisk-jødiske farmor i det nordlige Tel Aviv.

Når tre stjerner lyste på himlen fredag aften, tændte farmor Sabbat-lys. Hun lagde et klæde over håret og holdt hænderne for øjnene. Og så bad hun. Min søster og jeg forstod ikke noget af bønnen, men vi betragtede hende og gjorde det samme. Det var vores tradition, og den duftede af en blanding af farmors kraftige parfume og stearinlyssoder. Klæde over håret, hænderne for øjnene, og så nynnede vi ting, vi ikke forstod, men som vi vidste var større end os. Også større end farmor.  

Men var det, vi var vidne til og deltog i, et udtryk for, at vi var underlagt en magt – Gud? Og var det i så fald noget, vi skulle have været bekymrede for? Var vi bundet eller velsignet af traditioner, og gjorde det os mindre eller mere frie som individer? Abonnerede vi samtidig på værdier, som modstrider de feministiske idealer, vi har i dag?   

Jødedommen har altid været en del af mit liv. Og så alligevel ikke.

Min far hedder noget så bibelsk som Abraham, og farmor afsluttede sætninger ved at ære Gud. For intet i livet lykkes uden Guds hjælp, selv ting man ikke umiddelbart ville tillægge en guddommelig værdi. Man kunne spørge: Hvordan har du det? Og hun ville svare: Jeg har det godt, min skat, ’B'ezrat HaShem’ – på hebraisk; ’med Guds hjælp’.

Det var Gud, som sørgede for, farmor ikke snublede med alle grøntsagerne fra markedet på vej op ad trapperne til tredje sal, at hun altid kunne servere mere kyllingesuppe, end nogen kunne spise, og det tilkom Gud, at min søster og jeg var glade i Danmark, så langt fra hende, så langt fra vores traditioner, og så langt fra vores hjem – et af mine hjem. 

Min barndom bestod af et utal af rejser mellem Israel og Danmark, mellem farmors religiøsitet og et sekulært liv – to kontrastfyldte tilværelser, jeg fik adgang til med to pas i to forskellige farver. Nogle gange føltes det som en velsignelse, en gave de færreste får, andre gange et vaskeægte mindfuck, når jeg som et barn blot var i besiddelse af en skrøbelig og ikke færdigudviklet identitet. Det var en utæmmelig følelse af at være reduceret til en pragmatiker, hvis sandhed blot var det som var normen, der hvor jeg nu var. Uoriginalt, forvirrende og håbløst uforeneligt. Særligt da tingenes tilstand betød, jeg senere blev feminist.  

For hvordan kan jeg med den ene hånd tilslutte mig de mange teorier om kvinders autonomi, som feministiske tænkere som Catherine A. MacKinnon og Kathryn Abrams har advokeret for, mens jeg med den anden forholder mig passivt til de elementer af Halakhah – jødisk lov – som på trods af jødedommens mange former og forskellig praksis forbyder en menstruerende jødisk kvinde at være seksuelt aktiv i syv dage?

Eller hvad med en anden tætrelateret lov, loven om onah, som regulerer en mands seksuelle forpligtelser til sin kone. Den amerikanske teolog Judith Plaskow, som blandt andet er kendt for at være den første jødiske feministiske teolog, behandler onah og mange andre jødiske love og traditioner i sin bog Standing Again at Sinai, Judaism from a Feminist Perspective’. I hendes feministiske kritik fremhæver hun, at loven om onah muligvis understreger et positivt syn på sex som socialt nydelsesredskab i jødedommen og ikke blot et forplantingsinstrument, og at det tilmed anerkender, at kvinder – som mænd – har begær. Problemet, mener Judith Plaskow, er, når kvinder bliver gjort passive i deres udtryk af egen seksualitet og som mindre frie end mænd til selv at opsøge seksuel aktivitet og udfolde sig seksuelt. Med onah er det mandens ansvar at tage initiativ til sex, når det er passende, eller når han antager, at hans kone ønsker det. 

Ovenstående vil muligvis forarge enhver feminist, som vil gå meget langt for at beskytte kvinders autonomi og tilstedeværelsen af individuel agens. Men paradokserne er på mange måder værdifulde, fordi det afleder nødvendige refleksioner om religiøs identitet, og hvilke strukturer man ønsker at opretholde, og hvilke man vil knuse.  

I sin bog Feminism Encounters Traditional Judaism påpeger den israelske forfatter og kønsforsker Tova Hartman vigtigheden af ikke at reducere konflikten mellem traditioner og feminisme til at handle om praktisk kalakhah – jødisk lov – samt ”overfladisk vægt af let identificerbare mandlige interesser og hegemoni”.  Hun argumenterer for, at moderne jødisk ortodoksi og feminisme ikke behøver at være hinandens komplette antiteser. I bogen problematiserer hun feminister med meget stærke anti-religiøse bias og peger på, at de i praksis undergraver deres egen kernesag, i det de ignorerer de relevante kvinders subjektive oplevelse, når de kloger sig på i hvilket omfang disse bliver undertrykt, når de følger traditionelle normer. 

En kritik, som virker genkendelig, og som man ikke sjældent støder på i andre debatter om religiøs praksis, blandt andet om muslimske kvinder, der bærer tørklæde og burka. Her er ét af de feministiske argumenter, at en sådan praksis er udtryk for undertrykkelse og social kontrol af muslimske kvinder, mens et andet lægger vægt på kvindernes levede liv og egen oplevelse, deres frie valg og fysiske integritet og autonomi. 

Andre feministiske sværvægtere forærer os et kritisk redskab til at tage stilling til ægteskab, familien som institution og forplantning – temaer, som er højst væsentlige i jødedommen, ikke kun i den ortodokse, men også den mere sekulære og progressive. Ifølge Toraen er ægteskab ikke blot centralt, men også en institution, som forventes at lede til forplantning og reproduktion. 

I sit værk Justice, Gender and The Family fra 1989 argumenterede den liberale politiske filosof Susan Moller Okin for, at ægteskabet som institution bidrager til en asymmetrisk skrøbeliggørelse af kvinder, og at ægteskabets indgåelse isoleret set dermed bærer et ulighedsskabende magtpotentiale, man ikke kan ignorere som samfund. Hun peger på, at arbejdsdelingen i hjemmet gør kvinder skrøbelige og mere udsatte for udnyttelse, både inden- og uden for hjemmet, og at kvinder ofte vil være primære omsorgsperson for børn og udføre en stor del ulønnet arbejde i hjemmet, samtidig med at de fleste er i beskæftigelse uden for hjemmet. Disse faktorer vil blive forstærket ved skilsmisse, og kvinders skrøbelighed ved indgåelse af ægteskab er dermed særligt væsentligt ved ægteskabets ophør.

Susan Moller Okins budskab er simpelt: »Indtil vi har opnået retfærdighed i familien, vil kvinder ikke opnå ligestilling i politik, på arbejdsmarkedet eller i nogen anden sfære.«

Med Okins ord in mente, kan det være en nedslående affære at kaste blikket på jødisk skilsmisselov, som har været central i feministers kritik af jødisk lov og praksis. Med rod i Toraens Femte Mosebog har manden den ultimative ret til at lade sig skille, mens kvinden har en passiv, hvis ikke ubetydelig rolle, hvor hun juridisk står uden for indflydelse. En skilsmisse kan derfor kun finde sted, hvis manden præsenterer konen for et skilsmissedokument, kaldet get på hebraisk, som i praksis frigiver kvinden fra ægteskabet og tillader hende at indgå ægteskab med en anden mand. 

Judith Plaskow fremhæver de problematiske og somme tider livsødelæggende konsekvenser ved skilsmisseloven. I praksis betyder den, at en kvinde for evigt kan blive stavnsbundet til et ægteskab, hun ikke vil være i, hvis manden ikke vil lade sig skille. Den betyder også, at en sur, bitter eller magtesløs mand har mulighed for at bruge loven som afpresningsmiddel, hvis kvinden har et ønske om at blive skilt. Det gør sig også gældende under mere tragiske omstændigheder, hvis manden for eksempel forsvinder eller dør uden vidner; heller ikke her vil kvinden have mulighed for at blive skilt og derfor heller ikke gifte sig igen, hvis hun ønsker det – måske for evigt.  

Om min farmor nogensinde har forholdt sig til den slags feministisk kritik af egen religiøse praksis, eller om hun overhovedet blev forelagt den af nogen, finder jeg desværre aldrig ud af. 

Mor, derimod, uden at slå om sig med feministiske paroler, gjorde sig grundige overvejelser om kvindens stilling inden for ortodoks jødedom, da hun konverterede til jødedommen – en lang og ofte omfattende proces. Det var altså det levede liv og en dedikation til jødedommen, som gjorde, hun fandt sin vej. Da en rabbiner for eksempel en dag spurgte hende, om hun nu sørgede for at vente med seksuelle aktiviteter til efter blødningens ophør, følte hun et instinktivt og konkret ubehag i maven, og hun blev tvunget til at forholde sig til den del af sin religion, som modstred egne fundamentale feministiske værdier.

Men religionen blev hendes egen, også selvom det ikke lå i kortene.  

Med fodboldlår og en realeksamen rejste hun i 1981 til Israel i en alder af blot 21 år. Jeg ved ikke meget om hendes første år i landet, men jeg ved, hun forelskede sig i jødedommen, før hun forelskede sig i en jødisk mand, min far. Tre år efter hun var landet i Tel Aviv, lå hun således i et mikvah – et dybt stenkar fyldt op med regnvand, som ortodokse jøder benytter i forbindelse med rituel renselse. Hun havde brugt mere end et år på at konvertere. Nu var jødedommen hendes egen, men det var den kun, fordi hun aktivt gjorde den til sin egen og havde lejlighed til at stille spørgsmålstegn ved de elementer, hun langsomt blev indviet i. 

På en måde er det netop i mødet med de love og påbud, man ikke kan spejle sig i eller ønsker at implementere i sit eget liv, at man bliver forbundet og finder sin egen vej. Det muliggør en religiøsitet, som måske ellers ikke ville få næring. På den måde får den magt, der ligger i at følge religiøse love eller traditioner, man ikke kan se selv i, en dannende, måske endda helende, spirituel og tryghedsskabende egenskab. 

Som troende og medlem af en monoteistisk religion bedrager man ikke andre end sig selv ved at opretholde narrativet om, at ens dedikation intet har med magt at gøre. Jeg selv har fundet ud af, at det kan være både frigørende, trygt og meningsfuldt at udforske rammerne for den. 

Måske er det i kraft af magten og de ubehageligheder og absurditeter, den nogle gange udstiller, at vi kan finde plads til at hvile i den. Den spørger muligvis sjældent om lov, men måske er det de spørgsmål, vi selv stiller den, som kan gøre den tryg, og os frie.