Af Shani Pedersen, journalist

Uden at kunne sætte en finger på præcist hvorfor, har jeg altid haft en følelse af, at jeg selv og kvinder i mit liv har et anderledes forhold til mad end mænd. Mere komplekst, mere kontrastfyldt, mere emotionelt. 

Måske er det, fordi jeg tilbage fra min barndom kan huske, hvordan kvinderne i min irakisk-jødiske familie altid var dem, som stod i køkkenet, nogle gange hele dage op til højtider. Jeg kan også huske, hvordan tilfredsstillelsen og begejstringen i deres ansigter ikke var til at skjule, når de serverede maden for familien. Lidt ligesom når vi giver kram og kys. Det var kærlighed og omsorg, men omsvøbet med et tykt lag ansvar og måske ovenikøbet uretfærdighed. En bizar dobbelthed. 

Eller måske er det den måde, mænd gennem hele deres liv helt uproblematisk har kastet sig over kulhydrater på grillen, i kantinen og hos bageren, mens man selv har skiftevis savlet, talt om hvor lækkert det ser ud og overvejet, om der er “råd til det”. Måske er det, fordi alle kvinder vil vide, der med “råd til det” menes kalorieregnskabet og ikke bankkontoen. Igen: dobbelt, forvirrende, en tvetydig nydelse og kærlighed. Og mest af alt lidt utaknemmeligt. 

Det var egentlig også det, Kate Cairns og Josée Johnston nåede frem til i deres bog ‘Food and Femininity’. Moderne kvinders forhold til mad er, uanset madglæden og kærligheden, behæftet med en dobbelthed, der kan få os til at føle mange ting, men mest af alt enten rigtige eller forkerte, men sjældent helt nok. 

Lad mig forklare. 

Da Kate Cairns og Josée Johnston begyndte at lave fokusgruppeinterviews til bogen, var det egentlig ikke meningen, den skulle handle om køn. De to kvindelige sociologer, som normalt forsker i mad, forbrug, foodies og etik, havde sat sig for at undersøge, hvordan amerikanske og canadiske forbrugere prioriterer og tager beslutninger om mad i deres hverdag - hvad de spiser, hvor, hvornår og hvorfor. 

Sådan endte det bare ikke helt. 

I stedet fik deres forskning et dominerende kønnet lag. Da de begyndte at interviewe folk om deres forhold til mad, fandt de ud af, at de måtte skifte spor. Sporskiftet resulterede i bogen ‘Food and Femininity’ - gennem mad ville de udforske ulighed i vores samfund.

»Som feministisk sociolog vil jeg gerne forske i ulige sociale systemer, og her mener jeg, at mad er en af de væsentligste og mest afslørende linser at undersøge ulighed igennem. De både materielle, fysiske, mentale og emotionelle aspekter af mad gør det til en af de bedste måder at forske i ulighed«, siger Kate Cairns, som til dagligt er professor i sociologi ved Rutgers Universitet i New Jersey.

Efter en del interviews talte deres data et tydeligt sprog: Både de ældre, velkendte og “uddaterede", men også mere moderne idéer om køn og femininitet var umulige at komme udenom, når de talte med respondenterne om mad. Fra start stod det desuden klart, at det primært var kvinder, der viste interesse for overhovedet at deltage i fokusgrupperne og tale om mad.

»Da vi så begyndte at interviewe dem, var køn et dominerende emne. For eksempel sagde mange kvinder, som levede i heteroseksuelle parkonstellationer, at ansvaret for mad i hjemmet deles mellem parterne, men at de var de primære ansvarlige for planlægning, tilrettelæggelse og ting som detaljerede huskenoter på indkøbslisten«, siger Kate Cairns og tilføjer, at de generelt fandt det usynlige, ulønnede arbejde knyttet til mad, som kvinderne fortalte om, dybt kønnet. Faktisk så kønnet, at de gav det et navn – food labor.  

Stadig relevant i dag

Bogen ‘Food and Femininity’ er baseret på i alt 129 dybdegående fokusgrupper og interviews, samt eksisterende forskning om emnet. Den giver et indblik i, hvordan kvinder ofte –  og til stadighed i dag –  knytter feminine idéer, værdier og forventninger til mad, både hvad angår planlægning, indkøb, etik og indtag. Men kan det være rigtigt? Er det ikke so last decade? I opstartsfasen fik Kate Cairns og Josée Johnston ofte spørgsmål fra folk, som undrede sig over netop dét: Hvorfor det, med alt vi har lært af fortidens fastgroede kønsroller, stadig er relevant i dag. Med et mere nuanceret blik på kønsroller som en social konstruktion og generelt mere ligestilling i hjemmet, måtte idéen om kvinden som den hovedansvarlige for kødgryderne i hjemmet vel høre fortiden til, lød det.

Men så simpelt er det ikke, viser deres forskning. 

Selvom vi lever i en tid, hvor folk i højere grad begynder at bryde med stereotype idéer om kønsnormer- og roller, er der stadig visse kønnede værdier, som holder ved. Forskellen fra før er, at de er mindre synlige. Populære mandlige TV-kokke som Gordon Ramsey og Jamie Oliver popper op på vores skærme, og det er måske sjældent, vi for alvor taler med vores veninder og kvindelige kollegaer og familiemedlemmer om, hvad de egentlig render og laver af ulønnet arbejde i hjemmet. Nogle gange fordi det også kan være forbundet med glæde og ikke blot er sure pligter.  

Som svar til de mennesker, som undrede sig over, at en bog om mad og femininitet har relevans i dag, udviklede Kate Cairns og Josée Johnston nogle modspørgsmål, som de bad dem om at forholde sig til.  

»Hvem føler sig primært ansvarlige for, at børnene får sunde måltider? Hvem har prøvet den seneste juice-detox eller udtrykker bekymring for dyrevelfærd gennem veganisme?  Hvem køber kogebøger og skriver de ugentlige madplaner? Hvem insisterer på at købe økologisk mælk til børnene?«, spørger de blandt andet. 

Det er ikke, fordi mænd aldrig gør dét, understreger Kate Cairns, men deres forskning viser, at det primært er kvinder. Selvom uligheden i hjemmet ikke er så udpræget i dag, som den var engang, eksisterer den stadig. Den stereotype husmor fra 1950’erne, som smilende står klar med forklæde, dækket bord og friskbagt tærte, når manden vender hjem fra arbejde, er mindre relevant i dag, men de kollektive og feminine idéer, som kvinder bevidst eller ubevidst udtrykker gennem mad, er stadig væsentlige at forske i. 

»Jeg er tilbøjelig til at sige, at der egentlig er endnu mere brug for feministisk forskning i den kønsulighed, som er mindre synlig i samfundet. Det er ikke svært at forestille sig, at det bidrager til byrden, når uligheden ikke bliver anerkendt og set«, siger Kate Cairns. 

Mellem sorg, skyld og skam

Deres interviews viste, at kvinders forhold til mad kan være en kilde til splittelse. Det er emotionelt, fordi det på den ene side er et redskab til at yde omsorg. Noget man giver fra sig for at passe på sig selv og andre gennem sunde, nærende og miljørigtige valg. Af samme grund er mad et ideal, man kan bryde med og fejle i. 

Helt konkret kan kvinder gennem mad tage kontrol over eget helbred, yde omsorg for familie og venner, men også for planeten og dyrene. De køber lokalt, serverer mindre kød og forarbejdet mad, spiser vegansk og giver deres børn ultrasunde madpakker med i skole, selvfølgelig uden raffineret sukker og tilsætningsstoffer. 

Men når mad bliver en ting, man knytter til sin måde at drage omsorg på som kvinde eller mor, betyder det samtidig, at det kan være forbundet med skyld og skam, hvis man ikke lever op til de idealer, man selv eller samfundet stiller op. Fejler kvinden med maden, kan hun have en følelse af, hun også fejler i sin femininitet, understreger de i bogen. 

»Det er en løbende balance, hvor kvinder gennem mad og prioriteter prøver at positionere sig selv som omsorgsfulde, men ikke for omsorgsfulde. Interviewpersonerne sagde for eksempel, at de prioriterer økologisk mad til deres børn, men endelig ikke for meget, for man vil ikke være den fanatiske kvinde eller mor. På den måde er det altid en kamp, og næsten ingen følte, de rigtigt havde succes med den balance«, siger Cairns. 

Kvinder har ikke patent på de idealer, og der findes masser af mænd, som engagerer sig i alt fra planlægning af mad til tilberedningen og på den måde knytter særlige positive værdier til mad. Men der er en væsentlig forskel: risikoen for at fejle. Vi holder nemlig ikke på samme måde mænd ansvarlige for de samme idealer om mad som kvinder.

»Vi har mødt og talt med mænd, som er passionerede kokke, og som elsker at bruge timevis en lørdag på at lave mad, men de udtrykte aldrig samme splittelse og frygt for at være for meget eller sige: Men jeg er altså ikke skør,« fortæller Kate Cairns med henvisning til, at mange kvinder havde et behov for at udtrykke, at de altså ikke er for meget, selvom de går op i det, noget som for mange kan føles som en umulig balancegang.

Klassekamp og politisk kastebold

Når Kate Cairns og Josée Johnston vælger at kalde det arbejde med mad, som kvinder udfører i hjemmet for food labor, er det helt bevidst. For nogle kan det måske være forvirrende, at ulønnet arbejde, som for mange kvinder kommer oveni andre forpligtelser,  samtidig bliver linket sammen med idealer om omsorg, klima, glæde, selvrealisering og tilfredsstillelse.

»For mig er det en vigtig feministisk tilgang til mad at kalde det arbejdskraft. En feministisk fødevare- og madpolitik bør gøre alt det arbejde, som har med mad at gøre, synligt som dét, det jo er: en arbejdskraft, som muliggør vigtige processer i samfundet. Kulturelle værdier om femininitet slører det mærkat, og præsenterer det i stedet som et udtryk for kærlighed, men politisk set er det vigtigt at kalde det arbejdskraft«, fortæller Kate Cairns og uddyber, at de positive og sentimentale konnotationer kan virke som et røgslør i en politisk kontekst, som ikke til fulde anerkender den personlige byrde og det kollektive udbytte, samfundet får ud af det. 

Måske det er dén følelse, jeg havde, da jeg var lille og observerede, hvordan kvinderne i min familie knoklede med at lave mad. Som vaskeægte jødiske mamas virkede det jo til, der ikke var noget, de hellere ville, men samtidig så jeg noget, som jeg ikke kunne sætte ord på dengang: Det er jo arbejde, som andre slipper for at udføre. 

Mad er et emne, som bør få mere politisk fokus, men det arbejde vi udfører, når vi kerer os om os selv og hinanden gennem mad, bliver ofte anskuet som et individuelt anliggende, snarere end et kollektivt. Kate Cairns mener, vi er vidne til en fortsat - og moderne - devaluering af omsorgsarbejde, både den ulønnede og den lavtlønnede. Men den arbejdskraft, som kvinder udfører i hjemmet, eller som den lavtlønnede fastfood-medarbejder udfører, når han sælger food on the go, er med til at få hjulene til at køre rundt. 

»Det betyder grundlæggende, at kapitalismen kan fungere og bestå, fordi vi har kvinder og mænd, som gør meget til et stort, fælles udbytte for samfundet, uden af få noget eller meget lidt igen«, siger Kate Cairns. 

Jeg havde hverken det nødvendige sprog eller viden som barn, men hvor ville jeg ønske, min farmor, som altid stod i køkkenet og blev knust, hvis man ikke var sulten, var i live, så jeg kunne spørge hende: 

Hvordan har du det egentlig med mad?