Af Shani Pedersen, journalist | Foto: © Magali Delporte

Da jeg læste mig gennem Pauline Harmanges kontroversielle debut ‘I hate men’ første gang, faldt jeg i den fælde, som den 26-årige franske forfatter senere skulle afsløre for mig, at folk ofte falder i.
“De tror, at der er et eller andet særligt triggering event i mit liv, som gjorde, jeg endelig indså, det er okay at hade mænd”, siger hun, da jeg ringer til hende via en WhatsApp-forbindelse til Lille i Nordfrankrig, hvor hun lever et stille liv med sin kat og sin mand. Ham hader hun i øvrigt ikke endnu, men det kommer jeg tilbage til.   

Først det der triggering event og fælden jeg faldt i. På et tidspunkt, ikke langt inde i bogen, havde jeg et konkret billede af Pauline Harmange som teenager. Indigneret, magtesløs og uimponeret befandt hun sig et sted, man ikke har lyst til at være. En skolegård med anstrengende børn, hvis forældre har givet op, eller måske i et proppet tog. Det er få minutter efter, hun har oplevet dét, hun senere vil huske som en af grundene til, hun blev radikal feminist, dét, som endelig fik hende til at slippe idéen om, at hun ikke kan tillade sig at være vred på mænd. 

Hun har måske lige været vidne til en gruppe ondskabsfulde drenge, som mobbende kalder pigen med lange, sorte hår på benene for “mand”. Eller en mand, der med lidt god vilje kunne være hendes farfar, som antaster hende i metroen. Måske faktisk noget mere alvorligt: en veninde eller en søster, som fortæller, hun er blevet voldtaget. 

Men ligesom alle de andre tog jeg fejl. Der er intet særligt udløsende event. Der er kun træthed. Og had. Men også, understreger Pauline Harmange, et ønske om at frigive energi til at elske. 

“Det er en vrede, som stammer fra århundreders sexisme og mænd, som er dovne i deres relation med og til kvinder. Min oplevelse er, at når vi anerkender den vrede, er vi i stand til at handle, men også give slip på det had, det skaber i vores dagligdag, så vi i stedet kan fokusere på det, der er godt: Kvinder for eksempel”, siger hun og peger på, at misandri for hende er med til at skabe det modsatte af egentligt had. Glæde.  

Men når jeg tænker på at hade nogen, tænker jeg på det modsatte af glæde. Jeg tænker på en krop og et sind, som bliver fyldt op af noget destruktivt og ubehageligt, også for omgivelserne. På hvilken måde skaber det glæde?

“Folk vil gerne se os, som ikke kan lide mænd, som bitre, frustrerede og ensomme, men det behøver ikke være sådan. Dét svar ser jeg som en måde at gøre os bange på. Bange for at anerkende det som legitimt. Mange kvinder og feminister siger det i en joke som en måde at ventilere på, når de er meget frustrerede: “Jeg hader mænd!” Min oplevelse er, det har været en lettelse for dem, at nogen siger, det faktisk er okay at have det sådan, hvis det er sådan, man har det. Misandri behøver ikke være en joke”, siger hun. 

Pauline Harmange havde egentlig ikke regnet med, at hendes bog ville blive synderligt debatskabende, og slet ikke på den internationale scene. På sin blog var hun blevet opfordret til at udvide et indlæg om feministisk udbrændthed til en bog, og det gjorde hun så. Der var nok højst nogle hundrede følgere, venner og læsere af bloggen, som læste med, tænkte hun dengang, da det lille franske nonprofit-forlag Monstrograph gik med til at udgive bogen i nogle få hundrede eksemplarer. 

Men en stille debut blev det ikke. En rådgiver til Frankrigs ligestillingsminister, Ralph Zurmély, opfordrede i skarpe vendinger forlaget til at trække essayet tilbage, fordi det i følge ham opfordrede til ‘kønsrelateret had’, noget han understregede er en alvorlig lovovertrædelse i Frankrig. 

Hvis Zurmélys mål var at hindre salg af ‘I hate men’ og dermed udbredelsen af det had, han mente var så farligt, fejlede han i hvert fald gevaldigt. For efter den heftige medieomtale af rådgiverens kritik af bogen, måtte det lille forlag Mostrograph give op på den store efterspørgsel efter bogen, og et stort fransk forlag, Seuil, vandt kontrakten og solgte på kort tid godt 20.000 eksemplarer, inklusive oversættelser til 17 sprog. 

Men havde Ralph Zurmély, trods sin mislykkedes mission, ret? Opfordrer Pauline Harmange med ´I hate men´ til kønsrelateret had? Og kan det i så fald blive farligt eller måske i sidste ende opfattes som en opfordring til voldelige handlinger mod mænd, som noget af kritikken har lydt? 

Ikke hvis du spørger Pauline Harmange selv. Forfatteren har ingen mission om, at idéerne i hendes bog skal opfattes som en opfordring til andre kvinder om at hade mænd, ligesom hun selv gør, selvom hun betragter egne idéer som mere end et tankeeksperiment eller et koncept. Had til mænd og det at gøre sig fri af mænds meninger og tanker er noget, kvinder fint kan efterleve i deres liv, hvis de ønsker det og oplever det som meningsfuldt. 

“Jeg siger ikke, kvinder skal hade mænd, hvis de ikke gør det. Jeg prøver at række hånden ud til dem, som ikke kan lide mænd. Jeg prøver at anerkende det og give det legitimitet. Det er derfor, min bog ikke kun handler om ikke at kunne lide mænd. Halvdelen af bogen handler om kvinder og det fællesskab vi har og støtter, for nej, det vil da ikke være konstruktivt bare at hade mænd.” 

Selvom hadet ikke må stå alene, vil Pauline Harmange med sit essay tage noget af presset af kvinders skuldre. Hun vil minde dem om, det er fint og godt at være konstruktiv i bekæmpelsen af patriarkalske strukturer og mænd, som “slår, voldtager og myrder os”, som hun udtrykker det i sin bog, men at kvinder hverken pænt skal acceptere mænds fejl og mangler eller pålægges et særligt ansvar for at invitere dem ind i den feministiske varme eller ændre dem. Det er ‘virkelig unfair’ at lægge ansvaret for mænd, der hader kvinder, på kvinders skuldre, mener hun. 

“Nogle kvinder er sikkert wonder women og har energien til at gøre det”, siger hun og nævner online chikane som et område, hvor nogle kvinder måske vil forsøge sig med en mere inddragende og dialogskabende tilgang for på den måde at ændre sexistiske mænds adfærd i stedet for blot at afvise den eller blive sur over den. “Men det er ikke på internettet vi kan ændre folk. Der er nogen, som vil have en meget forudindtaget holdning til, hvem du er, og der er ikke noget, du kan gøre eller sige, som ændrer det. Der er intet i vores kontrakt som feminister, som siger, vi skal uddanne mænd.”

Men hvor går grænsen? Kan man virkelig bekæmpe misogyni med den ene hånd, mens man med den anden stolt romantiserer sin egen praksis af mandehad, i en global bestseller? Ja, mener Pauline Harmange, som i bogen advarer mod at sidestille misandri og misogyni. En fuldstændig misforstået disciplin, hun ikke sjældent støder på, når hun turnerer rundt med sine idéer, men som hun ikke mener har hold i virkeligheden. Misogyni og misandri kan ikke kan sidestilles, hverken når det kommer til “faren for deres ofre eller midlerne, som bliver brugt til at udtrykke dem”, som hun skriver i bogen og uddyber, at misogynistiske mænd bruger våben, som er farlige, og som strækker sig fra online chikane til dødelige angreb på kvinder i offentligheden og i privaten. Mandehadere, derimod, udgør ingen reel fare for andre mennesker, mener hun.

Kvinder kan altså frit hade mænd, uden det vil få nogen alvorlige konsekvenser, eller som Pauline Harmange kan lide at udtrykke det – har nogen ofre. 

 “Misandri og misogyni kan ikke blive sammenlignet, ganske enkelt fordi det første kun eksisterer som modreaktion til det andet”, slår hun fast i essayet som en krølle på et længere afsnit, hvor hun sammenligner de to former for had.

Ligesom det klare billede af en ung, sur Pauline Harmange tittede frem i bevidstheden under læsningen, var det også svært ikke at spørge sig selv, hvordan en kvinde, som siger, hun hader mænd “som en social gruppe, og somme tider også som individer”, kan indgå et ægteskab med genstanden for hadet – en mand, hun mødte, da hun var blot 17 år gammel. Det kan lade sig gøre, siger forfatteren selv, fordi de ikke havde formet deres egne meninger eller identitet, da de mødte hinanden, men langsomt begyndte “at (de)konstruere dem selv sammen”, og siden har deres måde at se verden på korresponderet. Men Bell Hooks, som Pauline Harmange for nyligt har læst, har ret i, at ægteskabet som udgangspunkt er en konservativ og destruktiv institution. Pauline Harmange selv har bare været heldig. 

 “Jeg har opbygget et meget sundt forhold, hvor der ikke er rum til patriarkalske idéer. Det er derfor, det fungerer. Heteroseksuelle forhold giver dog ofte ikke den plads, desværre, men det betyder ikke, at kvinder aldrig skal finde sammen med mænd”, siger hun.

Selvom Pauline Harmange ikke vil skille sig af med sin egen mand, mener hun, kvinder generelt vil opnå større glæde og inspiration ved at gøre sig fri af det, feministisk teori kalder the male gaze, en konstruktion, et blik og en måde at se og portrættere kvinder på, som grundlæggende er til for at please det maskuline, heteroseksuelle blik. Et blik, som hun beskriver i bogen, hun følte sig besat af, da hun var helt ung, men som hun senere opdagede, var meningsløst og ofte smertefuldt at underlægge sig. 

 “Da jeg var teenager, indså jeg, at uanset hvor meget energi og arbejde jeg lagde i at være køn og interessant ud fra de standarder mænd satte op, fejlede jeg altid. Jeg gjorde en indsats konstant, men den var ligegyldig og aldrig nok. Jeg var miserabel”, siger hun og nævner college som en æra i sit liv, hvor hun opdagede, hun var udmattet og ikke orkede at gøre sig de hårde bestræbelser længere. Det var her, det gik op for hende, at der er mange måder at være kvinde på, og at hun kan være lige præcis den kvinde, hun ønsker. 

Det var også i college, hun mødte sin nuværende mand. En mand, som respekterede hende, præcis som hun var, uden hun skulle prøve at være noget andet, uden hun skulle gøre en indsats for at passe ind. Dét var en befrielse. 

“The male gaze fik mig til at indse, jeg er god nok, som jeg er. Det er ironisk.” 

————————————————

Pauline Harmanges debut ‘I hate men’ er blevet oversat til 17 sprog, men i følge forfatteren selv tyder intet på, at en dansk oversættelse er på vej.