Corona har givet døden en ny plads i rampelyset

Af Shani Pedersen, journalist

Hvis man som jeg ikke kan få nok af døden og med jævne mellemrum googler litteratur frem om livets endeligt, er man med stor sandsynlighed stødt på sociolog Michael Hviid Jacobsen et sted derude. 

Det er, som om han er lige så svær at vige udenom som døden selv. Alle steder på det danske internet, hvor døden er, synes han at være, og ligesom med døden, bliver vi på et tidspunkt nødt til at hilse ham velkommen, om vi vil det eller ej. Skulle det ske, vi ikke vil den skæbne, popper billeder fra diverse artikler alligevel op, hvor han omhyggeligt løfter et kranium med den ene hånd, mens han venligt, men med dødens vished, kigger ind i kameraet, som ville han fortælle os: 

Jo, den er god nok. Døden indhenter også dig.  

I knap 25 år har Michael Hviid Jacobsen forsket i den ufravigelige død. Han er sociolog og dødsinteresseret to the bone. Så meget, at han gerne vil tituleres »dødssociolog«. Som dødssociolog har han skrevet lange bøger om dødens mosaik, og han har læst dødslitteratur og udført feltarbejde lige dér, hvor døden er og livet slutter. Han ved med andre ord mere end de fleste om menneskehedens forhold til døden, og hvordan det moderne menneske på én og samme tid er fascineret, underholdt og skræmt af den. Døden kan vi dyrke som en hobby på Netflix, alt imens vi gemmer den langt væk i skammekrogen med andre tabuer som sygdom, alderdom og sorg.

Hvordan den ambivalens hænger sammen og består i en tid, hvor døden synes allestedsværende og vitterligt bliver serveret for os i gule breaking-bjælker døgnet rundt, har jeg spurgt Michael Hviid Jacobsen om. 

Du skriver i ‘Dødens nye nærvær - skitse til en samtidsdiagnose’, at det eneste, vi kan være sikre på, er skatter og døden. Hvordan kan det være, at et grundvilkår, en uundgåelighed og naturlighed ved livet – døden – ikke er et oplagt samtaleemne i det moderne samfund? 

»Vi lever i en historisk hidtil uset periode af materiel overflod, tryghed og sikkerhed. Ingen generation før vores har haft det bedre. Vi lever desuden i gennemsnit betydeligt længere end alle dem, der har levet før os. Hvor den gennemsnitlige levealder i middelalderen var 30-35 år og ved overgangen til det 20. århundrede var omkring de 50 år, så lever vi nu med en forventet levetid på over 80 år. Disse forhold gør, at døden gennem store dele af livet synes langt væk – den er ikke noget, der vedrører os.«

Mens det moderne samfunds velfærd, velstand og teknologi har hjulpet os med at holde døden ud i strakt arm, havde mennesker før i tiden et mere nært forhold til døden, selvom det ofte var ufrivilligt i form af sygdom, lav levealder, manglende teknologi og mindre sofistikeret lægevidenskab. Folk var vant til at se, høre, lugte, røre og tale om døden, men for det moderne menneske er det mest af alt et fremmedlegeme. Når vi ikke taler så meget om døden eller evner at tale meningsfuldt om den, handler det om, vi stadig er mest optagede af at fortrænge den, mener Michael Hviid Jacobsen. 

»Vi er ikke længere fortrolige med døden, og døden anses som en modsætning til alt det, der ellers dyrkes i vores samfund: det nye, det unge, det spektakulære og det smukke. Døden emmer af noget gammelt, noget ubehageligt og noget grimt. Derfor har vi svært ved at finde ord for døden, og vi undlader helst at tale om den, medmindre vi er tvunget til det.« 

Tvunget til at forholde os til døden har vi altid været i en vis udstrækning, afhængigt af samfundet og menneskerne i det. For lige så ufravigelig livets endeligt altid har været for menneskeheden, lige så forskellig har dets betydning været på forskellige tidspunkter i historien. Døden har med andre ord betydet forskellige ting på forskellige tidspunkter, fordi tidsperioder og kulturer har været kendetegnet ved en varierende konfrontation med den og forskellige måder at ritualisere og adressere den på. Begivenheder såsom katastrofer, terrorangreb, krige, og ja, sygdom og pandemier, er alt sammen noget, som former vores forhold til døden. 

Apropos sygdom og kriser. Lige nu står vi over for en stor begivenhed, en pandemi i form af covid-19. Hvilken betydning har det for den samtale vi har om døden og i sidste ende vores forhold til den?

»Man skulle næsten tro, at corona-krisen ville være en oplagt anledning til at tale mere om døden – både i det offentlige og det private rum. Når alt kommer til alt, handler meget af det postyr, der er affødt af covid-19, netop om vores indgroede frygt for døden. Men til trods for, at corona-krisen i sidste instans handler om døden og vores frygt for den, er der ikke meget, der tyder på, at vi af den grund taler mere om den end førhen.« 

Alligevel fremhæver Michael Hviid Jacobsen og hans sociologkollega Anders Petersen fra Aalborg Universitet i ‘Dødens nye nærvær - Skitse til en samtidsdiagnose’, at pandemien giver os netop det, som titlen antyder - en ny nærhed med døden, vi ikke har bedt om. En nærhed, som består både i en bredere samfundsmæssig forstand og i sin bogstaveligste forstand: går vi tæt på et andet menneske, kan vi dø eller udsætte andre for døden. Holder vi afstand, kan vi holde livets afslutning på afstand. Sådan var det ikke før, og vi må derfor forholde os til døden på en ny måde – ikke fordi vi vil, men fordi den er her og omslutter vores liv og samfund på en måde, vi ikke kan skjule eller lukke ned for. 

Nærvær er med andre ord i løbet af kort tid »blevet dødsensfarligt«, som Michael Hviid Jacobsen og Anders Petersen skriver. Det er bemærkelsesværdigt, fordi vi nu skal forlige os med, at nærhed får en helt anden betydning. Før var det varme og tryghed. »Nu er nærvær med en anden svøbt ind i dødens kulde, hvorfor det er vores moralske pligt og ansvar at holde afstand - ja, ligefrem at hylde afstand som livspræserverende.« 

»Det er, som om det for de fleste af os ikke er sunket ind, at det er mennesker, der er døde. Det er blot endnu et tal i en endeløs række af tal, der præsenteres på pressemøder eller som Breaking News. Døden er blevet gjort til et tal og har mistet sine menneskelige kendetegn.«

En undersøgelse foretaget af Ældre Sagen i 2019 viser, at over halvdelen af voksne danskere mener, at vi taler for lidt om døden, mens et godt stykke over halvdelen mener, at det er et vigtigt emne. Men selvom kimen er lagt til en mere åben samtale om livets afslutning, tyder intet på, at vi grundet corona kommer til at blive helt fortrolige med døden, mener Michael Hviid Jacobsen, blandt andet fordi vi ikke ser de alvorligt syge eller døende, som man for eksempel gjorde i Middelalderen. 

»De er indlagt på hospitalernes intensivafdelinger eller placeres i lighuse, så vi ikke rigtigt fornemmer, at der er tale om mennesker af kød og blod. Døden er derfor gemt væk, og derfor at det svært at finde grund til at tale om den.«

Men man siger, man kan bekæmpe tabuer som psykisk sygdom og misbrug ved at tale mere om dem. Betyder det, vi også kan forandre det kulturelle ubehag ved døden ved at dyrke den mere, og kan ufrivillige dødelige begivenheder i verden som terrorisme, naturkatastrofer og pandemier hjælpe os?

»Jeg tror, at man skal være varsom med at tro, at man kan tale sig til alt - fortielse kan til tider være en vigtig og nødvendig håndteringsstrategi, ligesom man med lethed kan risikere at komme til at tale det meste ihjel. Jeg mener, det er vigtigt, at vi kan tale meningsfuldt om døden med hinanden, og at vi ikke går rundt og tror, at emnet er forbudt eller tabuiseret.«  

Michael Hviid Jacobsen og andre dødsforskere er enige om, at en vis dobbelthed kendetegner det moderne menneskes forhold til døden. Vi har måske mere lyst til at snakke om den, men samtidig gemmer vi den væk i samtaler og i professionelle institutioner. Der er en øget offentlig accept af, at vi skal dø, men samtidig tager vi ikke sjældent på livsforlængende løbeture og bruger rynkecreme for at udslette ethvert stædigt tegn på, at døden får tag i os inden længe. 

Ambivalensen ved døden kom ganske tidligt til udtryk i mit eget liv. Jeg har altid været rædselslagen for døden og samtidig på besynderlig vis hilst den velkommen og dyrket den med stor begejstring.

Da jeg var lille, græd jeg, når jeg så Løvernes Konge og måtte holde mig for øjnene, da Simba så sin far, Mufasa, blive forrådt og sendt i døden af sin magtsyge bror. I dag kan jeg stadig mærke fysisk ubehag ved tanken om Simbas store katteører, som lægger sig ned i sorg, når han lidt efter tilser sin livløse far i dødsgrøften, mens han siger: »Far, kom nu! Du bliver nødt til at stå op. Far, vi skal hjem!« Alligevel spolede jeg VHS-båndet tilbage igen og igen for at gense scenen, som var så modbydelig, og jeg tror ikke kun, det var på grund af Simbas medrivende sorg, men lige så meget Mufasas møde med intetheden og afsked med livet, som det var bare få sekunder før. 

Andre vil genkende, hvordan de gennem tiden har dyrket døden i brutal, romantiseret eller spektakulær form, når de har bladret igennem hundredvis af kriminalromaner med en nærmest liderlig begejstring eller binget gysere, true crime og splatterfilm med en sjælden dedikation, for ikke at tale om alle de værker, hvor død og romantik udgør en på alle måder dynamisk duo. 

Hvis døden generelt er svær at acceptere og forholde sig til for det moderne menneske, hvorfor dyrker vi den så i høj grad i populærkulturen i alle mulige former, også de ubehagelige?

»Døden elsker at blive gengivet, skrev den franske historiker Philippe Ariès engang, og han havde i sandhed ret. Vi svælger i døden gennem nyhedsudsendelser, populærkultur og kunst. Man kan sige, at kunst, litteratur og populærkultur altid har fungeret som en slags ventiler for vores dødsfrygt. Vi har i vid udstrækning brugt litteratur, film, poesi og maleri til at vise vores ofte svære tanker om og dybe følelser for døden.«

Når vi ikke kan finde ord selv, kan kunsten netop hjælpe os med at skabe indsigt og forståelse og få luftet vores tanker, bekymringer og idéer om en død, som for mange af os er mere eller mindre abstrakt, selvom vi er mere sikre på den, end vi er på næsten noget andet i livet. Den kunstneriske sfære, mener Michael Hviid Jacobsen, tilbyder os et væld af muligheder for at kommunikere om døden, også på måder, der ikke er tvunget ind i rationelle eller videnskabelige forklaringer på, hvad døden er. 

»Kunst og litteratur åbner op for en verden af forståelse i forhold til døden og tillader os at iagttage og komme i berøring med det, der ellers ofte er gemt godt væk. Man kan dermed sige, at populærkulturen i form af gyserfilm, krimiromaner og bloddryppende tv-serier fungerer som en erstatning - personligt og kulturelt - for den virkelige død, som vi i sammenligning med tidligere generationer kun i stadig mere begrænset grad støder på i vores liv.«