Af Katrine Blauenfeldt, chefredaktør på OXY

I starten af 2019 hørte jeg om den hollandske teenager Noa Pothoven, fordi hendes selvbiografi ’Winnen of Leren’ lige var blevet udgivet og havde fået en del medieomtale. I bogen beskriver Noa sit liv med depression, PTSD, anoreksi og selvskade som følger af seksuelle overgreb hun var udsat for som 11-årig og en voldtægt af to mænd, da hun var 14. Hun havde spurgt hollandske myndigheder, om hun kunne blive godkendt til at modtage aktiv dødshjælp, fordi hun, ifølge hende selv, var i ubærlig smerte hver eneste dag. Hun fik afslag, da de mente, at hun var for ung til at dø. Hun havde været i flere forskellige behandlinger for anoreksi og depression, men intet virkede. Hendes eneste ønske var at dø. I slutningen af foråret 2019 besluttede Noa sig for, at hun ikke længere ville indtage mad og drikke, og den 2. juni 2019 døde hun i sine forældres hjem i Arnhem, Holland.

Den sag fik mig til at tænke over aktiv dødshjælp på en anden måde end tidligere. Før havde jeg kun tænkt på aktiv dødshjælp som noget meget gamle mennesker med smertefulde og uhelbredelige sygdomme skulle have adgang til. Jeg havde slet ikke overvejet at unge og fysisk raske mennesker skulle have muligheden. Det var ikke noget, jeg var imod, det var bare slet ikke en tanke, der havde strejfet mig. 

Det rejser en masse etiske spørgsmål. Skal alle, uanset alder og fysisk helbred, have retten til at dø? Skal psykiske sygdomme anses for at være lige så smertefulde som fysiske sygdomme? Er det kun når en sygdom er uhelbredelig, at en person skal have ret til aktiv dødshjælp? Hvis ja, findes der psykiske sygdomme, som kan passe ind under uhelbredelig? Hvem skal vurdere om en psykisk sygdom er så smertelig og uhelbredelig at en person kan godkendes til aktiv dødshjælp? Burde man ikke have lov til at bestemme over sin egen krop, i hvert fald når man er blevet myndig? 

Her i Danmark taler vi meget om retten til egen krop. Kvinder skal kunne gå klædt præcis som de har lyst uden at frygte at blive antastet af fremmede mænd på gaden. Kvinder har adgang til fri abort. Nu får vi en samtykkelov, som er med til at sende et signal om, at andres kroppe ikke bare er til fri afbenyttelse, men man skal have et aktivt ja, inden man begynder på de seksuelle udskejelser. Men når det kommer til døden, skal vi bare vente, indtil den selv vælger at dukke op, uanset hvor dårligt vi har, uanset hvor lidt vi har lyst til at leve videre på den måde som vi gør nu.

Helt personligt synes jeg, at folk, der vil dø, skal have lov til at dø. Og vi som samfund bør hjælpe dem til at dø på en fredelig og værdig måde. Jeg kan ikke se, hvorfor et menneske ikke skulle have lov til at bestemme over et af de største øjeblikke i deres liv, hvis de har et ønske derom. 

I Danmark – og mange andre lande – er døden et kæmpe tabu. Vi har knap nok et sprog til at tale om den. Ordet ’død’ skræmmer os. Vi pakker det ind i alle mulige andre formuleringer ’mormor er gået bort’, ’mormor er ikke længere blandt os’, ’mormor kommer ikke tilbage’, ’mormor er bare lidt lang tid om at handle ind’ (okay, den sidste er måske ikke en generel vending, som flertallet bruger). Når døden er så stort et tabu for os, når døden gør os så ubehageligt til mode, bliver det nærmest umuligt at tale om, at nogen rent faktisk kan have et ønske om at dø. Vi ser, hvordan et hav af mennesker kæmper for deres liv i krigsramte lande eller efter kæmpe naturkatastrofer. Mennesker har en helt utrolig vilje til at kæmpe for deres liv, så det kan virke direkte bizart, at nogen kan have et ønske om at dø. Derfor finder vi på alle mulige grunde, der skal forklare, hvorfor personen i virkeligheden ikke rigtigt har lyst til at dø.

De argumenter, jeg kan finde, som er imod aktiv dødshjælp, synes jeg ikke holder vand ved nærmere eftersyn. Jeg har læst argumentet, ”så vil alle mulige bede om aktiv dødshjælp, når de bare lige har en dårlig dag”. Jeg har svært ved at tro på, at nogen rent faktisk ægte tror på det argument. Selvfølgelig begynder alle og enhver ikke bare at bede om kæmpe morfinindsprøjtninger, fordi chefen afbrød dem i en vigtig præsentation, eller fordi kæresten kyssede med en til julefrokosten. Og hvis de gjorde, så var der nok en større underlæggende grund. 

”Men hvad nu hvis gamle mennesker føler sig tvunget til at bede om aktiv dødshjælp, så de ikke er en byrde for deres familie?” 

Læger og/eller psykologer skal naturligvis have nogle samtaler med patienten, som ønsker aktiv dødshjælp, for at sikre, at det er deres eget ønske og ikke datteren, der sidder og hvisker, ”dø nu bare, mor” ind i øret på patienten dag og nat.

”Vi kan ikke tvinge en læge til at skulle tage en anden persons liv”.

Der er jeg faktisk uenig. Jeg synes, at det burde være en del af det at være læge. At du muligvis kommer til at skulle udøve aktiv dødshjælp. Men ellers kunne vi jo som minimum indføre assisteret selvmord, som de har i Schweiz.

Jeg mener ikke nødvendigvis, at man skal kunne dukke op på en skadestue kl. 2 om natten og sige, ”jeg vil dø” og 20 minutter senere er man det. Der skal naturligvis være nogle sikkerhedsforanstaltninger, der sikrer, at personen virkelig har et oprigtigt ønske om at dø. Jeg mener, at det er en unødvendig magtudøvelse at nægte folk at bestemme over deres egen død. Og den holdning har jeg også, når det gælder en person på 20 år.