Jeg er pissehamrende bange for døden. Både min egen og andres. Det er en følelse, som begrænser mig og som jeg er træt af, og jeg ved, at der er mange, der har det ligesom mig – og værre. Jeg vil ikke komme med en løsning på det hele her, men jeg vil fortælle om mine oplevelser, som måske kan sætte tingene lidt i perspektiv. 

Af Maria Jønsson, skribent

Døden. Jeg har aldrig rigtig forstået den, men alligevel har jeg altid frygtet den. I hvert fald så længe jeg kan huske. Mit første møde med døden var i børnehaven, hvor en af mine veninder døde i en bilulykke. Jeg forstod det ikke, men jeg tænkte på det hele tiden. Jeg ved det ikke, men måske er det dét, der har sat min angst for døden i gang. 

Et par år efter købte vores underbo nogle (for mig) ekstremt store gulvhøjttalere, og jeg var sikker på, at de kunne spille så højt, at bygningen ville kollapse, og vi alle skulle miste livet i murbrokkerne. Derfor følte jeg mig kun i sikkerhed, hvis jeg sad med fødderne oppe i sofaen, når han fyrede op for højttalerne. Ja, jeg ved det, men det gav altså mening for mig dengang. 

Med årene har det udviklet sig, men jeg vil nok altid være lidt bange for, om høj musik kan få det hele til at brase sammen. Men det er ikke den eneste form for død, jeg er bange for. Der er mange. Jeg er bange for at dø pludseligt, jeg er bange for naturkatastrofer, jeg er bange for at køre galt, jeg er bange for at styrte ned, jeg er bange for at blive slået ihjel. Og samtidig er jeg bange for, at alle de samme ting skal ske for nogen, jeg kender. 

Frygten kommer og går, og i nogle perioder har jeg op til flere gange dagligt følt, at jeg var ved at dø af et hjerteanfald, og flere gange er jeg endt på skadestuen. En af gangene skete, da jeg boede i Bangkok, hvor jeg helt sikkert ville have været død midt i trafikken, hvis det altså ikke bare var angst. Og en anden gang i Danmark, hvor min trætte og fulde ven halvt blev tvunget til at tage med mig i en ambulance og sidde på skadestuen i flere timer.  

Frygten for at dø af et hjerteanfald er heldigvis en, jeg til dels har lagt bag mig. Jeg kan ikke helt sige hvordan, men den er lidt forsvundet af sig selv. Pakket tasken, taget hatten ned fra hylden, forladt matriklen. Stillet træskoene, om man vil. Jeg tror, det er sket i takt med, at jeg for hvert anfald lærte, at jeg jo faktisk ikke døde af det. Men det var godt nok ikke en lektie, jeg lærte over natten. Det tog lang tid og mange anfald, og det havde sikkert været nemmere med terapi – det er der jo mange ting, der er, tænker jeg.

Jeg har også været sikker på, at det var lungerne, den var gal med. Så jeg måtte arbejde ihærdigt på at få min læge til at henvise mig til en røntgenundersøgelse, selvom han egentlig hellere ville henvise mig til en psykolog. Jeg vandt dog kampen, og mine lunger viste sig at være pletfrie. Men så er der heldigvis mange andre ting, man kan være bange for i stedet. 

Efter terrorangrebene i Frankrig og Østrig har jeg nærmest ikke kunnet gå alene på gaden. I hvert fald ikke uden at gå en omvej, hvis en mand har kigget på mig, eller jeg har set en bil køre hen over en plads, hvor jeg havde tænkt mig at gå. Og slet ikke uden at kigge mig over skulderen hvert tredje sekund for lige at være på den sikre side. Hvis en mand rækker ned i lommen efter sin telefon, så er jeg sikker på, han i virkeligheden rækker efter en køkkenkniv. I dag forvekslede jeg en ulden vante med en gøb. Men jeg havde det også sådan, sidste gang der havde været et terrorangreb, så jeg ved, at det går over, når frygten lige har fået lov til at passere gennem min krop. 

Det er selvfølgelig ikke kun min egen død, jeg går rundt og er bange for. Nej, jeg er også så heldig at frygte andres død. Min families, min kærestes, mine venners. Jeg kan blive helt nedtrykt, når jeg har sagt farvel efter et besøg hos min mormor og morfar, fordi jeg bliver så bange for, at jeg ikke skal se dem igen. 

At nogen skulle dø, er noget, jeg hele tiden prøver at holde på afstand, selvom jeg egentlig godt ved, at det ikke er noget, jeg kan styre. Men i et forsøg på det kan jeg tænke, at hvis jeg ikke gør en bestemt ting, så dør min mor. Det kan være at skrabe gulvet i brusekabinen eller at træde inden for stregerne på fortovet. Jeg vil ikke kalde det tvangstanker, for jeg kan faktisk godt lade være med at gøre den pågældende ting. Men så igen, vil jeg risikere, at min mor dør, fordi jeg ikke lige kunne svinge skraberen? Det tror jeg vist ikke.

Det giver måske sig selv, men jeg vil supergerne ikke have det sådan her. Men helt ærligt, så har jeg aldrig tænkt, at det var særlig slemt, selvom jeg godt nu, hvor det er kommet ned på papir, kan se, at det ikke ser ud som en helt ubesværet tilværelse. Det er jo så her, terapien igen kan komme på tale.

Når jeg tænker på døden, kommer jeg også til at tænke på min mormor. Hun er jo, i form af sin alder, tættere på døden, end jeg er, og så har hun også mødt den flere gange, end jeg har – desværre også på uretfærdig vis, fordi hun både har mistet sin søn og sin lillebror. Alligevel ser jeg hende som en, der lever videre og som ikke går og frygter døden. 

Det får jeg bekræftet, når jeg spørger ind til hendes tanker om døden, og samtidig får jeg alle mine tanker sat i perspektiv. Hun fortæller, at hun aldrig har frygtet døden, men at den først nu er blevet et samtaleemne mellem hende og min morfar. For hvem af dem forlader den anden først, og hvad skal den efterladte stille op, når det sker? De taler om økonomi og praktik, men de frygter ikke døden i sig selv. Kun at miste. Men når man har fået lov at leve med sin bedste ven i 57 år, er det den pris, man må betale, mener hun. 

Min mormor er også bange for at miste os andre, hvis hun tænker over det, og hun er ked af dem, hun allerede har mistet. Men hvis man ikke kan forlige sig med, at man vil miste, så vil man ikke kunne tænke på andet, siger hun. For at være klar på sit eget møde med døden prøver hun at leve her på jorden i nuet, i stedet for at leve i tankernes indviklede virvar, og så sørger hun for at fortælle sine nærmeste, at hun elsker dem. Tit. For når hun så en dag skal dø, så er der ikke noget, hun mangler at sige. 

Og så husker hun sig selv på, at livet er på godt og på ondt. Vi begår fejl, og vi bliver såret, så det må man forholde sig til og gøre sit bedste for at udrede. Man skal ikke gå og tænke, at man ikke er god nok, og man skal tilgive sig selv for de fejl, man nu engang har begået, siger hun: Man er jo ikke klogere, for hvis man var det, så havde man gjort tingene anderledes. 

Hun mener ikke, at man ligefrem behøver at synes, at man selv er herlig, men det er bedst, hvis man kan være i fred med sig selv. 

Det er nogle ord, jeg vil prøve at efterleve og gøre mit for at give videre til andre, der kunne have brug for dem.