Maja Petrea: “Jeg er et sygt menneske”

Af Maja Petrea Fox, illustrator & digter | Illustration: Maja Petrea Fox

Jeg er et sygt menneske. På den kliché- og romantiserede Dostojevskij-måde. Elendighed og mismod som kun de store russiske mænd kunne fremmane. Jeg gider ikke engang lade, som om jeg har opfundet en ny måde at være syg på. Som om JEG skiller mig ud i forhold til resten af de meget syge mennesker, der eksisterede før mig. Nej. For jeg er også doven. Og dybt ordinær. Jeg er et sygt menneske. Jeg ER kældermennesket anno tyvetoogtyve. Jeg har endda det rette køn til det i dag, jeg er kvinde, vi skal frem i verden nu – så lad mig for fanden være hele verdens Kældermenneske anno tyvetoogtyve.

Jeg kan også identificere mig som noget andet. Fx skrald. Jeg kunne identificere mig selv som skrald. Sikke dog en syg ting at gøre. Kan I ikke selv høre det? Jeg er et sygt menneske. Et rigtigt, rigtigt sygt menneske. Og jeg er, hvert eneste sekund, hver eneste time og hver eneste dag, kun et spinkelt og følsomt øjeblik fra det totale og fuldstændige kollaps. Kollaps som i både at kunne eksplodere i femtenhundredemillioner små rasende og frådende stykker eller at smelte sammen til ingenting andet end en sort og slimet, trist pøl af mit eget mismod og min egen selverklærede og meget (j)unikke elendighed. Ja, det er tilmed meget synd for mig, så sygt et menneske jeg er. Det er meget, meget synd for mig. Jeg får nemlig aldrig fred. Sådan er det at være et sygt menneske. Ikke engang i søvnens søde Nangijala-land får jeg fred. Nej. Og det påvirker mig i sådan et omfang, at jeg i hverdagens tomme og uendelige cylinderformede anus, kravler rundt i revnerne af universets rumlende tarm og leder efter de mikroskopiske rester af menneskehedens forladte og forglemte små øjeblikke af noget, der måske engang var smukt, som jeg så kan skamæde i mørket, hvor ingen hverken ser eller hører mig. Sådan er det. At være et sygt menneske. For gud bevare mig vel, al skyld i verden på mine skuldre og især vor herre i det højes middelmådige ret og dom over mig, hvis nogen skulle opdage, hvor syg jeg i virkeligheden er.

Jeg er et sygt menneske. Jeg er så syg, at jeg ved lige præcis, hvad jeg skal sige for at få andre mennesker til at kunne lide mig. Det er ikke engang løgn, når jeg fortæller jer, at det måske endda er noget af det letteste i denne verden. Jeg er så sygt et menneske, at alle omkring mig ligefrem er vilde mig. Det er sandt. Hvis I ikke tror på mig, må I gerne spørge dem. ”Hvad synes I om Maja Petrea?”, kunne I spørge. Og de ville alle svare, at de var vilde med mig. Det er ikke engang noget, der tager lang tid.

Jeg kan gå til eksamen uden at have læst et eneste ord og komme ud med 12-tal. Så sygt et menneske er jeg. Så nemt er det. Og det keder mig. Jeg er et sygt menneske.

Jeg kan tørre mig selv i røven og vaske hænder i et tilpas nok omfang til ikke at give mig selv dårligere mave, end jeg, syge menneske, har i forvejen.

Jeg handler også ind. Oftest økologisk, for det er det vi får at vide, vi skal. Jeg er nemlig så sygt et menneske, at jeg gør, hvad der bliver sagt. Jeg gør, hvad jeg får besked på. Jeg går aldrig over for rødt. Jeg venter pænt i køen til det bliver min tur. Jeg betaler skat, smiler pænt, holder døren for de ældre, støtter gode formål og møder ind til tiden.

Jeg er et sygt menneske. Mest af alt fordi imens jeg gør alt dette, spreder min sygdom sig til alle indre organer og hjørner af mit sind, som en altædende skovbrand. Og dette i sådan et omfang, at det er et mirakel, at jeg stadig går rundt på to ben, som et menneske. Men et sygt menneske. Jeg går rundt iblandt jer på to ben som et sygt menneske. Et rigtigt, rigtigt sygt menneske.

Jeg er så sygt et menneske, at mens jeg skriver dette, sidder jeg på en gudsforladt kaffebar blandt cafélattedrikkende og storgrinende studerende i start-tyverne iført deres beigefarvede popkultur-uniformer og naive håb for fremtiden spruttende ud af alle huller i deres forskruede legemer. Lige før smilte jeg endda til én af dem, da en af dem kom til at gå ind i min stol. ”Det skal du ikke tænke på”, svarede jeg og smilte, imens jeg tænkte på, hvordan det mon måtte være sådan at slå al realitet og livets tragikomiske grundvilkår ind i hendes dunede, porøse og latterligt perfekte lortefjæs.

Jeg er et sygt menneske. Men min læge siger, at jeg ikke fejler spor. Han griner ligefrem af mig, når jeg fortæller ham om den uhelbredelige og totalt terminale sygdom, der løber i mine blodbaner og langsomt gør alt liv til sten. Ja. Min læge siger, at jeg er så syg, at jeg ikke engang fejler noget. I hvert fald ikke andet end noget uinteressant på øverste etage, som han ikke engang gider at se på. Derfor kan det ikke vare længe, tænker jeg, ofte imens jeg nærstuderer krogene af mine øjne, der pludselig fremstår en anelse mere gule.

Jeg er et sygt menneske. Jeg hverken drikker eller ryger. Intet helle. Nej.  Jeg rawdogger lidelsen, al dens væsen og dens alt for få kvadratmeter. Det er svært at være her, og jeg har altid et gevaldigt hold i nakken, som I nok kan forstå. Jeg kører på cirka femogtres plus procent ren eksistentiel fortvivlelse, fortabelse og forelskelse. Resten er had. Et sygeligt had. Til alt hvad jeg omgives af. Når jeg altså ikke græder. Men det gør jeg jo ofte. Nogle dage græder jeg, fra jeg står op til jeg går i seng. Også selvom ingen kan se det. Et sygt menneske kan græde uden hverken at vise det eller sige det. Jeg er sådan et menneske. Et sygt menneske er præcis sådan, som I forestiller jer det. Et sygt menneske er utiltalende. Klamt. Sygt.

Det perfekte syge menneske. Ja. Jeg har lyst til at slå på mænd og kvinder med briller. Ja. Også børn. Ja. Jeg har lyst til at grave min egen grav. Jeg har dage, hvor jeg har lyst til at rejse et monument for og af mig selv og min mastodontiske storhed. Andre dage har jeg lyst til at kravle tilbage i min mors skede. Glemme alt om det hele.

Jeg er et sygt menneske. Jeg sidder til møder, børster tænder og hæver penge i banken, imens jeg nikker og lader, som om jeg lytter til, hvad I siger, selvom jeg ikke kan tænke på andet end dunkende pikke og store mandehænder, der slår min røv sønder og sammen. Så jeg endelig kan mærke noget. Bare lidt. En lille bitte smule. Jeg er et sygt menneske. Pik og kusse, pik og kusse, pik og kusse. Et sygt menneske.

Hvis jeg ikke skulle møde op til noget i morgen, ville jeg gro fast i min seng.  Jeg ville langsomt synke ned i madrassen og forsvinde med årene. Jeg er ikke engang sikker på, nogen ville opdage det. Bare så længe jeg bliver ved med at smile og nikke. Smile og nikke, smile og nikke, smile og nikke. Et sygt menneske. Jeg består kun af min egen dedikerede version af mit eget løgnagtige spejlbillede og mit arbejde som parasit af dette forskruede samfund vi selv har skabt. Men jeg har heldigvis jer. Hvem VED, hvad jeg kunne have fundet på at udrette, hvis jeg ikke havde haft jer til at holde mig på plads. I min kasse. Man skulle jo nødig være på tværs. Nej, ellers tak. Det er vigtigt at holde en vis ro og orden. Der er jo næsten ingen grænser for, hvad sådan et sygt menneske som jeg ellers kunne finde på. Vel? ER DER VEL?