Er min ven socialist eller en fedterøv?

Af Luna Ehlers, studerende & kulturskribent

Jeg skulle egentlig bare have en ravost, men endte med en hovedpine. I Nettos køledisk stødte jeg ikke blot på Riberhus og Castello, men også en gammel, nær familieven, der netop var vendt hjem efter nogle måneder i udlandet. Vi talte om vind, vejr, våde ostedrømme og verdenssituationen, og som så mange andre endte vi i ‘hvad-laver-du-for-tiden’-land. Jeg fortalte om øjenbrynsmyoser og presset ved at jonglere et arbejde og et fuldtidsspeciale. Et pres han ikke kunne genkende. Han ville nemlig tilbage på dagpenge og derfor ikke arbejde. ”Så jeg skal bare ha’ en massage og klø mig i røven,” grinede han.

Jeg fik ikke lige spurgt indtil, hvorfor det kløede eller om han ikke skulle have en eller anden form for salve eller stikpille mod det – eller om han forestillede sig, at massagen og kløeriet skulle foregå på samme tid. Faktisk prøvede jeg at få det billede ud af hovedet, hvorfor jeg hurtigt spurgte ind til valget af lediggang og forventede, at han ville slynge om sig med lyriske og systemkritiske anti-work-guldkorn. At han ønskede at udfordre og kritisere den herskende og foruroligende samfundsorden, hvor al succes og livskvalitet måles i det klassiske arbejde. At han ville være en del af en bevægelse, hvis ærinde var at finde en sundere work-life-balance, og hvor vi muligvis kunne byde en ny og mere elastisk arbejdsforståelse velkommen. Han har nemlig alle dage været mit politiske forbillede og antikapitalistiske fyrtårn. Han har brystet sig af at være hypersocialist og lige så rød som Ed Sheerans armhulehår. Han har prædiket fællesskab, kollektivitet og reciteret ‘brede-skuldre-bærer-mest’-mantraet til mine ører blødte og mit hjerte slog takten til Skipper Clements morgensang. Men der var ikke én politisk nerve at spore i hans ansigt eller i hans valg af livstil – ej heller en sygdomsrelateret årsag til nedsat arbejdsevne. Han havde bare ikke lyst.

Og som vi stod der blandt hverdagspres, dagpenge, hårde myoser og bløde oste, blev jeg pludselig i tvivl, om han alle dage har stukket mig den løgneste løgn. Har han nogensinde villet fællesskabet eller det kollektive fordelagtige? Eller er han i virkeligheden en lone wolf forklædt i røde ræveklæder?

Misforstå mig ikke. Jeg anfægter ikke, at man både kan være dagpengemodtager og socialist eller fællesskabsorienteret. Dem kender jeg en masse af, og som snarlig nyuddannet humanist fortæller statistikken, at jeg i løbet af januar selv bliver en. Men det slog mig, at familievennen med osten i hånden og den kroniske røvkløe altid har været overboen, der spillede dødsmusik kl. 3 om natten, fordi det er hans ”ret”. Han er den selvudnævnte fest-DJ, der spolerer den fællesskabte Spotify-kø, fordi han vil høre et gammelt Rod Stewart-nummer nu. Han er middagsgæsten, der uden tøven tager halvdelen af den dagmartærte, otte skulle dele. Og jo, selvfølgelig kan man også være socialist og samtidig lide store stykker kage og Rod Stewart – det rygtes i al fald. Men jeg kan da blive helt bange for, at min kære ven slet ikke forstår, hvordan et socialistisk fællesskab fungerer – om vi kalder det en vældfærdsstat eller et ‘spæd-til-pilsner-puljen-når-du-kan’-system.

Okay, ja ja, så er han, hvad man med Erik Clausen-lingo ville kalde en fedterøv, og hvad så? Lev med det, kunne man vel fristes til at indskyde. Og burde det i øvrigt ikke være ægte og storlumske ulve som Lars Løkke og Rasmus Prehn og deres brug af offentlige midler til at finansiere tatar og fadøl, jeg i fælleskassens navn angriber? Jo, og jeg har skam også et par voodoo-dukker af dem liggende på natbordet som jeg tvinger til at tage kolde bade, se DK4 og gå i syntetiske svampefremkaldende blondetrusser – se dét giver røvkløe. For med sådan noget Christianborgsk skvadderhovedet pengefusk, er det da ikke underligt, at vi dødelige passer på vores egne penge og ligeledes forsøger at få fingrene i de ”velbevarede” skattekroner. Alligevel frustrerer det mig, at min socialistiske helt ikke efterlever sine egne udtalte politiske principper.

Men det er hverken ham, Prehn eller Løkke, der har givet mig hovedpine. Det er mig selv. For da jeg kom hjem med min ravost og en god økologisk pinot noir, slog det mig, at der sidder en lille hygge-hykler i mig.

Jeg bader mig i rød-grønne farver, sætter mit kryds til venstre for midten, køber Hus Forbi og fordømmer dem, der tager flyet. Altså når jeg ikke selv lige snupper mig en hurtig Ryan Air-tur til Rom – men det kunne jeg aldrig drømme om at sige højt. Ligesom jeg heller ikke siger højt, at jeg er herre dårlig til at affaldssortere, at jeg smider cigaretskodder på gaden, har svært ved at dele mine ting med andre, køber såkaldt fast fashion, tager imod sorte penge og skyller både dem og tamponer ud i toilettet. Og nu vi er ved bekendelsesrunden, har jeg faktisk også engang sagt til en Amnesty-facer, at jeg allerede støttede, selvom jeg ikke gjorde. Undskyld.

Udover osteglæde, er fælles for mig og familievennen, at vi tager del i et lille Kejserens nye klæder-spil anno 2022, hvor vi tror, at vi udelukkende kan klæde os på gennem tom snak, fine etiketter, lånte politiske slagråb og Je-suis-whatever-filtre på Facebook. Men vi ender med at snyde os selv og hinanden.

Jeg har faktisk også lige snydt igen. Pinot noiren er ikke økologisk. Den er ikke engang god, men middelmådig. Og jeg har kun købt den, fordi den er rød, og fordi jeg har hørt, at Meryl Streep engang drak den. Eller også var det Lasse Rimmer? Måske den nøgne kejser? Men det var så også sidste snydegang! Jeg stopper nu og lover at være transparent med mine dårlige tampon-vaner. Det skulle være så godt mod hovedpine og røvkløe.