Er monogame parforhold på vej i skraldespanden?

Det monogame parforhold har i vores del af verden været normen i årtusinder, men en ny popularitet over for det åbne, polyamorøse parforhold, der stikker i mange retninger og bærer forskellige fortegn, er med til at genskrive kærlighedsbiblen. Sammen med en sexolog, en forfatter og en håndfuld polyamorøse gør vi status på det åbne parforhold i 2022.

Af Niels Kristian Bonde Jensen, journalist

Hvis vi starter med at gå med på den halve sandhed, at det moderne, vestlige samfund stadig er gennemsyret af vores kristne kulturarv, er det ikke så underligt, at det faste, monogame parforhold har været normen her i årtusinder. De to første mennesker var jo monogame til tænderne – nærmest to dele af samme krop, ingen Adam uden Eva og omvendt. De blev dog også, som mange mennesker i det faste, monogame parforhold er blevet efter dem, fristet af den forbudte frugt. I længden blev det simpelthen for monotont med al den tosomhed, selv i Edens Have. Der skulle ske noget nyt. Siden da er fortællingen om Adam og Eva i de kristne samfund blevet skrækeksemplet på, hvilke pinsler der venter mennesket, hvis det lader sig friste af sine lyster, træder uden for den ubrydelige, todelte kærlighed og lytter til slangens hvislen i øret. Smag bare på ordet ”syndefaldsmyten”. Det er ikke for sjov. Hele forklaringen bag monogamiens historiske fremtræden i vestlige samfund kan dog selvfølgelig ikke kun tilskrives kristendommen. Teorierne er mange og peger i forskellige retninger. Lad os tage et par stykker kort:

Der er selvfølgelig det biologiske, reproduktive argument, der umiddelbart ikke har den store forklaringskraft. I antropologen G.P. Murdocks store studie af forskellige samfunds familiestrukturer, Ethnographic Atlas (1967), var konklusionen, at monogami kun var fremtrædende i 186 ud af 1231 testede samfund. Og det var jo ikke sådan, at artens overlevelse var truet i de resterende 1045.

Man skal derfor nok kigge mod de mere kulturelle argumenter. Antropologen Jack Goody mener, at udbredelsen af monogami i vesten er forbundet med den tidlige udvikling af plovlandbrug. At betjene ploven var et arbejde for manden, og landbruget var tæt knyttet til ideen om privat ejendom. Kernefamilien var derfor vigtig, både i forhold til arbejdsdeling og for at jorden kunne gå i arv.

Der er også evolutionspsykolog Michael Price, der peger på hyppigheden af militære konflikter gennem Europas historie. Argumentet er, at de mange krige krævede en konstant reserve af kampdygtige unge mænd. Her er regnestykket simpelt, én mand med 20 koner resulterer i færre graviditeter og dermed færre drengebørn end 20 mænd med hver sin kone.

Hele sandheden er mere kompleks og sammensat, end en enkelt artikel kan rumme, men uanset hvorfor og hvordan monogamien har udviklet sig i vores del af verden, tyder meget på, at den i dag er udfordret. Eller i hvert fald på vej et nyt sted hen. F.eks. viser en statistik fra amerikanske Institute for Family Studies, at antallet af par i åbne forhold, og den generelle positive indstilling over for åbne forhold er steget i løbet af de sidste 4-5 generationer. Ligesom et studie fra YouGov fra 2016 konkluderede, at der blandt Millennial-generationen er en udpræget forståelse af, at det polyamorøse/åbne forhold eksisterer på et spektrum, og at kun omkring halvdelen af de adspurgte i den generation dermed betegner sig selv som komplet monogame.

Det er dog stadig meget svært at finde konkrete tal på denne stigende velvilje overfor ”alternative parforholdstyper”, der ligger uden for det rent monogame, i en dansk kontekst. For at blive klogere på udviklingen har jeg derfor talt med med Sara Skaarup, sexolog, parterapeut og forfatter til blandt andet bogen Kærlighedskontrakten – Åbne parforhold fra tanke til praksis.

“Et vigtigt aspekt af udviklingen er, at der er kommet en større bevidsthed om, at åbne parforhold overhovedet er en mulighed. Da jeg skrev Kærlighedskontrakten (oprindeligt udgivet i 2012, genudgivet i revideret udgave i 2021, red.), var det med åbne parforhold stadig et ret odiøst emne – det var noget, man forbandt med en lille gruppe af meget fritænkende mennesker. I perioden efter har emnet været langt mere fremme i medierne, og vi har blandt andet fået nogle rollemodeller og kendte mennesker, der har været med til at nuancere billedet af det moderne parforhold for et bredt publikum”, fortæller Sara Skaarup.

Den teori – at det åbne parforhold simpelthen er blevet lettere tilgængeligt gennem mere information – går igen, da jeg snakker med forskellige personer, der definerer sig selv, i højere eller mindre grad, som polyamorøse.

"Selvfølgelig er der blevet mere adgang til viden, og det er blevet mere accepteret at leve på måder, der afviger fra normen, og i nogle forhold prøver man at ’åbne op’ for andre partnere. Men det er sindssygt svært at åbne et forhold op, og endnu sværere hvis det allerede er i krise. Det er meget nemmere at etablere tillid og ærlighed, hvis relationen er åben fra starten, eller hvis man åbner et forhold, der fungerer godt”, siger Sebastian Dyhr (50 år), der igennem mange år har været det, man kalder ”solopoly”.

”Det betyder sådan set bare, at jeg har mit eget hjem med min egen privatsfære, og at jeg f.eks. heller ikke deler min økonomi eller bolig med partnere", forklarer han.

Cecilie Bødker (32 år) stemmer i. Hun vil ikke defineres som 100% poly, men heller ikke 100% monogam – for hende, handler det om den enkelte relation, og om tryghed og overskud. Hun peger særligt på den generelle udvikling, der i de seneste år er sket i forhold til et udvidet fokus og samtale om køn og seksualitet i offentligheden.

”Jeg vidste f.eks. ikke, hvad det ville sige at være nonbinær, da jeg var teenager. Det ved mange teenagere jo i dag. Vi har fået et større ordforråd og større accept af ting, der før blev set som noget, der kun foregik i subkulturer. Det er nu blevet mere mainstream. Det afhænger selvfølgelig stadig af, hvor man bor og i hvilke kredse, man færdes. I min omgangskreds er det nærmest normen at være queer og poly, men det er også en boble, og det er jo ikke repræsentativt for en hel generation", siger Cecilie Bødker.

Netop denne tilværelse var dog udgangspunktet for hendes debutroman Sortsyge (2020), der tager udgangspunkt i oplevelser fra hendes eget og hendes venners liv, og hvor både lyspunkterne og skyggesiderne ved en polyamorøs tilværelse blandt en gruppe Millennials skrives frem i et semifiktivt univers. Bogen er, forklarer hun, ikke tænkt som et generationsportræt, men snarere som en personlig helingsproces og en udforskning af jalousien som en forbudt, altopslugende følelse – også i det åbne parforhold:

"Jeg begyndte at skrive som en form for selvhjælp, fordi jeg var i en relation, der blev meget intens, og hvor jeg blev jaloux på en meget overvældende måde. Det var et projekt om at udforske jalousi. Bogen handler også meget om forholdet til ens partners andre partnere, hvor der kan opstå en form for konkurrencementalitet og usund sammenligning. At skrive Sortsyge har både hjulpet mig, men har nok også fastholdt mig i en tilstand, hvor jeg blev ved med at genbesøge følelser og situationer", forklarer hun.

Spørger man Sara Skaarup er der også en risiko forbundet med det åbne forhold – som med alle forhold. Som Sebastian Dyhr lægger hun vægt på forskellen mellem forhold, der fra starten er indgået mellem polyamorøse personer og monogame forhold, der ”åbnes op”, men påpeger den fælles vigtighed i at udfordre myterne om det gode, faste parforhold på en konstruktiv måde:

”Vi har jo en masse myter om parforholdet: ’Hvis du finder den rigtige, varer det for evigt.’ ’Alle kommer til at kede sig, når man får børn.’ ‘Jo længere man er i forholdet, jo mindre sex får man’. Man kan godt udfordre dem og i stedet spørge, hvad man kan gøre ved det? Det handler om at finde den rigtige parholdsform, hvor sex kun er en af mange parametre, andre issues kan handle om tryghed, tillid osv. Jeg synes altid, det er positivt, når folk overvejer nuancer, men der er også farer. Man skal gå ind med åbne øjne og lave sit forarbejde, i stedet for bare at ”hoppe med på vognen”, for man kan også slå sig”, siger hun.

Umiddelbart kunne farerne nemt lure lige om hjørnet for Astrid Bodulfsen og Thomas Bernstorff Aagaard, der lever i et mono-polyforhold. Forholdet er åbent, men det er kun Astrid, der har andre partnere og lysten til at have det. Udover Thomas har hun tre andre kærester, som hun har været sammen med mellem 1 og 8 år. Men ifølge Thomas er jalousien totalt fraværende, her er forarbejdet nemlig gjort:

”Jeg kendte Astrid som ven, før vi blev kærester, så jeg vidste, at det polyamorøse ville være en præmis for forholdet. Men vi lavede så nogle aftaler, som jeg godt kunne gå med til: I starten måtte hendes andre kærester f.eks. ikke bo for tæt på, men det ændrede sig hurtigt, som jeg slappede mere af i forholdet. I dag har vi kun de aftaler, at Astrid passer på sit helbred og værner om alle parters privatliv”, siger han. Astrid supplerer:

”Vores opstilling er meget deskriptiv i stedet for præskriptiv. Det er meget det, der er praktisk, og det, der ligger i kortene lige nu og her, vi navigerer efter. Og så har vi selvfølgelig en åben dialog undervejs”.

Igen udfordres tesen om det monogame menneske som det eneste mulige naturlige væsen, hvor selve artens overlevelse afhænger af villigheden til at indgå i langvarige, monogame parforhold. Astrid og Thomas har sågar et barn sammen. Men hvad så med det polyamorøse menneske? Er det et naturligt, biologisk væsen, der ikke står til forhandling? Sagt med andre ord, er det at være polyamorøs noget, man vælger eller noget man ER? For Sebastian Dyhr er svaret klart:

”Jeg abonnerer egentlig ikke på idéen om, at man kan tale om polyamorøse forhold. I stedet kan man være et polyamorøst menneske”, siger han. Dog har han en vigtig præcisering. Ens status som polyamorøs er nemlig ikke permanent – igen kan en parallel trækkes til den nylige offentlige samtale om køn og seksualitet – den er flydende og netop til forhandling:

“Det er væsentligt at pointere, at polyamori er rigtigt for nogen, men ikke for alle. Det er vigtigt at mærke for sig selv, hvad man er. Og nogle skifter i løbet af deres liv. Det vigtigste er at være ærlig over for sig selv og sin(e) partner(e)", pointerer han.

Astrid og Thomas fremhæver begge også en større velvilje blandt yngre generationer til at se parforholdet – åbent eller ej – som et ”projekt”, der hænger sammen med alle mulige andre aspekter af livet: karriere, boligform og planer for personlig udvikling.

”Jeg tror bestemt, at jeg er hardwired til at være poly. Jeg tror ikke, det er noget, jeg kan ændre på. Som teenager ville jeg gerne giftes og have børn, så jeg researchede meget om ægteskaber og forhold. Jeg tror, at mange flere i min generation (Millennial-generationen, red.) har set intime relationer som noget, der skal arbejdes på, og hvor man skal gøre en indsats for, at det lykkes. Folk er stadig meget optimistiske i forhold til romantik, men anerkender også, at det ikke sker af sig selv. Flere tager nok arbejdshandskerne på”, siger Astrid. Thomas supplerer:

”Mange har jo nogle værdier og ønsker, hvor et monogamt forhold på ”fuldtid” ikke nødvendigvis passer ind i, hvordan man har indrettet sit liv.”

En fælles forståelse blandt alle mine kilder er også det faktum, at vi har nogle indlejrede, nærmest automatiske, forståelser af, hvordan det monogame forhold indrettes og udvikler sig. Manuskriptet ligger der allerede, mens det i det åbne forhold skal genskrives ved indgangen til hver ny relation – og givetvis også flere gange undervejs. Det er en proces, der i sig selv kræver indsigt og arbejde med sig selv og sine grænser. Som Cecilie Bødker forklarer:

"Polyamori kan være en oplympics of relationships. Jeg føler, at jeg skal bruge meget tid og energi på at arbejde med mig selv og have en ongoing kommunikation med partnere om det. Der er så meget, der skal aflæres og genlæres. I det monogame har vi mere rammerne på forhånd, og har set voksne i den slags forhold fra vi var helt små."

I Sortsyge nuancerer hun billedet af en moderne, polyamorøs tilværelse. En kærlighedsform, der er fuld af smerte og fejltrin og gråd og flødeis, men samtidig fastholder hun også muligheden for den åbne relation som noget smukt og givende:

"De gode oplevelser handler om frihed og om ikke at lade sig begrænse. Jeg har oplevet meget smukke øjeblikke af gensidig accept og respekt. Men jeg har også haft meget smertefulde oplevelser, hvor jeg har følt jalousi og svigt. I bakspejlet har jeg ikke følt mig tryg i de relationer, jeg oplevede det i. Der har været noget jeg har manglet i de situationer - tillid, klar kommunikation, og at mærke at den anden tog hensyn til mig. Jalousi kan pege på noget, der ikke fungerer i selve relationen, men også på de ting, som forskellige individer har med sig i bagagen. F.eks. mistede jeg en forælder meget tidligt, så jeg har en dyb frygt for at miste. Det kan komme op i intens grad, når jeg er i en åben relation, og trigger noget meget smertefuldt i mig."

Skal vi slutte, hvor vi startede, i Paradis med Adam og Eva og den syndige slange, er Syndefaldsmyten måske i virkeligheden et af vores ældste eksempler på menneskelig miskommunikation. Adam og Eva risikerede relationen til hinanden og Gud, fordi ærligheden om fristelsen var for smertefuld at tale højt om. I så fald må man håbe, at Gud havde fundet den store tilgivende næstekærlighed frem, hvis de faktisk havde åbnet op og fortalt om deres umættelige lyst til forbudte æbler. I hvert fald tyder meget på, at åben adgang til ny viden, ærlighed omkring sit eget og andres følelsesliv og lysten til at gå imod normerne, har givet utallige individer, der før havde holdt sig tilbage i skam, muligheden for at gå på uforbeholdent æblerov uden at skulle kigge sig over skulderen.